Realiserer du dig selv, eller er du sammen med din partner?
Der kan være flere grunde til, at vi over tid kan begynde at prioritere andre dele af vores liv højere og dermed glide mere og mere fra hinanden i forholdet, mener chefpsykolog hos Psykiatrifonden Michael Danielsen.
”Mange kommer desværre derud, hvor de oplever en konflikt imellem det at realisere sig selv, sine ønsker og drømme, og så samtidig finde tiden til at nære og pleje de vigtige relationer i ens forhold,” siger han.
Tag ikke hverdagen for givet
Ifølge Michael Danielsen er vores hjerner bygget sådan op, at vi hele tiden skanner efter de største udfordringer og de mest øjeblikkelige trusler, det er vigtigt at forholde sig til for at få det liv, man gerne vil have.
Ulempen kan være, at man kommer til at tage de ting i dagligdagen, som umiddelbart ikke virker konfliktfyldte eller svære, for givet, så man bevidst eller ubevidst kommer til at lægge al sin energi i og opmærksomhed på det, som virker mest udfordrende.
”For mange kan det betyde, at ens partner i perioder oplever, at man trækker sig fra privatlivet i hjemmet, fordi man kan begynde at betragte hjemmet som en ladestation, hvor man bare synker sammen og samler energi til igen at vende tilbage til arbejdslivet,” siger Michael Danielsen.
Prioriter lyst og samvær
I et forhold er det også vigtigt, at man er opmærksom på hinandens forskelle. Der er ofte en, som er praktisk anlagt, mens den anden er garant for følelserne, og det er vigtigt at have respekt for, hvordan forholdet er bygget op, og at kunne tale om forholdet, mener Michael Danielsen.
”Hvis en eller begge parter synes, at forholdet nu ikke længere er godt, sjovt eller givende, kan vejen tilbage være at skemalægge samværet og prioritere lysten til hinanden, og lysten og glæden ved forholdet opstår som regel, når vi har mulighed for rent faktisk at være sammen,” siger han.
Kom problemerne i forkøbet
Det er altså vigtigt, at man er til stede i sit liv, er opmærksom på, hvilke til- og fravalg man foretager, og hvad konsekvenserne er, så man i højere grad kan være på forkant med at afstemme forventningerne til hinanden i ægteskabet. Uanset om det er i forhold til en arbejdsopgave, et nyt job eller en uddannelse.
”På godt og ondt er vi i langt højere grad end tidligere blevet opmærksomme på, at vi gerne vil nogle ting i vores liv, og vi handler i højere grad på det, hvis ikke vi synes, at livet indeholder eller tilbyder det, vi har brug for” siger Michael Danielsen.
Beskyld ikke hinanden
Ifølge chefpsykologen skal man passe på ikke at falde i den klassiske fælde, hvor man beskylder hinanden, og den ene siger: ”Du er aldrig til stede, og når du endelig er, vil du ikke noget”, mens den anden part siger: ”Jeg går jo ud i verden og gør de her ting for vores begges skyld”.
”I det øjeblik man i højere grad oplever en stigende frustration over, at de ting, man var gode til som par og kunne være fælles om, altså grunden til at man fandt sympati for hinanden til at starte med, ikke længere er i fokus, bør man se hinanden i øjnene og spørge: Kunne det være, fordi vi lige har fået barn nummer fire, eller fordi der er kommet tvillinger? For så er der måske en meget god grund til, at vores fokus ligger et andet sted,” siger Michael Danielsen.
Søg hjælp tidligere
Han mener, at mange folk glemmer at tale om det, der egentlig var grobunden for, at forholdet til den anden har ændret sig, og at man skal være opmærksom på at finde tilbage til, genopfinde eller opfinde nye måder at have meningsfuldt samvær på.
”Mit indtryk er, at folk generelt søger hjælp for sent, men det betyder jo ikke, at man skal søge hjælp, hver gang der er kurrer på tråden, eller hvis forholdet i en periode ikke er supersjovt og præget af umiddelbar lyst til nærvær, intimitet og samvær. Find tilbage til det, man egentlig var gode til at gøre sammen, og det, man nyder at gøre sammen, hvad enten det er en tur i zoo, Lalandia eller hvad det nu kunne være,” siger Michael Danielsen.
Via Psykiatrifondens hjemmeside henviser Michael Danielsen til Det Mentale Motionscenter, en side med råd og øvelser til inspiration, hvis man synes, at hverdagen er blevet hård, hektisk eller uoverskuelig. Linket findes under artiklen.