Skal vi dele far, når han dør?

Efterspil til begravelsen. Kirkeministeriet må oftere og oftere tage stilling til, om sammenbragte og globaliserede familier må dele asken fra en afdød

Hvem bestemmer?

Skriv dine ønske ned, mens du lever - så er sagen afgjort.

Ellers er det nærmeste pårørende, der bestemmer.

Det vil i praksis ofte sige en ægtefælle - eller børn, hvis man f. eks. ikke var gift med sin kæreste.

Hvis
en uenighed alligevel ikke lader sig løse, så er næste skridt at gå til
præsten, og hvis præsten ikke kan mægle, bliver skifteretten involveret.

I
2000 modtog Kirkeministeriet 14 ansøgninger om askedeling, og i 2007,
hvor antallet senest blev gjort op, var det vokset til 53.

Fra
januar 2009 blev loven ændret, så i dag skal man have tilladelse fra
stiftskontoret, hvis man ønsker at dele asken I 2007 gav
Kirkeministeriet 1759 tilladelser til at sprede aske over åbent hav.
Siden 1. januar 2009 kan asken spredes over åbent hav, hvis den afdøde
skriftligt har ønsket det. Hvis ønsket på anden måde er
sandsynliggjort, kan præsten give tilladelse.

Kilder: Danske Bedemænd og Kirkeministeriet.

Flere og flere beder myndighederne om hjælp

Hvor skal far ligge, når han er død? I Thyborøn, hvor han boede hele sit liv, eller i København, hvor du selv bor? Skal hans tredje kone have det afgørende ord, eller er det børnene af første ægteskab, der bestemmer? Og hvad med din lillebror, der er flyttet til New York? Må han få en del af sin far med sig, når han flyver hjem igen efter begravelsen?

Kort og lidt brutalt sagt: kan en afdød deles? Flere og flere må tage stilling til det spørgsmål, når et medlem af familien dør, og familien er bundet sammen af indviklede sløjfer: Dine, mine og vores børn, der - som årene går - bliver fordelt ud over hele landet. Og udlandet med.

Det sker efterhånden jævnligt, at de efterladte søger myndighederne om at få asken delt op: På den måde kan far i princippet komme til at hvile både i Thyborøn og København - eller både på den lokale kirkegård og i udlandet.

Når asken skal deles

»Vi havde for nylig et eksempel på en person, hvis aske blev delt i to: Den ene del blev sendt til et buddhistisk tempel i Thailand, og den anden blev begravet i Danmark. Det skete, fordi den afdøde havde en søn, der var flyttet til Thailand, men også havde familie herhjemme,« fortæller Knud Larsen, der er næstformand i Danske Bedemænd.

Til gengæld kender han også en sag, hvor de pårørende fik nej til at dele asken, fordi der var for kort afstand mellem de to danske kirkegårde, som de ville have den fordelt på.

Så han kender godt til problematikken, der ulmer i sammenbragte og globaliserede familier og kan skabe konflikter, når alle skal have deres ønsker opfyldt: »Vi fornemmer problematikken - men der er helt klare retningslinjer på området: Det er nærmeste pårørende, der bestemmer, hvis den afdøde ikke selv har skrevet sit ønske ned.«

Ny tendens med at flytte asken med sig

En anden tendens, de mærker mere og mere til hos de danske bedemænd, er ønsket om at tage urnen med sig, når man flytter til en anden by - uanset om asken skal deles eller ej.

For, som Knud Larsen siger: »Hvis man vælger at bosætte sig i Sønderjylland, så er der jo ingen mening i, at urnen står i Nordsjælland.« I alle tilfælde dækker ønsket nemlig over en anden strømning, der ifølge ham bliver kraftigere og kraftigere lige nu: Behovet for at have et mindested.

»I 1970' erne havde vi svar på alt og ville ikke forholde os til de døde. En begravelse var et praktisk problem, der skulle løses, og anonyme fællesgrave var populære,« fortæller han.

Den anonyme fællesgrav er på tilbagetog

»I dag er åndeligheden i fremmarch, så vi tør igen stå ved døden og tør godt have et gravsted. Så den anonyme fællesgrav er i tilbagetog.« Bærbar aske. Der er dog en undtagelse, fortæller fuldmægtig Erik Bach fra Århus Kommunes Grønne Områder: »Vi ser et stigende antal tilfælde, hvor de pårørende sejler ud og spreder asken over åbent hav - og det kan jo ikke laves om, hvis de senere fortryder, at de ikke fik et gravsted,« som han udtrykker det.

Måske er det derfor, at nogle gerne vil have asken delt, så den ene del kan spredes over vand, mens den anden del bliver begravet på kirkegården.

Man hører til flere steder

Andre vil have asken delt, fordi de selv synes, de hører til flere steder - en situation, de bl. a. har mødt på københavnske kirkegårde: »Det kan være danskere, der efter et langt pensionistliv i udlandet føler sig splittet - så den ene del af asken bliver f. eks. i Spanien, mens børnene derhjemme i Danmark får den anden,« siger vicekontorchef i Center for Kirkegårde i København, Bente Kilhof.

Og den tendens vil vi se mere til i fremtiden, mener fremtidsforsker, cand. scient. pol. Anne-Marie Dahl fra firmaet Futuria.

Hun har set fremtiden over skulderen sammen med de københavnske kirkegårde og tror, at både globaliseringen, en stigende mobilitet og det, at familien er i opbrud, vil skabe nye behov for rent ud sagt at opdele den afdøde i mindre stykker: »I USA er det allerede tilladt at dele asken op og f. eks. bruge den i smykker - så du kan have en ring med mormor og et armbånd med farmor på dig. Og jeg kunne godt forestille mig, at vi engang tager urnen med vores afdøde far eller mor med, når vi skal udstationeres i udlandet,« siger Anne-Marie Dahl.

Vandreaske passer til den amerikanske mentalitet

Hos Danske Bedemænd er Knud Larsen dog ikke så sikker. For, som han siger: »Jeg tror ikke på tanken om vandre-aske - den passer bedre til amerikansk mentalitet end til dansk.«

»Og selv om nogle altid vil være outrerede eller træder helt ud af rammen for det, vi kalder almindeligt, så vil de fleste af os stadig begraves, som vi altid er blevet det.«.

Se, hvad vi ellers skriver om: #begravelse