Hvad er en hjerteløber?
Som hjerteløber siger du ja til at modtage en besked via en app på din telefon, hvis nogen får hjertestop i nærheden af, hvor du befinder dig. Det er alarmcentralen, der ud over at sende en ambulance kan vælge også at aktivere hjerteløberne i området. Hvis du accepterer anmodningen om hjælp på din mobil, vil du enten blive bedt om at:
- Løbe til adressen med formodet hjertestop og begynde hjertelungeredning
- Hente en hjertestarter (app’en fortæller dig, hvor den nærmeste er), bringe den til adressen og anvende den på personen, der har fået hjertestop.
Hvem kan blive hjerteløber?
Alle, der er fyldt 18 år, kan blive hjerteløbere. Ordningen, som er udviklet af TrygFonden, er lige nu kun udbredt i Region Hovedstaden, men til efteråret bliver den introduceret i Region Midtjylland. Du kan godt blive hjerteløber, selvom du ikke bor i en af de nævnte regioner, men vil kun få en anmodning om assistance, hvis du fysisk befinder dig i en region, hvor ordningen er rullet ud.