Stort interview med Signe Molde om at være satirisk balancekunstner

Hvad siger de andre?

Signe Molde træder ned fra scenen og spørger: »Var de glade?« 

Kort forinden har hun stillet op til selfies med publikum, og kulturminister Bertel Haarder har svunget hende op i luften og holdt hende i armene til ære for fotografen. Andet program i fjerde sæson af Quizzen med Signe Molde på DR2 er netop slut. Og skråt bag podiet, hvor de 110 gæster sad indtil for et øjeblik siden, står Signe Molde i sin sorte cocktailkjole med blonder og hvide Ecco-kondisko og spørger sin redaktør Lærke Kløvedal, om de andre ude i afviklingsrummet kunne lide programmet.

»Shit mand, det var to minutter under,« siger Lærke Kløvedal.

»Men er de glade?« spørger Signe Molde igen.

»Ja, ja, ja,« siger Lærke Kløvedal, og så er der debriefing, hvor det 25 mand store hold samles og hører, hvad producer Simon Kirketerp har at sige om dagens program, der for første gang i quizzens historie er gået under tid.

Hun er modig, hidsig og ret kæk

38-årige Signe Molde er tv-værten, der er kendt for at være sjov, rap i replikken og tåkrummende pinlig, når hun lader, som om hun ingen situationsfornemmelse har. Og så går hun lige til stregen, som da hun fik sin toårige datter til at sige »fuck Niels Egelund«, efter at pædagogikprofessoren havde foreslået mindre fri leg i vuggestuerne. Videoen er i dag blevet set mere end 400.000 gange på YouTube. Det var også Signe Molde, der ammede en voksen – med et falsk plastikbryst – og fik lukket sin facebookside på grund af blufærdighedskrænkelse, og det var hende, der ved en reception på den nye politistation i Nykøbing Sjælland måske trådte over på den anden side af stregen, da hun hev en økse, en peberspray og en kniv op af sin håndtaske. Det endte med, ud over at blive et indslag til Anders Lund Madsens daværende program Det nye talkshow, at indbringe hende en bøde og en plettet straffeattest. 

Hun er høj og slank som en mynde, og hun går ofte i skiundertrøjer, fordi hun fryser, og tøj, der ikke strammer, fordi det er rarest. Hendes brune øjne blinker meget, når hun taler. Og så har hun leverpostejfarvet hår, men hun er så smuk, at man vil beskrive det som gyldenbrunt.

Rækkehus i forstaden

»Jeg burde have en eller anden historie om min tragiske barndom, om at kæmpe mig igennem og alligevel klare det. Men det har jeg bare ikke. Det var hyggeligt og dejligt i min barndom, og derfor virkelig kedeligt,« siger Signe Molde. 

Barndomshjemmet var et rækkehus i Jægersborg, hvor hun voksede op med en mor, der var praktiserende læge, en far, der var jurist, og en storesøster, der altid fik 13-taller. Hendes bedste veninde boede inde ved siden af, og så vidt hun husker, spillede de altid bold ude på vejen i solskin eller stod på skøjter på søen. Men hun ved også, at hendes familie husker det anderledes:

»Min mor sagde forleden dag, at jeg var teenager, til jeg blev 25. Det er gået over nu, men jeg bliver stadig hidsig, hvis jeg kan mærke, andre mennesker skal bestemme over mig. Så får jeg klaustrofobi. Hvis nogen siger, hvad jeg skal gøre, så kan jeg ikke engang se, om de har ret, så vil jeg bare have lov til selv at finde ud af, hvad der er det rigtige,« siger Signe Molde.

I dag bor Signe Molde i et rækkehus med sprossede ruder meget lig det, hun selv voksede op i. Hun lever sammen med sin mand Peter og deres døtre Penny på ni og Evelyn på fire. Der er tårne med birkebrænde på fortovene udenfor, og der er sjippetove bundet fast til de lave hegn.

Da Signe Molde var teenager, tog hun ikke som sin storesøster til Tyrkiet for at lave hjælpearbejde, hun solgte burgere på Bakken for at tjene penge til sig selv. Det var dengang i 90’erne, hvor hele landet rystede af skræk til Twin Peaks og grinede af Gramsespektrum i radioen, når de altså ikke hørte satireprogrammet Tæskeholdet. I fjernsynet kørte den groteske quiz med Casper Christensen Husk lige Tandbørsten. Og torsdag aften så de fleste af landets teenagere Beverly Hills. Signe Moldes teenagetid var ironiens tidslader – en sorgløs tid, hvor den kolde krig var overstået, og tårnene i New York stadig stod.

Æg koger ikke sig selv

Da hun var færdig med at gå i gymnasiet, gik hun ned i sin gamle vuggestue i Jægersborg for at søge job. Gensynsglæden var stor, og Signe sagde, at hun gerne ville arbejde med børn. Der var ingen ledige stillinger som pædagogmedhjælper, men de manglede en økonoma. Signe kunne begynde med kort varsel, men der stoppede hendes kvalifikationer også.

Den første dag på jobbet ringede Signe til sin mors lægepraksis og fortalte sekretæren, at det var vigtigt, at hun blev stillet igennem til sin mor. Mellem to patienter tog Signes mor telefonen, og Signe spurgte: »Hvor lang tid skal man koge et æg?«

Hun havde stort set aldrig lavet mad før ud over spaghetti med kødsovs på den maddag, hendes forældre tvang hende til at have en gang om ugen. Nu  skulle hun lave mad til 20 vuggestuebørn. Lægesekretæren overtog hurtigt madrådgivningen og forklarede dag efter dag, hvordan man laver alt fra kartoffelmos til tærter. Efter eget udsagn var Signes mad ikke dårlig, men nok lidt ensformig. Den stod meget ofte på grød eller fiskepinde i vuggestuen, mens hun arbejdede der.

Der var ingen tvivl om, hvad Signe skulle efter sine sabbatår. Hun skulle selvfølgelig på universitetet ligesom alle andre i hendes familie, hvor alle har en universitetsgrad – enten som læger, jurister eller antropologer. I 2001 tog Signe Molde toget til Trekroner lidt uden for Roskilde og gik ned over markerne og trådte ind på Samfundsvidenskabelig basisuddannelse på RUC.

Lige så solrige hun husker sommerens lange dage i barndommens kvarter, lige så grå, regnfulde og dødssyge husker hun dagene på RUC. I erindringen var det januar to år i træk. Hun skrev blandt andet en opgave om Schengen og gik til en timer lang gruppeeksamen og faldt i søvn foran censor og lærer og alle de andre. Hun var ligeglad. Der var ikke noget på spil. Det var bare en opgave.

Alligevel var tiden på RUC ikke helt forgæves, det var her, hun begyndte at lave radio. Hun lavede universitetsradio og tog samtidig timer hos en skuespiller og søgte ind på Teaterskolen. Hun kom ikke ind, men drømte om at lave alt muligt andet end gruppearbejde om Schengen.

Efter to år på RUC – »som var ved at tage livet af mig« – stoppede hun og fik et tip fra en ven om, at DR’s Børneradio søgte en ny lærling.

»Børneradio var drømmescenariet. Jeg skulle planlægge og lave noget konkret. Og jeg fik løn. Jeg kan huske fornemmelsen af, at det var sjovt, at jeg kunne noget. Jeg havde en eller anden tone, som nogen kunne bruge,« siger Signe Molde. 

Hun bevæger sig meget, når hun taler. Hun folder benene sammen under sig, sætter den ene fod op på stolen, så hendes knæ er ud for hovedet, for i næste øjeblik at smide benet op på en stol.

»Jeg har nogle gange følt, at jeg ikke passede ordentligt ind i de helt seriøse programmer. Var jeg nu klog nok og alt det der. Jeg har jo ikke nogen uddannelse. Men de rene underholdningsprogrammer har også føltes forkert, jeg har heller ikke passet rigtigt ind der.« 

Rapmundet reporter fødes

Men en dag for syv år siden fik hun en idé til en karakter, hun gerne ville spille. Det var en person, der minder meget om Signe selv, men er tilsat en stor portion dårlig situationsfornemmelse, aggressivitet, og som tør spørge om alt. Hun ringede til komikeren Anders Lund Madsen, der på det tidspunkt lavede DR-programmet Det nye Talkshow. Hun kendte ham ikke, men forklarede, at hun havde en idé til en rolle, hun ville spille i hans show. Han ville gerne mødes. En måned senere mødte hun op og tog på sin første opgave som reporter. Det var tirsdag 8. februar 2011, og Lars Løkke Rasmussen holdt sit ugentlige pressemøde i Glassalen i Statsministeriet. 

Inden mødet med statsministeren spurgte Signe Molde den garvede Christiansborg-journalist Bent Stuckert om, hvad han ville spørge statsministeren om på mødet. Hun stjal spørgsmålet og spurgte, hvor frustreret Lars Løkke Rasmussen var over de konservatives seneste særmeldinger om efterlønnen, der ikke matchede regeringens linje.

»Jeg er slet ikke frustreret over nogen som helst ting,« sagde Løkke og fortalte om regeringens økonomiske politik.

Signe Molde tog til genmæle og bad statsministeren »svare lidt sjovere«. Alle vendte sig og kiggede forbavsede på kvinden, der holdt mikrofonen til den ellers ret formelle spørgerunde.

Lars Løkke så paf ud og svarede:

»Jeg synes sådan set, at Danmark står i en rimelig alvorlig situation, og det er ikke særlig sjovt. Det er det faktisk ikke.« Så fortsatte han med at forklare den vanskelige situation.

Flere af de andre journalister virkede sure. Stemningen var dårlig. 

»Det er i orden. Lidt langt, men tusind tak,« svarede Signe Molde statsministeren, inden mikrofonen gik videre.

Det var startskuddet på Signes nye rolle, og det skabte enormt postyr, for det blev sendt direkte på TV2 News, og flere aviser skrev om optrinnet.

»Jeg var ret nervøs, da jeg lavede det første indslag. Jeg har lært, at hvis jeg bliver nervøs, skal jeg få det til at gå væk. Det handler om ikke at give det plads. Da jeg var yngre, kunne jeg ikke styre det. Det er sådan noget, man lærer med erfaringen. Men jeg vidste jo ikke, om rollen ville virke. Og om andre ville forstå det,« siger Signe Molde.

Hvor går stregen?

To gange har hun været i tvivl om, hvorvidt hun gik over stregen. En gang, da hun lod, som om hun interviewede den nordjyske dreng Holger, der netop var blevet fundet efter at have været forsvundet en nat i Tranum Klitplantage. Hun modtog hundredvis af klager dagen efter.

»Jeg plejer at gøre meget ud af at tænke tingene igennem, inden jeg interviewer, og så stole på, at jeg har lavet mit forarbejde godt nok. Men jeg var helt forvirret og havde ondt i maven. Jeg blev usikker på, om jeg havde gjort noget forkert,« siger Signe Molde. 

Hun fik svaret dagen efter, hvor Holgers forældre i en mail skrev, at de havde syntes, det var et enormt sjovt indslag. De tilbød hende, at hun kunne komme og lave et interview med dem. Hendes mavefornemmelse havde åbenbart været rigtig.

Den anden episode var, da Guldhorn- og Kulturcenter Slotfelt skulle indvies i Møgeltønder. Her var prins Joachim med til højtideligheden.

»Alle sagde, at man ikke måtte tale til prins Joachim. Det, syntes jeg, var mærkeligt. Så det ville jeg lave en sjov historie ud af. Så gik jeg bare over til ham og talte med ham. Han var sød og ville gerne snakke,« forklarer Signe Molde.

Hun begyndte at læse det meget lange digt Guldhornene op for ham. Men på et tidspunkt stoppede prins Joachim hende og ville ikke være med mere.

»Så ville jeg sige farvel og give ham et kram, for det plejer jeg at gøre. Det var ikke noget, jeg havde planlagt. Og så stivnede han. Jeg kunne se, at det måtte man ikke. Man må ikke kramme prins Joachim. Og det var virkelig ubehageligt,« forklarer Signe Molde. Prins Joachim sagde flere gange: »Jeg sagde tak!«

»Der blev jeg lidt usikker på hele situationen. Men jeg fortrød ikke bagefter. Lige i situationen kunne jeg mærke, at det var utrygt for ham. Jeg har aldrig en agenda med at skulle ydmyge andre end mig selv. Det sjove er at se, hvordan andre reagerer,« siger Signe Molde.

Tro på det

For et års tid siden sad Signe Molde og genså sit eget quizprogram for at gennemskue, hvornår det var godt, og hvornår det ikke var. Hun kunne se, at hver gang hun blev usikker på sig selv, blev det ikke særlig godt, og når hun var mere sikker, blev det godt.

»Det er jo så banalt og den ældste sandhed: Du skal tro på dig selv, ellers er der ingen andre, der tror på dig. Det lyder så nemt, og det er det ikke … For hvordan tror man på sig selv?« spørger Signe Molde. 

Hun fandt ikke svaret på en lang gåtur eller sammen med en coach. Hun fandt svaret på badeværelset hjemme i rækkehuset på Vesterbro i København. Det er her, hun sidder og grubler og finder fred fra resten af familien – nogle gange så længe, at hun falder i søvn. Så her sad hun på toilettet og tænkte over, hvem der egentlig bestemmer, hvornår noget er godt nok.

»Det er jo lige så meget mig, der bestemmer, om jeg er god nok, sjov nok og kvik nok, som det er alle mulige andre. Jeg besluttede, at jeg ikke gad tvivle mere. Jeg er sgu da lige så god som alle de andre,« siger hun.

Næsten live

Onsdag klokken 16 mødes de 25 personer, der skal afvikle Quizzen med Signe Molde fire timer senere. Hovedpersonen Signe er stadig ved at blive sminket og få tøj på.

Tilrettelægger Sanne Cigale minder alle om, at det er live on tape. Det vil sige, at programmet optages, som om det er live, og sendes næsten uredigeret dagen efter.

»Medmindre nogen dør, kaster op eller bløder virkelig meget, så er det live!«

Hun forklarer bagefter, at programmet får en helt anden nerve, hvis det er live, eller alle lader, som om det er live.

16.30 er der prøve, hvor quizzen køres igennem med prøvegæster. Signe Molde har en kuglepen i hånden og læner sig frem med albuerne ud til siden og skriver, samtidig med at hun taler til de syv mennesker, der sidder i afviklingsrummet og kigger på 13 computerskærme og fem tv-skærme. De sørger for, at der bliver klippet mellem kameraerne, og får det til at bimle og bamle, når gæsterne trykker på deres quizknapper:

»Husk, jeg ikke må sige imamer. Det skal være Grimhøjimamer – eller kan jeg sige rabiate imamer?«

Promptorføreren, der styrer teksten, Signe læser op fra, får travlt, fordi så meget af programmet ændrer sig i takt med, hvad gæsterne svarer, og Signe Molde improviserer. Og der er grænser for, hvor hurtigt teksten kan køres frem.

»Skal det være i nutid eller datid? Skal jeg sige: Heldigvis havde integrationsministeren en løsning på problemet eller har?« spørger Signe Molde, og redaktør Lærke Kløvedal gør et notat på sit papir. Det må de afgøre i løbet af den næste halvanden time, hvor de sidste detaljer skal på plads. Signe gnider sig i tindingen og siger: »Kan vi ikke prøve igen?«

»Vi har virkelig kort tid,« siger tilrettelægger Sanne Cigale.

Så går det løs

Kl. 19.45 træder Signe Molde ind i studiet sammen med dagens to gæster: kulturminister Bertel Haarder og rocklegende Jesper Binzer, forsanger i DAD. Publikum brøler og klapper. Kameraet panorerer rundt over publikum, og søjler af lys springer rundt i studiet. Lyset blænder op igen, og Signe kommer til syne med et skælmsk blik. Hun præsenterer med stor selvsikkerhed de to gæster.

»Det eneste drama, vi har her, det er det, du bringer,« siger hun lidt efter – med en tydelig hentydning til, at Bertel Haarder er kendt for sit svingende og heftige temperament.

Kulturministeren tager frækheden med et smil og rykker tilbage i stolen.