Sex: Ikke i aften, skat

Det kan føles sårende at blive afvist af sin partner, hvis man lige er opsat på sex. Men hvorfor er det så følsomt? Og kan man sige ’Ikke i aften, skat’ på en anden måde og undgå dårlig stemning? Psykolog og sexolog giver gode råd.

Nogle vil helst dagligt, nogle 4 gange om ugen og andre måske kun en enkelt gang om ugen eller endnu sjældnere.

Så ofte har heteroseksuelle danskere sex

Danskernes seksuelle viden, holdninger, lyster, oplevelser og adfærd er ved at blive kortlagt i Projekt Sexus. I sommeren 2017 lavede forskerne en pilotundersøgelse, der blandt andet kan give et første fingerpeg om danskernes seksuelle aktivitet. I pilotundersøgelsen deltog 585 heteroseksuelle, heraf havde 367 haft sex med et andet menneske.

Så mange gange havde de 367 mænd og kvinder sex i løbet af en 4-ugers periode:

Median

Under 20 år 7
20 – 29 år 5
30 – 39 år 4
40 – 49 år 4
50 – 59 år 4
60 – 69 år 4
70 år eller derover 3

Kilde: Projekt Sexus

Læs mere om Projekt Sexus på www.projektsexus.dk

Kvinder afviser oftere end manden

Der er en tendens til, at kvinder oftere end mænd er den afvisende i et forhold. Det kan der være mange grunde til.    

”Kvinder har for eksempel brug for 1 times mere søvn end manden. Så hvis sex altid skal foregå lige ved sengetid, er der stor risiko for, at hun er afvisende. Her er det bedre at hygge på et andet tidspunkt – for eksempel så snart ungerne sover eller en weekendmorgen,” siger Hanne Pedersen.

For de fleste kvinder er sex heller ikke en trøst.

”Her har manden det anderledes. Hvis kvinden er ked af det, kan manden tro, at han kan trøste hende ved at tilbyde hende sex, men det kan mange nærmest brække sig over og vil måske meget hellere sove eller få en arm omkring sig, så de kan få lov til at græde,“ fortæller hun.

Man kan også forklare mere eller mindre lyst på grund af biologiske forskelle.

”Både mænd og kvinder kan have flere eller færre hormoner. For eksempel har kvinder, der har flere mandlige kønshormoner, oftere lyst til sex end andre kvinder,” forklarer hun.

Samlejet er forskelligt for de 2 køn

I modsætning til mange mænd skal kvinder ofte bruge lidt krudt på at få orgasme. De skal koncentrere sig på en anden måde end manden.

”Måske er det, fordi vi er opdraget og udstyret forskelligt. Han har haft ’den’ i hånden mange gange dagligt - lige siden han kunne gå. Det har kvinder ikke, så alene dét kan gøre, at der er en forskel. Mange kvinder beskriver også, at hvis de får orgasme, er det svært for dem at falde i søvn bagefter, mens manden falder snorkende sammen – og så skal hun ovenikøbet høre på hans snorken,“ siger Hanne Pedersen.

Dårlig stemning, hvis den ene afviser

I mange par kan der opstå dårlig stemning, når den ene part afviser den andens seksuelle tilnærmelser.

”Hvis man vender afvisningen indad og tager det som en personlig fornærmelse, kan stemningen blive superdårlig. Nogle ryger ligefrem ud i et skænderi: ’Hvorfor har du ikke lyst til mig?’ – og det besvares måske med: ’Åh, skal vi nu snakke om det igen’. Og sådan kan den køre i timevis,” fortæller Hanne Pedersen.

Og yderligere, så nogle par helt holder op med at have sex, eller der kan ske det, at den ene part – og det er typisk hende – går med på sex for husfredens skyld.

”I de situationer kan der opstå en ond spiral, hvor kvinden får mindre og mindre lyst, fordi hun føler, at hun ’prostituerer’ sig selv. Hun går ikke i seng med manden, fordi hun er liderlig. Hun gør det for at undgå ballade, og fordi hun ikke kan leve med tavsheden og den aggressive stemning,” fortæller Hanne Pedersen.

Sex er ikke en menneskeret

Nogle mennesker – især ældre mænd – tror, at sex er en menneskeret, og at et ægteskab giver dem fri adgang til sex resten af livet, siger sexologen.

”Sådan er det ikke. Sex er ikke en menneskeret – det er et livsvilkår. Man kan sammenligne det lidt med de kvinder, der efter en fødsel mangler forståelsen for deres babys behov og udviser omsorgssvigt. De kvinder tror, at hvis de ikke selv er sultne, er babyen heller ikke sulten. Det er helt parallelt. Begge kan slet ikke adskille, at der her er to forskellige mennesker med to forskellige behov,” siger hun.

Man skal ikke tage en afvisning som en personlig fornærmelse

Hvis man hviler i sig selv og ikke frygter, at han eller hun nok har en anden, skal man ikke tage en afvisning som en personlig fornærmelse.

”I et harmonisk forhold, med streg under harmonisk, kan man også overleve uden problemer, selv om man en gang imellem tænker: ’Okay, så lad os have lidt sex’. Det tager man ikke skade af, hvis man gør det i kærlighed og ikke i arrigskab. Men grundlæggende kræver et godt forhold, at man har den voksenhed, der gør, at man har forståelse for, at fordi man selv har lyst til chokoladeis, så har den anden ikke nødvendigvis den samme trang,” fortæller Hanne Pedersen.

Hun opfordrer til, at man i stedet udtrykker sine behov som en anerkendelse af den anden frem for at stille krav.

”Hvis man skal afvise sin partner på en ordentlig måde, kan man sige: ’Skat, jeg ville elske, hvis du lå og holdt om mig, men jeg er dødtræt. Jeg synes ikke, jeg kan give dig det, du har brug for lige nu,’ siger hun.

Læs mere om psykolog og sexolog Hanne Pedersen her: hannepedersen.dk

 

 

 

Se, hvad vi ellers skriver om: #sex, #parforhold og #sundhed