Sådan får du flere erantis i haven

Erantis er skønne forårsbebudere, men har du ikke et stort gult tæppe som naboen, er her hjælp at hente.

Grav

Kender du en have med et stort blomstrende erantistæppe kan du roligt snuppe et par knolde. Det er bedst at grave knoldene op, når erantisserne blomstrer. Plant dem i din have med det samme.

Høst

Kender du ikke et sted, hvor du kan ”stjæle” erantisknolde, kan du alternativt tage frø af erantis. Du høster erantisfrø i maj, når blomsterne er visne, kan du se de små brunlige frøstandere fyldt med gule frø. Du samler frøene op og sår dem straks efter. Du skal bare strø dem ud på jorden, der hvor du gerne vil have erantis. Du kan rive jorden lidt før og efter, så den er løs, og så frøene kommer lidt ned i jorden og er beskyttet mod sultne fugle. Markér hvor du har sået erantis, så du ikke kommer til at fjerne dem igen, da de kan være svære at genkende uden deres gule blomster.

Forkæl

Hvis du allerede har lidt erantis, men gerne vil have dem til at brede sig, så forkæl dem med kompost og gerne visne blade. Og hjælp blomsterne med at sprede deres frø. Du kan slå til erantisserne i maj, når de står og stritter med deres frøstandere.

Bevar

Måske har du allerede mange flere erantis, end du ved. De små gule blomster lever nemlig livet farligt de første af sine leveår, hvor de ikke blomstrer. Så pas på, at du ikke fjerner erantis med skuffejernet en ivrig forårsdag.

Køb

Havecentret og supermarkeder sælger også til tider erantisknolde. Hvis knoldene er tørre, så kom dem i vand inden de kommer i jorden.

Erantis vokser bedst i halvskygge og gerne under træer. Men husk at væbne dig med tålmodighed. En erantis skal leve cirka 4 år før den blomstrer.

Se, hvad vi ellers skriver om: #natur, #have, #blomster og #forår