Her er nogle typiske spørgsmål og svar om fisk fra havbrug:
- Hvorfor opdrætter vi fisk i havbrug?
- Hvad er forskellen på vilde fisk og fisk fra havbrug?
- Hvilke fisk opdrættes i havbrug?
- Hvor kan man købe fisk fra havbrug?
Hvad er havbrugsfisk?
Det er fisk, som er opdrættet i anlæg ude på havet. Havbrug er netbure, hvor man holder fisk. Man kan sammenligne det med at holde dyr i landbruget. Som når en landmand f.eks. holder køer. I Danmark opdrætter vi regnbueørreder i havbrug. De lever i dambrug på land det første halvandet år af deres liv. Når de vejer 600-800 gram bliver de sat ud i havbrug.
Hvorfor opdrætter vi fisk i havbrug?
Når vi opdrætter fisk, kan vi bedre kontrollere produktet, end vi kan med vilde fisk. Som opdrætter ved du, hvad du leverer fra start til slut. Desuden er opdrættede fisk en slags erstatning for forbruget af vilde fisk. På verdensplan udgør opdrættede fisk fra dambrug og havbrug i dag op mod 50% af vores forbrug af fisk. Forbruget af opdrættede fisk er med til at fjerne noget af presset på forbruget af havets vilde spisefisk - torsk, rødspætter, tun osv.
Hvad er forskellen på vilde fisk fra havet og fisk fra havbrug?
Forskellen er, at fiskene i havbrug er opdrættede og lever i aflukkede anlæg i havet i modsætning til havets vilde fisk.
Hvilke fisk opdrættes i havbrug?
I Danmark opdrætter vi stort set kun ørreder i havbrug. Vi importerer opdrættede laks fra Norge, Skotland, Irland og Chile. I landene ved Middelhavet opdrætter de især havbars.
Hvor kan man købe fisk fra havbrug?
Opdrættede fisk udgør op mod halvdelen af vores forbrug af fisk. Derfor er de en del af det almindelige sortiment hos fiskehandleren og i detailbutikker. F.eks. er al den laks, vi spiser i Danmark, opdrættet i havbrug i udlandet.