Søren Pind: Jeg har begået stribevis af fejl

En strid banan

Der stod seksualundervisning på skoleskemaet. I en stiv time sad Søren Pind og en kammerat udenfor i skolegården på Øster Marie Folke- og Realskole på Bornholm. De to drenge nægtede at deltage i undervisningen. De kom ikke ind, før det var overstået. Det var i slutningen af 1970’erne. 

Søren Pind var tidligt bevidst om, hvad og hvem han var i opposition til. 

»Jeg var en strid banan,« siger han.

Dertil kom, at han var bornert opdraget og med egne ord lidt speciel.

»Jeg har en stærk iboende retfærdighedssans, og det er jo gerne noget, man slår sig på, så i den forstand har jeg altid stødt an mod andre,« siger Søren Pind.

En iPad fylder køkkenet med trompeter fra en amerikansk radiokanal, der kun spiller klassisk. Søren Pind brygger sort te i en stor blå tepotte, som kunne være sendt ind i nutiden fra 1970’ernes bornholmske barndomsland. Han bærer teen gennem døren til stuen, hvor to efterladte lædertøfler på gulvet sladrer om hans foretrukne siddeposition i midten af en grå sofa. Sofabordet af glas svarer igen med et klonk, da han stiller tepotten fra sig efter at have hældt kaskader af te op i to meget rummelige krus.

Kartotek med pinligheder

Søren Pind kan stadig være strid og kan ærgre sig bagefter, som da han i december 2013 blev kaldt useriøs og måtte trække planen om et samråd med den nyudnævnte udenrigsminister Holger K. Nielsen tilbage. Holger K. Nielsen havde holdt tale til den afgående udenrigsminister Villy Søvndal og foræret ham en cd med cubansk musik og en hængekøje, han kunne lægge sig i og drømme om det »cubanske paradis«.

»Dum som jeg var, ville jeg stemple Holger K. Nielsen. Så kunne hans udtalelse om Cuba komme til at definere hele hans tid som udenrigsminister. Det var helt galt at gå efter ham som nyudnævnt minister, bare fordi han havde sagt noget dumt om Cuba. Jeg fik som fortjent,« siger Søren Pind, der efter eget udsagn har begået stribevis af fejl. Han ser direkte ned i glasbordet, som er det et transparent kartotek for pinligheder, og taler så om sit overforbrug af penge til dyre og våde frokoster, mens han var borgmester i København, dengang han var 28 år, fik stillet bil med chauffør til rådighed og havde guldkort til en repræsentationskonto på 130.000.

»Og øjjj, nu skal I bare se, mand. Se, hvad jeg kan. Jeg tror, jeg havde et meget, meget stort behov for at bevise, at på trods af min unge alder, så var det mig, der havde den magt,« siger Søren Pind og hæver afvæbnende de velkendte øjenbryn, der er lagt på med en af skaberens bredeste pensler.

Han har lært, at man skal være forsigtig og ikke kan gøre med andre folks penge, som man har lyst. Og han har arbejdet med sig selv og sin tilbøjelighed til at kaste sig ind i alle de potentielle stridigheder, der kommer forbi. 

»Jeg har løbet mig mange staver i livet. Det gider jeg ikke mere. På den anden side insisterer jeg på, at når jeg er i politik, så giver det kun mening, hvis jeg har en mening,« siger han

Læste børnebibelen på fransk

Søren Pind var et fremmeligt barn. Som femårig gennempløjede han børnebibelen på fransk. Han boede i Schweiz med sin far og mor, der var tandlæge og fysioterapeut. Familien vendte hjem til Danmark i 1977, da Søren Pind var otte år. Han havde gået i en schweizisk skole med karaktergivning hver uge og havde lært sig schweizernes ubøjelige regler for god opførsel og kunsten at titulere rigtigt. Der var nogle, det var mest korrekt at være på efternavn med, andre skulle man være på hele navnet med, og man var aldrig dus, altid des.

Hjemme i Danmark fik barnet Søren Pind indtryk af et rodet, regelløst land, der befandt sig i en mærkelig undergangsstemning. På tv talte finansminister Knud Heinesen om, at landet balancerede på afgrundens rand. I radioen blev der spillet guitar og sunget: »Vi voksne kan også være bange.« Og bange for den store altødelæggende atombombe var lige præcis, hvad Søren Pind var. Utrygheden trak ham i konservativ retning, der måtte styr på tingene, lov og orden. Da den konservative republikaner Ronald Reagan i 1981 vandt det amerikanske præsidentvalg, løb Søren hujende ned ad trapperne til sine forældre, der ikke var glade. De sad foran tv’et og frygtede, at den nye amerikanske præsident ville føre verden ud i en tredje verdenskrig. De var radikale, Politikenlæsere og aktive i fredsbevægelsen. 

»Det har ændret sig. De er kommet hjem,« siger han med tilfredshed.

Farmor besvimede

Søren Pind er født blind på det ene øje. Han har fået fortalt, at farmoderen besvimede, da hun hørte i telefonen, at det lille, nyfødte barnebarn skulle have fjernet øjet ved en kompliceret operation. Der sad en svulst inde bagved, som viste sig at være godartet, men først troede forældrene, at der var kræft i begge øjne. De var i chok, og op igennem hele barndommen var de ekstremt påpasselige med, at han ikke kom til skade. Det har strejfet ham, at al den bekymring gav ham drivkraft til at bevise, at han helt bestemt magtede livet og lidt til. 

»Jeg tror i virkeligheden, at mit liv har været en meget lang rejse hen mod at finde ud af, at jeg ikke hele tiden nødvendigvis behøver at forklare folk, hvor dygtig jeg er. En ambassadør sagde nogle år tilbage til mig: »Hvorfor skal du altid vise andre, at du er så fandens klog«. Det har jeg tænkt meget over. Du ved, sådan en bemærkning taget ud af tid og sted kan nagle en, så man ikke kan komme væk fra den. Hele min drivkraft har været: Nu skal jeg godt nok vise dem,« siger Søren Pind.

Noget fortryder han, noget fortryder han ikke, men sådan er der så meget, han tror ikke på den fejlfrie tilværelse, siger han. 

Ville have malet og sunget

Politik er ikke noget, han vil anbefale til sine børn. Han har direkte forbudt dem at gå ind i politik.

»I virkelighedens verden ville jeg gerne have undværet det hele og passet mig selv i et lille skovløberhus og malet og sunget,« siger Søren Pind, der gerne bryder ud i sang ved enhver given lejlighed. 

I 2004 udgav han sammen med SF-politikeren Pelle Voigt en cd med den franske crooner Charles Aznavours sange. Han vil gerne indspille en fortsættelse, men har en opgave, der skal gøres færdig, siger han og mener Christiansborg, hvor det frustrerer ham, at demokratiet har udviklet sig til at søge det midterorienterede.

»Hvorfor lader vi, som om vi er enige om alting. Det er vi jo ikke. Det der udtryk, kan I ikke bare se at blive enige? Nej, det kan vi da ikke,« siger Søren Pind og skyder stemmen op i en tynd falset på ordet »ikke«. 

»Man glemmer, at uenighed gør stærk,« siger han. 

Der er kommet fokus på den pæne facade og på form i stedet for indhold. Der ville ikke længere være plads til en maniodepressiv statsminister som Viggo Kampmann eller en alkoholiseret Jens Otto Krag, der brækkede næsen på en kendt skuespillerinde. Begge anerkendes i dag som fremragende statsministre. Vi dyrker det renskurede, stiller falske idealer op og straffer nådesløst, når nogen begår en fejl. Men det er en umulig kamp at stræbe efter det perfekte, mener Søren Pind.

»Når døren er lukket, og vi sidder for os selv, ved vi alle sammen, at al den perfektion er løgn. Jo mere vi mister berøringen med kristendommen, jo mindre forstår vi, at mennesket er fejlbarligt,« siger han.

Anråbte sin Gud

Søren Pind er kristen og går i kirke for at blive mindet om, at vi kun er mennesker og ikke guddommelige. Han kan lide at sidde til gudstjeneste en time og følge kirkens ritualer. Han sammenligner det med, at japanske samuraier efter sigende brugte en af døgnets 24 timer på at tænke over døden og de resterende 23 timer på at leve livet.

Troen forsvandt for ham for et års tid siden, uden at han vidste hvorfor.

»Det var som at vandre i mørke. Uanset hvordan jeg ellers har haft det, har jeg altid følt, at når jeg gik ind i et rum for mig selv, var jeg ikke alene, men den følelse var væk, der var helt tomt,« siger Søren Pind, der fik et råd af forfatteren og præsten Katrine Lilleør. Hun sagde: Du skal anråbe din Gud. Det var for grænseoverskridende for ham.

»Altså lige et øjeblik! Jeg er den pæne type, der diskret folder hænderne under dynen. Det er for meget at kravle ud af sengen og ned på sine bedende knæ. Men jeg gjorde, som hun sagde, jeg kaldte på Gud, og det hjalp – meget sjovt, for jeg har ellers altid været kristen på sådan en mere smart-agtig, filosoferende måde.«

Søren Pind kan ikke nøjes med at glæde sig over at være til. 

»Jeg bliver født, så lever jeg, så dør jeg, og så er det hele væk... Det er ikke nok for mig, der skal være en dimension mere, ellers er tilværelsen meningsløs,« siger han. 

Den store angst

Søren Pind er far til to drenge, og når man får børn, kommer angsten og bekymringen ind i ens liv, som da han forleden sendte sin ældste søn med som passager i en bil til Berlin for at komme på fodboldtur.

»Ååååh, jeg bryder mig ikke om det. Jeg har lige måttet slippe ham løs på de store veje og cykle i skole, for far, alle de andre cykler jo. Det er en forfærdelig binding af en lille dreng, at han ikke må komme ud på sin cykel. Det kan jeg jo heller ikke selv holde til, men præcis i forhold til den der tilværelsesting kan man komme til at nære en enorm angst for, at der skal tilstøde dem, man holder allermest af, noget. Hvis man ikke på en eller anden måde kan sige: Gud i vold, som dronningen sagde i sin nytårstale i år 2000, så ved jeg ikke hvad,« siger Søren Pind og tilføjer:

»Det får mig til at lyde langt mere religiøs, end jeg egentlig er, men det er et tankesæt, jeg tyer til, når alt andet ikke hjælper noget.«

Søren Pind er fraskilt og vil ikke fortælle om sit brudte ægteskab. Det er han og ekskonen blevet enige om ikke at gøre.

»Jeg har haft en meget borgerlig forestilling om, hvordan tingene skulle være, og skilsmisse hørte ikke til i det billede, men som med alle andre forestillinger går det jo meget sjældent, som præsten prædiker,« siger han.

En tur på heden

Sidste sommer var Søren Pind til sommergruppemøde med Venstres folketingsgruppe på herregården Nørre Vosborg ved Vemb i Vestjylland. Der var arrangeret smukke ture, så man kunne se det oprindelige hedelandskab, og Søren Pind kom i tanker om sin farfar, der som syvårig blev sendt alene ud på heden for at vogte får. Det kunne være hans egen yngste dreng.

»Jeg var lige ved at tude. Jeg så sådan en lille dreng med en hel masse får foran sig og forestillede mig, hvordan det var at gå derude. Helt forfærdeligt! Men min farfar klarede den og blev mejeribestyrer.« 

På moderens side af familien er der en lignende historie, der rimer på hårdt slid, en lille jordlod på Samsø, et barn født uden for ægteskab, tuberkulose og voldsom fattigdom. 

»Jeg længes ikke efter gamle dage, det bliver jeg nødt til at sige. Jeg synes, det er fantastisk, hvad de har slidt og slæbt for at opnå, og her sidder jeg i et fint hus i København, mine to børn går på privatskole. Jeg har været minister og borgmester i landets hovedstad, og det er fantastisk.«

Heller ikke 1950’erne, som Søren Pind har idealiseret, ville han føle sig hjemme i, har han erkendt. 1950’erne har han set som et hæderligt årti, hvor man gjorde sin pligt og krævede sin ret, og han har tidligere misundt de mennesker, der gennemlevede 1950’erne. Det var, indtil Christiansborgkollegaen Claus Hjort Frederiksen en dag kiggede på ham og sagde: »Søren, vi var bare så fattige dengang.« 

Ungdomsoprøret kom måske også meget belejligt, da det i slutningen af 1960’erne ledte til 1970’ernes norm- og regelløse samfund. Det samfund, Søren Pind mødte i en dansk udgave, da han i 1977 flyttede med sin familie fra Schweiz til Danmark. 

»Jeg ser i dag ungdomsoprøret som en slags eksplosion, der på mange måder hang sammen med et meget snævert regelsæt for, hvad man tidligere måtte og ikke måtte. Når alt kommer til alt, så tror jeg faktisk ikke, at jeg ville have været så velegnet til at befinde mig i rammerne for 1950’ernes snævre regelsæt.«

Han ser sig selv som optimist. Udlændingeloven i 1983 forvandlede Danmark fra en stamme til en blandet eller heterogen nation. Han har troet, at det ville føre til en kolossal kulturel svækkelse, men nu er han ikke mere så sikker, siger han.

»Yahya Hassans digte og Ahmed Akkaris bog om Muhammedkrisen viser, hvad vores kultur egentlig kan, og hvor meget tillid den rummer. Nu modsiger jeg mig selv fra før, men det viser jo, at der faktisk er respekt for at mene noget andet, der er åndsfrihed og ytringsfrihed og frihed for Loke såvel som for Thor.«