Reportage: Symaskinernes sidste stoppested ligger i Høje Taastrup

Ventelisten til symaskinedoktoren er lang

Brillerne har John Pallesen arvet fra sin bror. Foran venstre øje stritter et forstørrelsesglas, der minder om en mindre kikkert. Gennem glassene bliver symaskinernes små dele forstørret. Mange gange. For det er der brug for, når det lille stykke tråd, der forhindrer underspolen i at køre rundt, skal findes og fjernes. 

Der er god brug for brillerne. Bag John Pallesens skrivebord står en kæmpereol med en stribe symaskiner på. 14 styk er på vente­listen til et kyndigt fejlfinderblik og hænder, der kan trylle nyt liv i en død symaskine. 

John Pallesen har brugt frivillige kræfter på Reparationsværkstedet, som er en del af Miljø- og EnergiCentret i Høje-Taastrup, i snart 15 år. I begyndelsen reparerede han både husholdningsmaskiner og elektriske apparater som tv’er og radioer, men han har mest  været symaskinedoktor. Han bruger to eller tre timer om ugen på at fikse Singer, Husquarna og alle de andre symas­kiner. En lille seddel på hver af symaskinerne fortæller, hvor fejlsøgningen kan begynde. De grove opgaver med knækkede tandhjul og drilske svinghjul sender John videre til et autoriseret værksted. For det er ikke meningen, at Reparationsværkstedet skal konkurrere med professionelle værksteder. 

»Mit skrivebord er sidste stop før lossepladsen. Folk har opgivet at finde og reparere fejlen selv, og gør jeg ikke forsøget, er der ingen, der gør,« fortæller John Pallesen, der før pensionen arbejdede ved den statslige kontrol af måleinstrumenter og hele livet har interesseret sig for mekanik og elektronik. 

Symaskiner forstener uden olie 

De foretrukne værktøjer er en smørekande, en lille børste, en lup og en spids saks. Med de fire ting ved hånden kan John Pallesen fikse tre ud af fire af de symaskiner, der kommer forbi hans bord. Børsten og den lille saks kan løsne og fjerne tråde, der har sat sig fast. Mangel på olie kan få symaskinens mekaniske dele til at sætte sig fast. 

»Husker man ikke at smøre sin symaskine et par gange om året, forstener olien. Til sidst bliver symaskinen umulig at bruge,« formaner John Pallesen, mens han holder om smørekanden.

Kan symaskinen ikke laves, ender den som reservedele i skufferne

Fejlene kan af og til være svære eller umulige at rette. Så ender symaskinen tit livet som reservedele på Johns store reol. Reolen, der går fra gulv til loft i det lille aflukke, som udgør symas­kineværkstedet, bugner med reservedele fra forliste symaskiner. En lille skuffe er fyldt med trykfødder, og på hylderne ligger pedaler i alle afskygninger og dæksler, der kan passe næsten enhver ældre model, som kommer ind på værkstedet. For det er de ældre modeller, der er nemmest at reparere: 

»Overlockerne og de elektriske symas­kiner er meget mere komplicerede at reparere end de mekaniske. De nye mas­kiner er også tit nittet sammen, så de er svære at skille ad. De er næsten bygget, så de er umulige at reparere uden specialværktøj,« fortæller John Pallesen, der ved siden af symaskinerne også istandsætter olielamper, som Reparationsværkstedet kan sælge i sin genbrugsbutik.  

Ingen garanti for succes med reparationerne

En mere end 50 år gammel Philips-radio med skrueknapper og stationer som Luxemborg og Madrid på frontpladen troner øverst på reparationshylderne. For det er ikke kun symaskiner, de frivillige reparerer. Metalgitterhylderne er fyldt med husholdningsapparater, fladskærme og elektronisk udstyr som dvd-afspillere. Faktisk er værkstedet så stor en succes, at det udgør næsten halvdelen af Miljø- og EnergiCentrets areal. 

Peter Surhau er fra Korsør og i fleksjob på centret. I to måneder har han renset, skruet og fikset ting, som borgerne har indleveret. I dag står han bøjet over en dvd-maskine og studerer sedlen, som blev udfyldt, da maskinen blev indleveret. 

»Den vil ingenting. Den skriver bare Hallo.«

Sådan lyder fejlbeskrivelsen. Peter Surhau krænger bobleplasten af. Dvd-afspilleren har stået på hylden i mere end en måned. Og den kunne i princippet godt stå der længere. Her er ingen tids- eller reparationsgaranti. Når først en ting er indleveret til reparation, bliver der taget hånd om den, når der er tid. 

DVD-afspillere skal tit bare renses

»I sidste uge rensede jeg en anden dvd-afspiller. Så virkede den. En rensning er et godt udgangspunkt for at se, hvad der er i vejen,« forklarer Peter Surhau og bevæbner sig med en lille, blå plastflaske. 

I flasken er der isopropylalkohol til at rense laserhovedet, men alkoholen kan også gøre videomaskiner rene. Vand med sulfo blandet i en kop skal fjerne det sidste fedt. Fedt kommer  især, hvis folk ryger indenfor. 

Peter Surhau sætter afspilleren til stikkontakten, befrier fjernbetjeningen. Displayet lyser op med sit »Hallo«. Fire skruer fjernes, men opgaven er ikke nem. Selve drevet er pakket ind i en æske inde i maskinen. 

Ejner Stutemeyer, der er veteran blandt de frivillige, er dukket op på Reparationsværkstedet. 

»Den kan du ikke reparere. Jeg har set 4-5 stykker med samme problem. Bundkortet skal skiftes. Det er programmeringen, den er gal med. Og der findes ikke flere bundkort som reservedele,« forklarer Ejner Stutemeyer. 

Giver ikke op. Cappucinobrygggeren skal fikses!

De to mænd diskuterer. Måske er det et generelt problem for Samsung. Måske er der sparet for meget på nedkølingen, lyder det fra de to kendere. 

Dvd-afspilleren må opgives. Det samme må flere andre ting, som jævnligt bliver indleveret til reparationscentret. For eksempel kaffemaskiner og cappuccinomaskiner, der bruger kapsler til brygningen. De er svære at skille ad, og lykkes det, kan det være svært overhovedet at regne ud, hvad der er i vejen. 

Alligevel giver de frivillige ikke op. Meget af erfaringen med reparationer kommer ved at gennemskue, hvordan ting er sat sammen. I værkstedets køkken er en cappuccinobrygger sat til. Den kan ikke brygge noget. Det kommer den heller ikke til i dag. Men måske i morgen. Eller i næste uge.