Sådan vælger du de bedste frugttræer

Du skal helst plante to pæretræer, men du kan godt nøjes med et enkelt kirsebærtræ. Få gode råd til den perfekte frugthave.

Vidste du, at stære ikke kan se gule kirsebær? Der er meget at lære for en nybegynder i haven, og du kan få gode tips til den optimale frugthave.

Det er ikke svært at dyrke frugttræer i haven. Æbler, pære, blommer og kirsebær skal bare plantes, og så giver de gavn. Det mener Erik Nielsen, indehaver af Erling Nielsens Frugtplantage og Planteskole ApS, som producerer og sælger frugttræer til danske havecentre og grossister.

Køb letdyrkelige træer

»Man skal have interessen for det, og så skal man ikke gøre det så kompliceret, at man mister interessen. Så start med at købe letdyrkelige planter, hvis du ikke er den øvede haveejer,« anbefaler Erik Nielsen.

Han råder til, at du spørger på planteskolen efter, hvad der er letdyrkelige frugttræer og buske, så ved de, hvad du skal købe.

Køb frugttræer på vildstammer

Villy Mougaard, gartner og daglig leder af Blomstergårdens Pomet ved Viborg, mener det er vigtigt at vælge frugttræer, der er produceret på vildstammer (frøstammer), dvs. en kraftig grundstamme. Det giver store sunde træer.

»Jeg anbefaler træer på vildstammer. Men det er meget få procent af de frugttræer, der bliver solgt i Danmark, som er på vildstammer. De er svære at få fat i på planteskolerne, og det skyldes, at efterspørgslen mangler,« fortæller Villy Mougaard, der i sit arbejde på pometet, dyrker frugttræer podet på vildstammer. Et pomet er en samling af nyere og gamle sorter frugttræer og -buske.

Erik Nielsen er ikke enig med Villy Mougaard:

»Det er kun i de tilfælde, at du bor på en lokalitet med ekstremt dårlig jordkvalitet, eller hvis du ønsker det "store" frugttræ, som du kender fra din barndoms bondegårdshaver, at du skal vælge en vildstamme som underlag.«

Frugttræer på vildstammer for store til moderne haver

- Desuden har moderne haver, som er på mellem 300 og 600 kvadratmeter, slet ikke plads til et frugttræ på vildstamme. Det kræver masser af plads for at få lov til at udfolde sig, siger Erik Nielsen.

Ifølge Villy Mougaard er det netop manglen på plads, der har fået mange til at efterspørge små frugttræer, som ikke fylder så meget i haven. Derfor har man produceret frugttræer, som er mindre end et almindeligt træ.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Store træer er sunde og kræver mindre pasning

Men der har været problemer med sygdomme i frugttræer produceret på dværgstammer og træer, der gik ud. Derfor er de mindste frugttræer - 70 procent af størrelsen på et almindeligt træ - blevet udfaset. Der findes stadig træer som er 40 og 50 procent af størrelsen. 40 procent-træerne bliver ofte brugt i frugtplantager. Men de har så svag en rod, at de kræver jævnligt vanding i tørre perioder og gødning. 50 procent-træerne bruges til espalier og kan ikke anbefales til fritstående træer, da roden er for lille.

»Frugttræer produceret på vildstammer er nummer-1-træer, som kan gro steder, hvor jorden er sandet og næringsfattig, som halvdelen af Danmark jo er. Jo kraftigere træ, jo sundere træ, og des mindre kræver træet daglig pasning og pleje,« siger Villy Mougaard.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Mindre træer giver tidligt frugt

Erik Nielsen har ikke samme opfattelse. Han fortæller, at de æbletræer, som du kan købe i danske havecentre og planteskoler, hovedsageligt er 2-års træer, lavet på den grundstamme, som hedder MM106, som giver et sundt og middelstort træ.

»Det er en universalgrundstamme, som klarer sig på de fleste lokaliteter og jordtyper her i Danmark. Den har et aggressivt rodnet, som forgrener sig villigt, og som i tørre somre selv kan finde vand. Den forankrer sig godt, det vil sige, at træet ikke behøver nogen opbinding. Den giver et sundt træ og et tidligt udbytte,« siger han.

Både Villy Mougaard og Erik Nielsen pointerer, at det er vigtigt at vande nyplantede frugttræer - især, hvis de er plantet om sommeren.

Køb 1-års-træer, så du kan forme og beskære dem selv

Villy Mougaard anbefaler, at du køber frugttræer, der er et år gamle, da de så ikke er blevet beskåret, når du får dem.

»De fleste planteskoler sælger kun 2-års-træer, og så har de på planteskolerne klippet toppen af de små træer for at få en krone på træet. Men de nye topskud er for svage til at bære frugt. Det er bedre at beholde topskud og de naturlige sidegrene. Træet skal have båret 20-25 kilo frugt, før det beskæres første gang. Først derefter kan træet formes,« siger Villy Mougaard.

1-års træer for den øvede haveejer

Erik Nielsen er uenig. Han anbefaler, at førstegangskøbere køber et 2-års træ i potte, da de er formet og klar til at plante.

»1-års træer og de muligheder, der ligger i dem, er for den øvede haveejer, som er kommet "forbi" de første træer, og som har høstet både frugt og erfaring,« mener Erik Nielsen.

Ifølge Villy Mougaard er 1-års-træer billigere end 2-års-træer, men der kan være problemer med at få fat i dem. Du kan sandsynligvis kun få 1-års-træer fra 1. november til 1. april, men det er også det optimale tidspunkt at plante frugttræer.

Pærer er ikke besværlige

Mange er bange for at plante pæretræer, fordi de mener, de er besværlige. Men det er de ikke, fortæller Villy Mougaard.

»Gør sidegrenene vandrette. Små skud på 10-15 cm kan gøres vandrette ved at sætte klemmer på stammen. Når grenene er blevet lidt større, kan du hænge små sten og potteskår i en snor på dem, så grenene bøjer ud i vandret. Det fremmer knopdannelsen på træet,« siger Villy Mougaard.

Plant to sorter

Det er desuden vigtigt at plante to forskellige pæretræer, f.eks. "Clara Frijs" og "Conference", da de kan bestøve hinanden, forklarer Erik Nielsen. Stort set alle frugttræer kræver fremmedbestøvning, dvs. at der skal være mindst to sorter for, at træet bestøves og giver frugt.

Æbletræet bestøves af naboens træ

Det andet træ behøver dog ikke nødvendigvis at stå i din egen have.

»Bor du i et villakvarter, hvor der er et andet æbletræ af en anden sort inden for 50-100 meter, skulle det være tilstrækkeligt. Eller har du kun plads til et æbletræ i haven, og der ingen er i nærheden, kan du sætte en gulvspand med en blomstrende gren fra et andet æbletræ, og så skulle det være nok til bestøvning,« fortæller Erik Nielsen.

Mange blomme- og kirsebærtræer er selvbestøvende

Flere blomme- og kirsebærtræer er selvbestøvende, og kræver derfor ikke to træer for bestøvning. Vælg blommesorterne "Victoria" og "Opal" og de røde kirsebærsorter "Lapins", "Stella" og "Sunburst", hvis du kun vil have et træ i haven.

Stære kan ikke se de gule kirsebær

Kirsebær findes i gule, rød/gule og røde. De mest populære kirsebær er de røde, men det er også dem, stærene bedst kan lide.

»Kirsebærtræer er lette at have med at gøre, og den største fjende er fuglene. Men så skal man bare vælge et gult kirsebær, f.eks. "Dönissens gule". Den er god, fordi stærene ikke kan få øje på de gule bær,« forklarer Erik Nielsen.

Læs mere om