Gem dine boner på telefonen
Et billede af din kvittering gælder også som dokumentation for dit køb. Væn dig til at tage billeder med din mobiltelefon, når du har købt noget, så du altid har dine kvitteringer ved hånden. Du kan eventuelt lave et album på telefonen, hvor du lægger alle dine kvitteringer, så de er nemme at finde.
Gem dine boner i en app
Der findes flere apps til smartphonen, hvor du kan gemme dine kvitteringer. Appen bruger dit kamera, og du kan tilføje navn på butikken, eller hvad du har købt, så du nemt kan finde rundt i dine kvitteringer. Søg på “kvittering” i din app-butik.
Gem dine boner i et ringbind
Ringbind er altid en god og effektiv måde at få styr på dine papirer. Det gælder også kvitteringer. Fyld et ringbind med plastiklommer og tøm pungen. Sæt kvitteringerne i plastiklommer.
Hvis du er den meget systematiske type, bruger du fotolommer og har et rum til hver måned i året, så er der ikke et øje tørt hos Logistikmesteren. Du kan også lave kategorier og sortere efter, hvad du har købt. En plastiklomme er til tøj, en til sko, en til hvidevarer og så videre.
Gem boner hurtigt i en kuvert eller i en æske
Er du ikke typen, der får fundet ringbindet frem og fundet den rigtige plastiklomme til kvitteringen, så brug i stedet for en æske til dine kvitteringer. Det bliver lidt mere rodet, og du skal nok bruge 5-10 minutter på at finde den rigtige kvittering, når noget er gået i stykker, og du skal kunne dokumentere dit køb. En kuvert af en vis størrelse kan også bruges til at opbevare kvitteringer.
Gem boner på computeren
På computeren har du også mulighed for at gemme dine kvitteringer. Du kan enten scanne dine kvitteringer eller affotografere dem og lægge dem i en mappe på computeren.