Skal jeg fortsætte med at spise havregrød?

Skal man lægge havregrynene i blød natten over?
?

I en omtale af en ny kogebog læste jeg, at »lægger man havregrynene i blød natten over i citronsaft eller eddike, nedbrydes phytinsyren, som ellers kan blokere for optagelsen af essentielle mineraler som kalk, magnesium, jern og zink«. Det lyder ikke tillokkende. Bør man opgive havregrøden?

Karen Brandt, Middelfart

Svar fra Leif Skibsted

Havre er ernæringsmæssigt helt i top. Fortsæt endelig med havregrød.

Phytinsyre findes i kornarters skaldele. Phytin binder calcium, magnesium, jern og zink og mindsker derfor kroppens udnyttelse af disse vigtige mineraler. I rug og hvede findes et enzym, phytase, der nedbryder phytin under sure betingelser som i surdej.

Havre indeholder ikke dette enzym, men havregryn, som vi spiser dem med mælk eller som grød, er fremstillet af afskallet havre for at mindske phytinindholdet.

Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.

Se, hvad vi ellers skriver om: #ernæring, #vitaminer, #morgenmad, #grød og #havregryn