Skal icebergsalat skylles?

Er det nødvendigt at skylle icebergsalat før brug?
?

Er det nødvendigt at skylle icebergsalat før brug? Jeg piller de yderste blade fra og ser aldrig nogen urenhed på salaten. Hvad vokser det egentlig i?

Ingelise Ullner, Roskilde

Svar fra Susanne Knøchel

Icebergsalat udmærker sig normalt ved at være fast og tætpakket, så det er som regel nok at fjerne de yderste blade. Hvis der er synlig forurening, insektangreb eller rådne blade, skal dette naturligvis fjernes, og salaten skal eventuelt skylles.

Danske forbrugere får salater både fra friland og drivhus samt fra flere forskellige lande. Særlig ved vækst på friland kan man risikere, at der er lidt urenheder, også imellem bladene og ved stilken.

Der har været fødevarebårne sygdomsudbrud på grund af Icebergsalat, men problemet er typisk opstået ved, at der er brugt vand til overrisling, som har været i forbindelse med gødning fra mennesker, dyr eller fugle. Dette er vanskeligt for forbrugeren at gøre noget ved, så man må stole på, at forretningerne har nogle ordentlige leverandører.

Læs også: Derfor skal du vaske melonen

Svar fra Inger Abildgaard, madskribent på Samvirke: Coop Danmark oplyser, at der foretages en udvælgelse af leverandører, hvor der blandt andet lægges stor vægt på hygiejniske produktionsforhold og kvalitet. Coop Danmark foretager både inspektion af de varer, som modtages, og der foretages stikprøvevis kontrol med både pesticidrester og forekomst af bakterier. Erfaringerne med iceberg er meget fine. Ikke desto mindre anbefaler Coop ligesom Fødevarestyrelsen, at frugt og grønt altid skylles, før det spises.

Susanne Knøchel er professor i mikrobiologisk fødevaresikkerhed ved Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet. Susanne Knøchel forsker i bakterier i fødevarer.

Se, hvad vi ellers skriver om: #grøntsager og #salat