Steffen Brandt: Bag facaden på verdens lykkeligste mand

Steffen Brandt har gjort sig umage før vores møde. Han har tændt stearinlys i det dunkle arbejdsværelse og studie i Aarhus, hvor han og resten af orkesteret, TV-2, indspiller deres musik. Han har også hentet lune kanelsnegle, der ifølge ham selv er så økologiske og frie for tilsætningsstoffer, at de nærmest er sunde. Der er et udvalg af økologiske sodavand, karameller og varm kaffe brygget på kaffebønner, han selv har malet. 

»Du må undskylde, men jeg har glædet mig hele dagen til de her kanelsnegle. Og på et tidspunkt, når det rigtigt går løs, så åbner vi også en af de her sodavand, og så er der fest,« siger han og smiler, mens han rækker ud efter en lun snegl. 

Han har forberedt sig og gjort sig tanker om vores samtale, og han lover, at han vil gøre sig umage med at svare undervejs. For det er vigtigt. Når man har sagt ja til at være med i et interview, så skal man også turde byde på noget af sig selv, mener han. Han kan ikke tilbyde historier om en dysfunktionel barndom, for sådan en har han ikke haft. Til gengæld vil han gerne fortælle om det liv, de fleste af os lever, og om den modstand, der er undervejs. 

Anstændighed og god karma 

Fra sit barndomshjem har den nu 60-årige Steffen Brandt lært, at anstændighed betaler sig. Man kan i det mindste prøve. Hans far var salgsrepræsentant, og nogle gange var den lille Steffen med på arbejde. Så sad han i bilen og ventede, mens hans far talte med sine kunder. 

»Jeg kunne se, at han var respekteret og meget afholdt, fordi han, ud over at være en lun type, havde den fuldstændig klare regel, at når man laver en handel, så skal alle være tilfredse. Der er ikke noget ved at gå ud ad døren og vide, at man har snydt nogen. Den anstændighed har jeg forsøgt at overføre til det, jeg laver. Hvis folk har betalt – rigtig meget, synes jeg nogle gange – for at høre os spille, så skal vi ikke have en dårlig dag. Så skal de have alt, hvad vi har i os,« fortæller han. 

Og så er der kærligheden.

»Man skal ikke være bange for at give lidt mere, end man modtager. Jeg tænker tit, at vi lever efter et købmandsprincip, men kærlighed er ikke en forretningsaftale. Nogle gange skal man turde give et andet menneske mere, end man får. Ubetinget. Jeg tror virkelig, at det er sådan, tingene hænger sammen,« fortæller Steffen Brandt, der mener, at det også bør gælde som en grundstruktur i samfundet. At nogen må give mere end andre, fordi de kan. 

»Sådan nogle som mig, der har fået mulighed for at udleve nogle drømme, vi må være indstillet på, at vi må give lidt mere i den anden ende. Økonomisk, men også ved at dele ud på andre måder. For eksempel ved at give folk en oplevelse en aften. Det må være det mindste, man kan gøre,« mener han. 

Karmaloven hedder princippet om, at man får det tilbage, man giver ud. Ikke som en forretning, men som et grundlag. Det var hans ven, Dan Turèll, der lærte ham det. De nåede at lære hinanden at kende kort før Dan Turèlls død. 

»Han var en stor personlighed, en gudbenådet forfatter og entertainer, der kunne formidle ting, så man kunne genkende det og bruge det til noget. Han var en meget klog mand. Ikke på en tør og kedelig måde, men på en indsigtsfuld måde. Han lærte mig om karmaloven, og jeg er sikker på, at han selv efterlevede den til punkt og prikke.«

Drømmen om musikken 

Allerede som barn drømmer Steffen Brandt om et liv med musik, men han drømmer aldrig om, at det skal blive hele hans liv. Bandet er lang tid om at lykkes, og før det store gennembrud tager alle medlemmer af orkesteret en uddannelse og har forskellige job. Også Steffen Brandt, der især kan lide at arbejde inden for bygge og anlæg. Han er muligvis ikke den dygtigste til det arbejde, men han kan lide pauserne i skurvognen med kollegerne, og så er der heldigvis altid brug for nogen til at holde, som han siger. 

»Det gælder for alle arbejdspladser, at der skal være nogen til at holde korpsånden, og det er nok det eneste, jeg er rigtig god til. Jeg har stået lænet over utrolig mange motorhjelme og sagt: »Ja, det er nok strømfordeleren, den er gal med.« Folk, der ved noget om motorer, har brug for nogen til at sige den slags og til at stille mere eller mindre begavede spørgsmål. Det kan jeg,« siger han om egne praktiske evner. 

Steffen Brandt har også undervist på Tørring Gymnasium, og han holdt især af dynamikken mellem sig selv og eleverne. Han har derfor aldrig frygtet, hvad der ville ske, hvis det musikalske gennembrud ikke kom. Han kan sagtens se sig selv i andre roller end popstjernens.

40 år med generthed 

De fleste af os kender Steffen Brandt fra scenen, hvor han i mere end 30 år har sparket festen i gang sammen med de øvrige medlemmer af TV-2. Det kan være svært at forestille sig, at manden bag keyboardet i mere end 40 år har døjet med generthed, men sådan har det været. Selv husker han det især fra festivaler, hvor hvert band har deres eget telt bag scenen. I mange år går Steffen Brandt ind i det telt, som TV-2 har til rådighed, og han vil ikke snakke med nogen, før han skal på scenen, og slet ikke bagefter. 

»På et eller andet tidspunkt blev vi jo de voksne, og så måtte jeg lære at gå ind og hilse på de andre. Og jeg fandt ud af, at de i virkeligheden havde det ligesom mig, og bare sad og ventede på, at der var nogen, der brød isen.«

Den oplevelse har lært ham, at man må træde ind i de sammenhænge, man indgår i, og byde på sig selv. Uanset om man er den rutinerede musiker eller gæsten til en fest med mange mennesker, man ikke kender. Det er sårbart, men sårbarheden lider heldigvis sjældent overlast, fordi man næsten altid bliver mødt med velvilje, når man kommer med et åbent sind og en oprigtighed. 

Moccasten i Middelfart  

Mange af de tekster, Steffen Brandt har skrevet gennem tiden, kredser om begrebet småborgerlighed. Da vi kommer ind på emnet, citerer han straks et vers fra en af sangene, han har skrevet om emnet.

»En mand, en hund, en tjørnehæk
Moccasten i Middelfart
Tiden står stille – den er faktisk væk
Det er du også, hvis du er smart
Gori, grill og parabol
Provinsen får os alle en dag
Hyggekrog med morgensol
Til man engang skal bort herfra«
(Fra sangen Det er Danmark, 1998) 

»Jeg skriver om småborgerligheden, fordi jeg kender den fra mig selv, og jeg er overhovedet ikke i en position, hvor jeg kan tillade mig at pege fingre ad den. Jeg synes bestemt ikke, at det er klædeligt, hvis jeg sad som popstjerne og gjorde grin med folk, der synes, det er fedt at gøre det selv og bygge en carport. Men for mit vedkommende må jeg bare sige, at jeg ikke har lyst til at ende som en, der kun går op i, om havefliserne ligger lige, eller om hækken er blevet klippet. Det ser jeg som en advarsel om, at man måske er på vej til at miste fokus i forhold til de muligheder, livet byder på,« siger han. 

Følg med i verden

Privatpersonen Steffen Brandt holder sig orienteret om, hvad der foregår i verden. Både politisk, socialt og kulturelt. Han følger med i, hvad der bliver skrevet, læser mange bøger og aviser, ved, hvilke film der vises i biografen, og lytter til musik. Det er vigtigt, ligesom det er vigtigt konstant at udfordre sig selv. 

»Hvis man antager, at jeg har fået en eller anden form for anerkendelse, så tænker jeg, at den anerkendelse skal bruges til hele tiden at gøre noget, jeg ikke ved, om jeg kan. For eksempel ved at lave musik med andre mennesker. Både unge og ældre. Det er vigtigt at investere anerkendelsen i noget uforudsigeligt, hvor det ikke er muligt at gøre, som man plejer. Ellers går man i stå eller begynder at gå baglæns,« mener han. 

Men man behøver ikke sluge alle aviser eller læse stakke af bøger. Det kan også gøres ved hele tiden at være nysgerrig og følge med i, hvad der sker i børnenes liv, og være opsøgende i forhold til andre mennesker. Det er, ifølge Steffen Brandt, den bedste måde at undgå at blive parkeret i en trepersoners sofa med computeren i skødet.  

»Man skylder sig selv at passe på det liv, man har, og bruge det rigtigt og ordentligt og til glæde for så mange som muligt. Det, mener jeg, er det, der ligger i at blive  voksen. Det er nu, man skal udfolde alle sine kompetencer og sin glæde og overskud.« 

Forestillingen om virkeligheden

En af de ting, der optager Steffen Brandt, er afstanden mellem virkeligheden og vores forestilling om virkeligheden. Det giver mening for ham at åbne debatten om, hvordan vores virkelighed i virkeligheden er. Langt mere mening, end hvis han giver udtryk for, hvilket parti han stemmer på, eller hvilken lovgivning han støtter. 

»Jeg håber, at de debatter, sangskrivere som jeg kan være med til at sætte i gang, kan danne grundlaget for, at andre kan træffe beslutninger på lovgivningsniveau. Derfor er debatten vigtig,« siger han.  

Det gælder for eksempel debatten om skolereformen, hvor nogle – ifølge Steffen Brandt – nostalgiske typer har glemt, at virkeligheden har forandret sig, siden de selv gik i skole, når de for eksempel spørger, hvorfor børnene ikke må komme hjem fra skole for at lege med deres kammerater på vejen. For virkeligheden er den, at der ingen børn er, de kan lege med. De børn er jo også i fritidsordninger og lignende. Det samme gælder, når vi bygger samtalekøkkener eller udestuer. Vi bygger dem, fordi vi har drømmen om alle vennerne og den store familie, der skal sidde og hygge, snakke og feste omkring bordet. 

Personligt klager Steffen Brandt ikke over antallet af venner. Men ligesom for mange af os andre er det svært at finde tid til vennerne – også selv om de kun er en telefonopringning væk. 

»Det er ikke tænkt som en pessimistisk spådom, men nogle gange kan det jo være meget godt lige at stoppe op og overveje, om man skal se på sig selv på en ny måde, eller gøre noget andet, end man plejer. For eksempel at få ringet til de venner, der skal fylde rundt om bordet i samtalekøkkenet,« siger Steffen Brandt. 

Der blev ikke åbnet sodavand i løbet af interviewet. Verdens lykkeligste mand festede fint med tre kopper kaffe.