Sådan laver du gratin af dine rester

Samvirkes madskribent Maria Meldgaard bruger rester af kogte grøntsager og skinke til en lækker og luftig gratin

Til 4 personer:

5 dl kogt blomkål

3 kogte kartofler

2 kogte gulerødder

200 g kogt skinke

Salt og peber

0,75 dl hvedemel

3 dl mælk

25 g smør

4 æg

3 spsk. rasp

Sæt ovnen på 200 grader. Fordel grøntsags-rester og kogte skinketern i fadet. Krydr med lidt salt og peber.

Pisk mel og mælk sammen i en gryde. Sæt blandingen på komfuret, og lad den koge op, imens du rører i mælkeblandingen.

Kom smørret i blandingen og lad det smelte, imens du rører. Lad saucen simre og rør stadig. Hæld saucen til afkøling i en skål.

Rør æggeblommer i saucen en ad gangen. Pisk æggehviderne stive med lidt salt og vend dem i saucen med en dejskraber.

Hæld saucen over fyldet, drys med rasp. Sæt fadet på en af de nederste riller. Bages i 40-50 min. Luk ikke ovnen op i utide.

Se, hvad vi ellers skriver om: #vejledning, #tv, #rester, #madspild og #opskrifter