Sådan kan du brevstemme til folkeafstemningen den 1. juni 2022

Brevstemmer er ikke kun for danskere bosat i udlandet og søens folk. Alle, der kan stemme til afstemningen om afskaffelse af forsvarsforbeholdet, har mulighed for at brevstemme på forhånd.

Stemmeboksen er åben fra onsdag 20. april til lørdag 28. maj 2022

Onsdag d. 1. juni skal danskerne stemme til folkeafstemningen om afskaffelse af EU-forsvarsforbeholdet. Normalt afgiver hovedparten af danskerne deres stemme på selve valgdagen, men valgloven giver mulighed for, at man kan afgive sin stemme som brevstemme op til 6 uger før folkeafstemningen bliver afholdt.

Brevstemmerne skal afgives senest tredjesidste hverdag inden valget - og her regnes lørdag med som en hverdag. Brevafstemningen skal derfor afsluttes senest lørdag d. 28. maj 2022.

Hvis du brevstemmer et andet sted i Danmark end på folkeregistre eller borgerservicecentre - fx på et sygehus, hvis du er indlagt eller hjemmefra, hvis du ikke kan komme til et valgsted - kan du ansøge om at få lov til at brevstemme fra 4. maj til og med 23. maj. Du skal søge din bopælskommune.

Hvem kan brevstemme?

Alle, der har ret til at stemme til et valg til Folketinget, kan også stemme til afstemningen om EU-forsvarsforbeholdet, og har derfor mulighed for at afgive deres brevstemme på forhånd. For at have valgret skal du på afstemningsdagen 1. juni:

  • have dansk indfødsret (statsborgerskab)
  • være fyldt 18 år
  • have fast bopæl i Danmark
  • ikke være umyndig

Man skal ikke have en særlig grund eller kunne dokumentere, at man ikke er hjemme på valgdagen.

Hvis du bor eller opholder dig i udlandet

Hvis du opholder dig i udlandet, kan du brevstemme på enhver dansk repræsentation, dvs. på den danske ambassade eller det danske konsulat i det land, hvor du opholder dig.

  • Hvis du brevstemmer i udlandet, skal du gøre det i så god tid, at brevstemmen kan nå hjem til din kommune, før valghandlingen går i gang på valgdagen onsdag den 1. juni 2022 kl. 8.00

Kilde: Indenrigsministeriet

Hvor kan man brevstemme?

Er man bosat i Danmark, kan man stemme på alle folkeregistre eller borgerservicecentre i hele landet. Altså: Bor du normalt i Hobro, kan du sagtens afgive din stemme til valget,  selvom du befinder dig i København. Din stemme bliver så sendt til din hjemkommune. 
 
Tjek i den kommune, du ønsker at afgive din stemme i, hvor og hvornår der er åbent på deres brevafstemningssteder. Det er ikke i alle kommuner, at det er muligt at brevstemme på alle nedenstående:

Følgende steder kan du (måske) brevstemme:

  • ved et hvilket som helst folkeregister/borgerservicecenter i landet
  • på sygehuse. Tjek kommunernes sider om brevafstemning for det præcise sted og tidspunkt
  • i pleje- og ældreboliger, kvindekrisecentre, og boformer for voksne anbragt i henhold til loven om social service og boliglovgivningen
  • kriminalforsorgens arresthuse og anstalter, hvis du er indsat
  • i dit eget hjem efter ansøgning, hvis du på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke kan møde frem på afstemningsstedet. 
  • på danske havanlæg på dansk område.  Altså på boreplatformene

Skal du stemme hjemme, skal du søge om at få lov senest 12 dage før valgets afholdelse. Falder fristen på en lørdag eller søndag, skubbes fristen for ansøgningen til næstkommende hverdag. 
 

Hvordan brevstemmer man? Du skal huske ID!

Når du skal brevstemme, behøver du ikke at vente på dit valgkort. Du kan møde op på et folkeregister, et borgerservicecenter eller et andet sted, hvor kommunen har åbnet for stemmeafgivning – og du skal medbringe dit sundhedskort, pas, kørekort eller anden billedlegitimation.

Hvis du har brevstemt, kan du ikke stemme på selve valgdagen. Men du kan godt brevstemme igen inden for fristen for brevstemmer, hvis du skifter mening. Det er altid den nyeste brevstemme, der tæller.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Sådan foregår en brevafstemning

Du skal udfylde/afkrydse stemmesedlen, uden at andre kan se, hvad du har stemt, og lægge den i den lille farvede konvolut. Herefter skal du udfylde følgebrevet og underskrive det, mens stemmemodtageren ser på. En stemmemodtager er i princippet den tilforordnede, når du stemmer - og er typisk ansat ved kommunen. 
 
Stemmemodtageren skal herefter attestere følgebrevet, hvorved stemmemodtageren skriver under på, at alt er gået rigtigt til.
 
Konvolutten samt følgebrev lægges i yderkuverten, der sendes til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor du er optaget på valglisten. På yderkuverten angives dit navn, fødselsdato og bopæl.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hvornår er sidste frist for at brevstemme?

Muligheden for at brevstemme lukker nogle dage før den officielle afstemningsdag. Ved valget til folkeafstemningen er sidste dag for brevstemmer 28. maj 2022. 
 
Denne artikel er opdateret med datoer og regler for stemmeafgivning til afstemning om afskaffelse af EU-forsvarsforbeholdet.

Læs mere om