Stol ikke blindt på din solcreme

Solcreme giver kun en falsk tryghed og beskytter sandsynligvis ikke mod modermærkekræft. Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra et svensk forskerteam, der anbefaler, at man i stedet skal vænne sin hud gradvist til solen.

Falsk tryghed

Det er noget skidt at blive forbrændt af solen. I værste fald risikerer du at få modermærkekræft, der kan være livsfarlig. Men du kan ikke bare smøre dig ind i solcreme fra top til tå og tro, at den hellige grav er velforvaret.

Solcreme giver dig kun en falsk tryghed. Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra et svensk forskerteam.

»Vi
tror, at solcreme fjerner hudens naturlige advarselssignaler, som
ellers ville fortælle dig, at du skal holde op med at være i solen. Man
skal absolut ikke stole på blindt på solcremen. Der findes ganske enkelt
ikke studier, der beviser, at jo mere, du smører kroppen ind, desto
bedre er du beskyttet mod modermærkekræft,« siger Håkan Olsson,
professor i kræftsygdomme på Universitetshospitalet i Lund til
samvirke.dk

Solcreme gør hverken fra eller til

Sammen med kolleger fra Karolinska Universitetshospital i Stockholm har han tidligere stået bag en undersøgelse, som viste, at der blandt personer, som brugte solcreme, tværtimod var en større andel, der fik modermærkekræft, end blandt personer, der ikke brugte solcreme.

En ny, endnu ikke offentliggjort undersøgelse tyder på, at solcreme hverken gør fra eller til.

»Der
er ingen tvivl om, at man skal undgå at blive skoldet. En lille smule
rødme er ikke farlig, hvis ens hud ikke er sart. Men hvis man til daglig
opholder sig indendørs hele dagen og så pludselig kaster sig ud i solen
med en hud, der ikke er vant til sol, så får vi et problem. Formentlig
handler det om at vænne sin hud gradvist til solen. Vi kan jo se, at
folk med udendørsarbejde har en lavere frekvens af modermærkekræft,«
siger professoren.

Glem solcreme og faktortal

Hvis man opholder man sig meget i solen, kan man dog - selv om man er hærdet - senere i livet risikere at få andre, mindre farlige former for hudkræft, hvor de samlede doser spiller en større rolle.

Det svenske forskerteam opfordrer os til at tænke helt om. Glemme
solcreme og faktortal. I stedet tænke på tidsfaktoren - på hvor meget du
kan tåle uden at blive forbrændt og ellers krybe i skyggen eller
beskytte dig med tøj og hat, når solen er værst - især når du rejser
sydpå, hvor solen er meget stærkere.

Undgå solskoldninger

I Kræftens Bekæmpelse i Danmark anbefaler man også at søge skygge og dække sig til som de vigtigste råd. Men solcremen kommer ind på en vigtig tredjeplads.

»Solcreme er nødvendig, når vi bliver nødt til at opholde os i solen. Det er svært at sige entydigt, om solcremen alene forhindrer modermærkekræft eller ej. Det, der entydigt er videnskabeligt belæg for at sige, er, at hvis vi vil forebygge modermærkekræft og almindelig hudkræft, skal vi helt undgå solskoldninger og skære lidt ned på den samlede dosis UV-stråling, som vi får igennem vores liv,« siger Anja Philip, projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

Når man så vælger at bruge solcreme som solbeskyttelsesmiddel, er det selvfølgelig helt afgørende, at det bliver brugt rigtigt for, at den virker efter hensigten .

»De fleste smører kun en fjerdedel af den rigtige mængde på, og det betyder, at faktortallet falder drastisk. Det er også vigtigt, at man smører sig igen, hvis man har svedt eller badet meget – eller smurt sig forkert,« siger hun.

»Man må slet ikke nå at blive rød - så er skaden nemlig sket for længst – den røde farve kommer nemlig forsinket, og derfor kan man ikke bruge sin huds farve som et advarselssignal. Man skal huske, at cremen skal have tid til at trænge ned i huden og virke. Derfor er det en god ide at smøre sig, inden man går ud - så glemmer man heller ikke tiden,«  siger Anja Philip.

Se, hvad vi ellers skriver om: #sundhed og #sygdom