To former for mærkning
Der findes to former for holdbarhedsmærkning: mindst holdbar til og sidste anvendelsesdato.
1. Mindst holdbar til betyder at kvaliteten er i orden til mindst denne dato
Mindst holdbar til fortæller os, at varen er bedst før den angivne dato, men sagtens kan spises eller drikkes efter denne dato uden at være sundhedsskadelig. Mærkningen fortæller derfor ikke, hvor længe varen er i orden og kan spises.
Husk at skelne mellem åbne og ikke-åbne produkter
Man skal dog huske at skelne mellem, om det er et åbent eller uåbent produkt, der har overskredet mindst holdbar til datoen. Hvis produktet stadig er uåbnet, vil der meget sjældent være nogle sundhedsskadelige konsekvenser.
I åben tilstand kan der opstå smagsforandringer og uønsket vækst af skimmelsvampe eller bakterier.
Stol på din egen fornemmelse nogle gange
Lugt, smag og se på
maden, før den kasseres. Det er som forbruger nødvendigt at stole på sin
egen fornemmelse og bruge sin sunde fornuft.
2. Sidste anvendelsesdato betyder, at du ikke må spise fødevaren efter denne dato
Det kan være sundhedsskadeligt for dig, at spise fisk eller kød, der har overskredet sidste anvendelsesdato. Det skyldes en vækst af sygdomsfremkaldende bakterier.