Forventningsafstemning med dig selv og din partner
Der er mange forventninger til juleaften, og de fleste har en drøm om, hvordan den rigtige juleaften er.
»Hvis far og mor har forventningsafstemt inden juleaften og lavet en plan, de har involveret børnene i, er risikoen for skænderier meget mindre,« siger Katrine Fagerholt, der har arbejdet med kommunikation i parforhold i 7 år og har en baggrund i pædagogik og psykologi.
For konflikterne opstår ofte, når børn og teenagere (og også voksne) opdager, at de er blevet skuffede på deres forventninger, og julen ikke blev, som de havde drømt om.
Planen skal være specifik
Husk ikke kun at tale overordnet om jeres ønsker for en god juleaften, men kom med konkrete eksempler. Må børnene få en gave før maden? Må børnene se iPad, efter de har spist? Eller forventer I, at de sidder med ved bordet hele middagen? Hvornår skal I spise, så den lille på 2 år ikke falder i søvn, før julegaverne skal pakkes op?
Forventer I, at teenagerne ikke har deres mobiltelefon med til bords? Forventer I, at der kun skal pakkes en gave op ad gangen? Forventer I, at I skal sidde ved bordet flere timer og spise, før der skal danses, eller er det o.k. at spise på 20 minutter? Skal der være en stille stund i løbet af aftenen?
»Gem opdragelsen til en anden dag end juleaften, og skru lidt ned for kravene til børnene. Det vil jeg i hvert fald selv gøre,« siger Katrine Fagerholt.
Afstem jeres juledrømme med jeres gæster
Ofte er man flere familier sammen juleaften, og de andre gæster skal også med i ligningen.
»Fordi vi har forskellige regler og forventninger, kan de andres børn nemt opfattes som lidt irriterende, og derfor er det vigtigt at finde ud af, hvordan man skaber en god juleaften med børn fra forskellige familier og børn i forskellige aldre,« siger Katrine Fagerholt.
Hun anbefaler, at man forventningsafstemmer på tværs af familier og mødes inden jul og taler om, hvad der er vigtigt for os hver især. Er det værtsparrets juleregler, der gælder, eller skal vi lave nogle rammer sammen?