Stanglakrids

Som barn bliver man ofte udfordret på sin kræsenhed – som voksen er man nødt til at udfordre sig selv. Det sker automatisk, når man rejser – men hvorfor ikke unde sig selv de sanseeksplosioner og bevidsthedsudvidelser, man kan frembringe ved sit eget køkkenbord, når man eksperimenterer med nye ingredienser, opskrifter og krydderier.

Da jeg blev lakridsambassadør

For et par år siden fik en af mine veninder overtalt mig til at prøve en kugle lakridsis. Det lød vederstyggeligt, men så snart jeg smagte den, var jeg solgt til stanglakrids. Jeg blev selv lakridsis-ambassadør, der nådigt lod mine skeptiske venner smage hos mig, så de ikke risikerede at spilde en kugle. Én efter én overgav vi os.

Og så alligevel ikke helt. For nok accepterede vi modvilligt, at lakrids og is var en overordentligt velsmagende kombination. Men vi kunne ikke tænke os frem til et godt mix med de andre smagsvarianter og fravalgte derfor ofte lakridsisen, selvom det var den, vi isoleret set havde mest lyst til.

Om Nadja Pass

Født 1974, cand.mag. i retorik, selvstændig.

Er storforbruger af sociale medier.

Har køkkenskabe fyldt med sære ingredienser.

Bor i København og har lyst til at gøre mere end sin borgerpligt.

Luksuslakridser i lækker indpaskning

I dag sælger delikatessebutikkerne luksuslakridser i lækre indpakninger og lakridssirup til madlavning.

Hindbær og lakrids i skøn forening er allerede en moderne klassiker, designflødebollerne får ofte et drys lakridspulver på toppen – og ethvert voksenpåskeæg med respekt for sig selv bød i år på en variation over temaet chokolade og lakrids. Og så prises lakridspulveret oven i købet for at være sundt på den helsekosturtede måde.

Vi er først lige ved at lære at spise lakrids

Lakrids er blevet et vigtigt nyt krydderi på tilværelsen. Ganske vist er der gennem tiden blevet fragtet mangen en piratos-pose frem til fremmede himmelstrøg for at salte de udenlandsdanske ganer.

Men alligevel er det, som om vi først nu rigtigt er ved at lære at spise lakrids. At udforske smagsnuancerne. Optræne vores smagsløg.

Før lakridsen var det kaffen, der pludselig blev til en videnskab. Sydesaltet og flagesalt fra udvalgte havbredder. Chokoladekvalitet, der skulle måles i procenter. San Marzano-tomater, Muscovadosukker og balsamico-glazes, der skruede op for smagsstyrken i hver deres fødevarekategori.

Olivenolien, man pludselig kunne prøvesmage, som var det fine vine. Vaniljen, der gik fra færdigmixet vaniljesukker til udskrab af svulmende bourbon  og tahiti-vaniljestænger. Og i skrivende stund er det tangen, der tager turen fra de eksotiske køkkener og højgastronomiske cuisines ud til samtalekøkkenerne. Og nej, tang er bestemt heller ikke bare tang…

Splittet til atomer

Nogle kalder det snobberi, hver gang feinschmeckerne splitter en ny fødevarekategori til atomer.

Men for mig er det mest af alt en dannelsesrejse. Det kræver ofte både træning og tålmodighed at optræne sine smagsløg til at kunne skelne nuancerne i et nyt smagsregister. Og hjernen er ofte så konservativ, at den fravælger smagskombinationer, der lyder forkerte.

Bevidsthedsudvidende rejser

For eksempel er det et velkendt køkkentrick, at et nip salt i det søde køkken og et nip sukker i det salte gør underværker. Og alligevel er det de færreste, der benytter sig af det, fordi det lyder forkert. På samme måde som det lød forkert med lakridsis, indtil jeg gav sanserne chancen for selv at vurdere.

Som barn bliver man ofte udfordret på sin kræsenhed – som voksen er man nødt til at udfordre sig selv. Det sker automatisk, når man rejser – men hvorfor ikke unde sig selv de sanseeksplosioner og bevidsthedsudvidelser, man kan frembringe ved sit eget køkkenbord, når man eksperimenterer med nye ingredienser, opskrifter og krydderier?

Se, hvad vi ellers skriver om: #slik, #krydderier, #lakrids og #kræsenhed