Sådan lindrer man ubehag ved en hjernerystelse

Der kan være forskellige former for ubehag som træthed, hovedpine og hukommelsesbesvær efter en hjernerystelse. Her er en oversigt over, hvordan du bedst lindrer ubehaget efter en hjernerystelse.

De fleste oplever hovedpine efter en hjernerystelse. Den kan blive forværret af stress, træthed, fysisk anstrengelse og mange input fra for eksempel lyde eller lys.

Symptom: Hovedpine

De fleste oplever hovedpine efter en hjernerystelse. Den kan blive forværret af stress, træthed, fysisk anstrengelse og mange input fra for eksempel lyde eller lys.

Lindring: Ro, hvile og dæmpet belysning. Medicin hjælper sjældent.

Symptom: Træthed

Det kan føles, som om kroppens batteri hurtigere løber tør for strøm, og at man bruger mere energi end før på at lave helt almindelige ting.

Lindring: Kroppen og hjernen har sandsynligvis brug for mere søvn, og man kan føle sig træt, selv når man vågner om morgenen eller efter et hvil. Man skal respektere trætheden og hvile sig, men det er vigtigt at veksle mellem aktivitet og hvile, for kroppen har brug for bevægelse, og hjernen har brug for at blive stimuleret for at få det bedre.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Symptom: Hukommelsesbesvær 

Det er ikke usædvanligt, at ens hukommelse har taget skade af hjernerystelsen. Man skal ikke blive overrasket over, at man måske har glemt et telefonnummer, eller hvis man har rejst sig for at hente noget og på vejen glemmer, hvad det var, man skulle hente.

Lindring: Der er ingen grund til den store bekymring. Hukommelsen vender tilbage i takt med, at hjernen kommer sig. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Symptom: Følsomhed over for lyd 

Hjernen bruger en del energi på at dæmpe og ignorere lyde, der forstyrrer. Efter en hjernerystelse kan hjernen have mindre energi, og derfor kan lyde og støj ’gå lige ind’ og genere.

Lindring: Prøv at forklare situationen til familie og venner og bed dem om at være lidt mere stille. Det kan være svært for små børn at forstå. Her kan en løsning være ørepropper eller høretelefoner, der neutraliserer lyde. Det kan også være rart med en lydpause og ganske enkelt fortrække til et andet rum i en periode.

Symptom: Følsomhed over for lys 
 

Mange bliver følsomme over for sollys eller lys fra lamper.

Lindring: Dæmp lyset, træk gardiner for og prøv eventuelt at tage solbriller på. Det er dog vigtigt, at øjnene langsomt vænnes til at tolerere normalt lys, så hjernen ikke kun kan trives i halvmørke.

Symptom: Svimmelhed 

Det er almindeligt at være svimmel efter en hjernerystelse. Den kan optræde forbigående i forbindelse med træthed eller ved pludselig aktivitet, men den kan også  også optræde vilkårligt og uden varsel.

Lindring: Lav forsigtige og ingen pludselige bevægelser. Det kan være godt at vide, at svimmelheden forsvinder i takt med den generelle bedring. Hvis svimmelheden fortsætter over længere tid, bør man kontakte sin læge og få det undersøgt nærmere.

Symptom: Irritabilitet 

Mange oplever, at de bliver hurtigere irriterede over noget, der ikke tidligere ville genere dem – for eksempel, hvis man bliver drillet i al venskabelighed eller ikke forstået rigtigt. Det kan være belastende for alle parter.

Lindring: For nogle hjælper det at øve sig i at ’tælle til 10’ eller forlade situationen. For andre at få lidt luft eller gå en tur. Det kan også hjælpe at tage et hvil, for de fleste er mest irritable og ’kortluntede’, når de er trætte, og overskuddet er lavt.

Kilde: Hjernerystelsesforeningen, Center for Hjerneskade   

Læs mere om