Sådan børnesikrer du dine vinduer

For forældre i etageejendomme er der næppe noget værre skrækscenarie, end at et barn falder ud af vinduet. Det sker hvert år for mellem 30 og 40 børn. Samvirke har spurgt seniorrådgiver i Falck, Flemming Ohm, hvordan man bedst sikrer sig mod ulykker.

Når dit barn fylder 4 år, vil den naturlige respekt for vinduer indfinde sig. Derefter er der ingen grund til særlige sikringer.

Indret dig uden risiko ved at placere møblerne langt fra vinduet

Allerede når dit barn er halvandet år gammel, vil de små opdagelsesrejser i hjemmet begynde. Så det er vigtigt at være opmærksom på indretningen tidligt.

”Hav ikke stole, kasser, sofaer eller andre møbler stående, så det er nemt at komme op til vinduet,” lyder det fra Flemming Ohm.

Så længe selve vejen op til vindueskarmen er langvarig og kompliceret, vil risikoen for ulykker automatisk være mindre.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Gør vinduet svært at åbne ved at vælge en kombinationsordning

Vinduerne skal dog naturligvis være lukkede, hvis barnet leger og kravler frit omkring. Og det skal være svært at åbne.

”Jo mere simpelt – jo mere farligt er vinduet,” siger Flemming Ohm og fortsætter:

”Anbring lukkemekanismer højt og vælg en løsning, der kræver 2 hænder og koordinationsevne at få op.”

Hvis vinduet er gammeldags med hasper både nede og oppe, er det vigtigt, at få lukket de øverste hasper.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Selv et lukket vindue er farligt, fordi det kan gå i stykker

Det er desværre ingen garanti mod ulykker, at vinduet ikke kan åbnes af de små nysgerrige barnefingre. For ofte sker ulykken, fordi ruden simpelthen går i stykker, selv om den blot udsættes for et meget lille pres.

”Der må ikke være revner, huller eller skader i glasset, og det er vigtigt, at listen er fastgjort og ikke mør,” lyder rådet fra Flemming Ohm.

Han anbefaler ruder med flere lag glas og stor styrke.

Opdrag dit barn til at holde afstand til vinduet

”Hvis du løfter barnet op i karmen, hver gang der skal vinkes farvel til mormor og morfar, vil vinduet automatisk vække trygge og positive associationer,” siger Flemming Ohm. Derfor råder han til, at børn ikke vænnes til at sidde i brede vindueskarme eller stå i vinduet.

På den måde kan man også lettere forhindre, at barnet lærer, hvordan man åbner vinduet.

Ulykken er altid en kombination af uheldige tilfældigheder

Der er 3 ting, der skal ske, før en faldulykke kan ske.

Forældrenes opmærksomhed skal være fjernet længe nok, barnet skal have mulighed for at komme i nærheden af vinduet, og så skal vinduet stå åbent, eller barnet skal vide, hvordan det åbnes.

Uopmærksomheden kommer man aldrig til livs, men der er ingen grund til at frygte, at en ulykke skal indtræffe.

”Det sker heldigvis meget sjældent, at der sker alvorlige faldulykker med børn,” siger Flemming Ohm.

Læs mere om