Se hvad Samvirkes redaktion bliver sure over
Tryk nu forneden!
En af Samvirkes grafikere bliver irriteret og lidt hverdagsvred, når folk trykker på midten af tandpastatuben. Men han beder ikke sin kæreste om at skubbe bagfra. Han starter bare forfra hver morgen med at skubbe tandpasta op i tuben. I hans barndomshjem havde de en klemme, der sad på tandpastaen og sørgede for, at tandpastaen ikke løb bagud. En anden journalist på redaktionen har været så irriteret over, at hans kæreste altid trykkede på midten af tuben, at han nu har taget konsekvensen, så de har hver deres tube tandpasta.
Få nu den bil inden for stregerne!
Samvirkes journalist får ikke sommerfugle, men hvepse i maven, når nogen fylder to parkeringspladser på p-pladsen. For noget tid siden fik han nok, så han kørte ind i en bås, hvor tredjedelen allerede var fyldt ud af en bil, der overtrådte hans parkeringsdogme. Så tæt på, at føreren af den anden bil nok blev nødt til at hoppe over gearstangen for at kunne komme ind på sit eget førersæde. Journalisten fandt senere ud af, hvem der ejer bilen, og må indrømme, at han blev en smule flov, hver gang han mødte vedkommende på gangen. Journalisten synes, man skal lave parkeringsbåse, der i stedet for vejmaling er tegnet op af store, spidse pigge, som flænser parkeringsbøllernes dæk og undervogn, hvis de kører ind med deres store, dyre benzinslugere og fylder to båse.
Gør det dog enkelt!
Hvorfor skal det være så svært at købe ting på nettet? Samvirkes journalist bliver hysterisk og rasende, når hun skal indtaste sit nem-ID to gange og sin adresse tre gange for at få lov at køre med bus og tog i hovedstadsområdet. Hun føler sig småt begavet og får lyst til at kaste med ting, når hun efter 20 minutter får besked fra computeren om, at alt er gennemført korrekt, men der er fejl. Derfor får hun ofte sin mand til at købe flyrejser, julegaver og bestille ting og sager på nettet.
Tøm hele opvaskemaskinen!
En halvtømt, ren opvaskemaskine og et bordfuld af beskidt service. Da billedet er taget på en arbejdsplads, er der mange syndere involveret, og måske skal Samvirkes journalist ikke blive vred over den person, der trods alt har tømt halvdelen af opvasken. Men det halvgjorte arbejde og generel uordentlighed gør ham lidt vred.







