Skilsmisse på skemaet

Mange spørgsmål efter en skilsmisse

Hvordan skal jeg sige til mor, at jeg savner far? Vil fars nye kæreste kunne lide mig? Og hvad skal der ske med min konfirmation? 

Som skilsmissebarn er der mange ting at tage stilling til. Det ved Hannah Emilie Yde Hagelsø på 12 år, Rebekka Arestrup-Stamp på 13 år og 15-årige Tobias Cawley Rasmussen alt om. De er alle tre børn af forældre, der ikke længere er sammen. Og så har de alle gået i samtalegrupper – såkaldte »børnegrupper« – på Aalykkeskolen i Kolding, hvor børn og unge siden 2014 har mødtes og talt om livet i en skilt familie.   

I dag er de samlet i de bløde sofaer i lærer og børnegruppeleder Susanne Langers lokale for at tale om børnegruppen. På bordet foran dem ligger en stak kort med gule ansigter og skærer grimasser. Der er glade smileyer, sure smileyer og smileyer, der er nervøse, forvirrede og kede af det. Dem bruger børnene til at sætte ord på, hvordan de har det. 

»Da vi engang skulle snakke om mors og fars nye kærester, valgte jeg det her kort,« siger Rebekka, der går i 7. klasse. Hun holder et kort op med en tegning af en gul smiley med en skæv mund.

»Jeg var meget nervøs for, om min fars nye kæreste ville kunne lide mig, og om jeg ville gøre min far pinligt berørt,« siger hun. Hannah fra 5. og Tobias fra 9. klasse nikker genkendende til Rebekkas overvejelser.

»Jeg var bange for førstehåndsindtrykket,« husker Hannah og trækker et kort med en lignende nervøs smiley.

»Jeg gemte mig under sengen og bag avisen hos min far, indtil jeg en dag kom lige så stille frem af mig selv og sagde hej,« siger Tobias og undertrykker et smil.

"Gamle" skilsmisser gør også ondt

Selvom de alle har været skilsmisse-børn det meste af deres liv, fylder sorg, savn og hverdagens mange praktiske problemer stadig i deres liv, forklarer Susanne Langer, der som AKT-lærer dagligt beskæftiger sig med adfærd, kontakt og trivsel på Aalykkeskolen.

»De voksne kommer videre, men det gør børnene ikke altid. Mange børn mangler derfor ofte nogen at snakke med,« siger hun og forklarer, at det som barn kan være svært at snakke om skilsmissen med mor og far, fordi man er bange for at gøre dem kede af det. Behovet for at tale med ligesindede i et neutralt rum mærker Susanne Langer og skolens to øvrige AKT-lærere på den voksende efterspørgsel på flere børne-grupper.

»Vi har allerede haft 84 børn igennem børnegrupper, og jeg har fået mails og opkald fra forældre til børn på andre skoler, der ikke er med i projektet, som vil have deres børn i en gruppe,« siger Susanne Langer, der må afslå fore-spørgslerne udefra.  

Børnegruppen er et frirum

At interessen for børnegrupper er så stor, forstår Rebekka, Hannah og Tobias godt. De har alle afsluttet et forløb i børnegruppen, hvor man frivilligt mødes otte gange med fjorten dages mellemrum og snakker om alt fra deleordninger og fødselsdage til savn og bonussøskende. Timerne er en naturlig del af hverdagen ligesom dansk, engelsk og idræt, og selvom Rebekka, Hannah og Tobias kommer fra vidt forskellige hjem, har de alligevel en del til fælles.

»Møderne i børnegruppen gav en følelse af, at man ikke er helt alene i verden,« siger Hannah. Hendes far har netop fået en ny kæreste, så hun savner at komme i børnegruppen og snakke over en varm kop te i de kulørte sofaer. Hun får opbakning fra Rebekka, der også savner frirummet i børnegruppen. 

»Det bedste ved gruppen er, at man kan snakke om de ting, man ikke altid kan snakke om derhjemme,« siger hun. 

»Det er ondt, at man ikke må være med mere,« smiler Hannah og kigger ned i bordet. 

Efter forløbet i børnegruppen har hun søgt hjælp hos sin bedste veninde, som også er skilsmissebarn. 

»Det er noget andet at snakke med børn. De har bare en anden psyke,« tilføjer hun. 

Stort behov for at tale med ligesindede

Susanne Langer kalder børnene for eksperter. Imens hun agerer coach, er det i virkeligheden børnene selv, der sidder inde med svarene. Hun fortæller, at børnene i starten ofte er lidt generte, men at de med tiden får lettere ved at åbne op.

»Nogle gange føles det næsten, som om jeg bare skal læne mig tilbage, og så kører de stort set gruppen selv,« griner Susanne Langer, der i gennemsnit bruger halvanden time på at forberede sig til hvert møde i børnegruppen. Hun har svært ved at forestille sig Aalykkeskolen uden børnegrupper og håber, at de kan få lov at fortsætte, når projektet slutter i 2017:

»Børnegrupperne er jo blevet en stor del af vores identitet her på skolen.«