Sådan fjerner du tusch- og blækpletter fra dit tøj

Huset har en skorsten, græsset er grønt, og der er æbler i træet. I vinduet vinker mor. Børn kan let blive revet med af deres fantasi, når de leger med tuscher og papir - ofte bliver de også så opslugt, at tuschen pludselig fortsætter op på bluseærmet eller ud på sofaen. Men fortvivl ej - Samvirke og Kuno Bonne fra Handyman.dk giver dig her tricket til at få tusch og kuglepen af tøjet.

Tusch (vandbaseret):

 

  • Fugt pletten, og gnid den med opvaskemiddel.
  • Lad trøjen hvile natten over i en lufttæt plastikpose.
  • Er pletten ikke væk - ifør dig gummihandkser, og bland 3 dl lunkent vand med en spsk salmiakspiritus.
  • Dyp pletten i salmiak-blandingen, indtil pletten er væk.
  • Er pletten på sofaen, så dup pletten med salmiakblandingen med en fnugfri bomuldsklud.
  • Skyl derefter blusen (eller dup sofaen) med koldt, rent vand.
  • Vask blusen som normalt.

 

Tusch (spritbaseret) og blæk:

 

  • Dup pletten (hvad enten den er på sofaen eller på et stykke tøj) med husholdningssprit.
  • Brug en fnugfri bomuldsklud.
  • Vask som normalt.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: #tøj, #opvaskemiddel, #pletfjerning og #tøjvask