Løbeklub og idrætsforening
Vil du gerne kombinere træningen med socialt samvær med andre, der også skal i form, så er løbeklubben måske det rigtige for dig.
Over alt i Danmark er der løbeklubber eller idrætsforeninger, der tilbyder holdtræning. Ud over det sociale samvær, så kan løbeklubben også tilbyde sparring og gode råd til din træning fra trænere og de andre løbere. Du får råd om løbestil og om, hvordan du undgår skader.
Mange løbeklubber har hold for både begynder og rutinerede.
Få et overblik over klubber og foreninger her.
Løbecoach
Du kan hyre en personlig løbetræner til at løbe sammen med dig, men det kan være dyrt. Har du plads i budgettet, kan det dog være en god investering, fordi du løber sammen med vedkommende, der både motiverer og udfordrer dig undervejs. En personlig løbetræner lægger et program, der er skræddersyet til dig, og coachen søger for, at du ikke lægger for hårdt ud.
En billigere løsning er at få en online løbetræner, der guider dig og giver gode råd på nettet. Her får du også et skræddersyet program, og du har mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer til din træning undervejs.
Søg på nettet efter løbecoach eller personlig løbetræner.
På egen hånd
Vil du helst bare være dig selv og nyde roen og lyden af dit eget åndedræt, der bliver tungere og tungere efterhånden, som du får tilbagelagt meter i løbeskoene, så kan du løbe på egen hånd.
Du kan søge efter løbeprogrammer på nettet. Både for nybegyndere og for øvede. Der findes bøger, der giver gode råd og guider dig uden om de værste begynderfælder.
På nettet er der også mange løbeblogs, hvor du kan læse om og lade dig inspirere af andres oplevelser med løb, og der er fora, hvor du kan hente råd og vejledning og stille spørgsmål til dit løb.
Læg ikke for hårdt ud
Uanset hvilken metode du vælger, så mærk efter, hvordan du har det med løbet. Du må ikke lægge for hårdt ud.
Følger du et program i eksempelvis en bog eller henter et løbeprogram på nettet, så gå tilbage eller løb samme distance i længere tid, hvis programmet føles hårdt. Det er vigtigt ikke at gå for hurtigt frem, hvis du vil undgå skader.