Skimmelsvampe er ikke til at spøge med
Hvis du er uheldig, kan de give dig hududslæt, kløende øjne, tilstoppet næse og påvirke din hukommelse og koncentrationsevne. De kan også give mere diffuse symptomer som hovedpine og træthed eller en større tilbøjelighed til infektionssygdomme som for eksempel halsbetændelse. Du er især udsat, hvis du forvejen har astma, høfeber eller allergi.
Derfor kan det lyde lettere skræmmende, at der er skimmelsvamp overalt i
vores omgivelser. At svampene sender millioner og atter millioner af
sporer ud, der hvirvler rundt i luften. Især i eftersommeren og om
efteråret er koncentrationen i naturen høj.
»Luften inde i vores
huse vil altid reflektere det, der sker i naturen udenfor. Men det
bliver først alvorligt, hvis der er en vækst af skimmelsvamp inden døre.
Ude i den friske luft sker der en enorm fortynding – og den fortynding
har vi slet ikke inde i husene,« siger cand.scient. Carsten Johansen
fra Teknologisk Institut.
Skimmelsvampene angriber
Angreb af skimmelsvampe kan typisk ses som grønne, sorte, brune eller hvide pletter eller plamager, der ofte har en lodden overflade. Men andre gange kan de slet ikke ses, fordi de for eksempel gemmer sig bag tapetet eller inde i skabe, hvor en muggen lugt som regel vil afslører, at der er noget fat.
De store mængder svampesporer er en af årsagerne til allergiske reaktioner. Men ikke alene. »Vi
ved nu, at svampene også udsender nogle mikropartikler, der er meget,
meget mindre end sporerne. Her har vi at gøre med størrelser, der er fra
0,1 tusindedel af en millimeter og nedefter. Og de frigives i mængder,
der er flere hundrede gange større end sporefrigivelsen, der i sig selv
kan være meget massiv. Så det farligste kan ikke nødvendigvis
registreres af vores næse eller øjne,« fortæller han.
Gode forhold i en fugtig bolig
Sporerne fra
skimmelsvamp kan sammenlignes med græsfrø. Begge skal have to
grundbetingelser opfyldt for at kunne spire og gro: Et voksemedie plus
tilstrækkelig fugt. Overalt i vores boliger kan skimmelsvampene snildt
finde egnede steder at gro: Det kan være på træ, tapet, maling, tæpper
eller ganske almindeligt husstøv.
»Det altafgørende her er, at
der også er fugtigt. Altså uden fugt – ingen skimmelsvamp. Så enkelt er
det,« fortæller Carsten Johansen, der nævner masser af årsager til en
fugtig bolig. Det kan både skyldes manglende udluftning, opstigende
fugt, utætte afløb eller vandskader af enhver art.