Sælger I stadig buræg?

Kvickly tog buræg ud af sortiment i 2013. Men kan det passe, at Coop stadig sælger buræg?
?

Jeg vil bare spørge, om man har fået ny politik angående buræg, da jeg både i radioen og i en avisartikel, havde fået den opfattelse, at Brugsen ikke forhandlede buræg. Jeg blev noget skuffet over at se, at I en af jeres tilbudsaviser har buræg på tilbud! Nu har jeg hyldet jer som en forretning, der tog dyrevelfærd alvorligt, men det var måske kun for reklamens skyld? 

Anne Christensen

Svar fra Ulla Riber

Kvickly har i sensommeren 2013 valgt at stoppe salget af æg fra burhøns, og i Irma har buræg været fjernet fra hylderne i mere end 20 år. I nogle af vores andre kæder kan man stadig købe buræg, og det skyldes to ting: Vi kan lige nu ikke finde nok andre æg, hvis vi helt skal stoppe salget af buræg i Coop. Der produceres ikke nok danske skrabeæg eller æg fra fritgående eller økologiske høns til at dække kundernes køb i Coops butikker. Samtidig forventer en del forbrugere stadig at kunne finde billige æg, så vi har stadig et tilbud til dem i nogle butikker. I Irma er der lige nu en proces i gang, som skal fjerne buræg fra alle varer, der er produceret med Irmas navn, og det vil også være et naturligt skridt at tage i Kvickly. Ønsker man at undgå buræg i forarbejdede produkter, kan man altid købe økologi – herunder vores eget mærke Änglamark, i økologiske produkter anvendes ikke buræg.

Ulla Riber er afdelingschef i Coops CSR-afdeling. Derudover fungerer Ulla som ansvarlighedschef for Kvickly-kæden

Se, hvad vi ellers skriver om: #indkøb, #coop, #æg og #supermarked