Se 6 gode børneapps til rejsen
Dot Collector til de 1-2 årige
For et lille barn er det en sjov udfordring at flytte de farvestrålende bolde ned i et hul. Det styrker samtidig børnenes øje/hånd-koordination, finmotorik, fingerfærdighed, og så lærer de at lege på en tablet. Man kan selv bestemme hastigheden af boldene og dermed løbende tilpasse sværhedsgraden. Hent til iOS her
Og til Android her
Toca Train til de 2-3årige
Toca Boca er et fantastisk univers, som man på mange måder kan sammenligne med Lego. Når børn leger med Lego, har de det sjovt uden at opdage, at de samtidig lærer og udvikler sig. Det samme gælder for appen Toca Train, hvor barnet med fingeren styrer et tog, der starter, stopper, læsser og losser. Man får ikke en masse belønninger i form af truttelut og lignende, men barnet får ting til at ske, og alene det er sjovt for de mindste. Hent til iOS her Og til Android her
Super Penguins til de 3-4-årige
Hvis ferien skal byde på nye legemuligheder, er den gratis app Super Penguins måske en medrivende mulighed. Her spiller man ikke med fingrene, men vipper hele iPad’en, mens man forsøger at opsamle flest mulige fisk og virtuelle værdier, som kan bruges i spillet. Man skal dog være opmærksom på, at der er en reklamer på siden, og at man kan blive lokket til at købe ’ekstra liv’. Hent til iOS her Og til Android her
Subway Surfers til de 4-5-årige
Subway Surfers er et elementært og sjovt spil. Her løber barnet som en lille, sej gut rundt på et banelegeme og skal hele tiden tage sig i agt for de lokomotiver, der kommer farende. Nogle vil måske mene, at det ikke er superpædagogisk at lade børn lege med livet mellem forbipasserende tog, men sådan ser børnene ikke på det. De lærer hurtigt, at næste gang, de kommer til et bestemt sted, skal de for eksempel hurtigt hoppe til højre for at klare banen. Spillet lærer børnene at blive ved. Appen benytter sig af det, der i fagsprog kaldes ’nærmeste udviklingszone’ - det vil sige, at barnet bringes til næste trin frem imod målet, fordi det hele tiden oplever, at det er lige ved at lykkes. Hent til iOS her Og til Android her
Toca Robot Lab til de 5-6-årige
I Toca Robot Lab bygger børnene deres egen robot. Man begynder med benene, går videre med maven og hovedet og slutter med armene. På hvert trin bliver man præsenteret for 3 valgmuligheder, og når robotten er færdig, kan man teste den i Robot Lab og med fingeren bestemme, i hvilken retning den skal flyve for at klare en bane. Man bliver en lille ingeniør, for man kan hele tiden bygge sin robot om, så den for eksempel ikke hænger fat i en forhindring. Hent til iOS her Findes ikke til Android
Bugs and buttons til de 7-8-årige
I denne app går man tur i naturen og leger med sommerfugle, mariehøns, bier og andet kryb. Man kan gå på opdagelse, man kan redde nogen, man skal tælle og være både dygtig og omsorgsfuld. Spillet har et læringsmiljø, hvor man undervejs får opgaver, som skal løses, før man får lov til at komme videre til den næste bane. Spillet er passende svært med god og realistisk grafik. Hent til iOS her Og til Android her
Gode råd til rejsen
• Det er en god idé at montere en tablet-holder på bagsiden af forsædernes nakkestøtter; så sidder tablet’en godt og solidt fast, hvis I skulle komme ud for en pludselig opbremsning. • Køb et par hovedtelefoner til børnene, så de får ro i deres eget univers - og I får ro udenfor. • Husk at indstille de gratis spil, så der er blokeret for tilkøb af for eksempel guldmønter eller ekstra liv og baner. • Få flere ideer til gode børneapps på www.lege-apps.dk






