Proppet med sukker: 7 typer mad du bør være opmærksom på

Sukker findes "skjult" i alt fra fuldkornsbrød til surmælksprodukter. Umiddelbart lødige og ernæringsmæssigt gode madvarer kan indeholde store mængder sukker, hvis du ikke ser dig godt for. Samvirke har samlet en liste med 7 typer mad, du bør være ekstra opmærksom på, hvis du vil undgå for meget sukker.

Morgenmadsprodukter

Cornflakes, branflakes, havrefras er populære gæster på vores morgenbord. Sunde ser de ud i varianter med fuldkorn og flot indpakning, der ofte beretter om naturlige ingredienser og ingen kunstige tilsætningsstoffer. Til gengæld indeholder de tit store mængder sukker.

Sukkerindhold i cornflakes, branflakes og lignende svinger typisk mellem 8 og 15% med varianter som f.eks. frosties på helt op til 37% sukker.

Juice og smoothies

Juice og smoothies er nærmest bare flydende frugt, tænker du måske. Og jo, et glas juice tæller med i regnskabet, når du skal have dit daglige indtag af frugt og grønt. Men det tæller absolut også med i dit indtag af sukker, der i juice er cirka det samme som i sodavand.

Sukkerindholdet i juice og smoothies er som regel på 9-10%, med enkelte smoothie-varianter på 13-14% sukker.

Yoghurt

Vælg magre mejeriprodukter, hedder et af de officielle kostråd - og måske har du det i baghovedet, når du hiver en letmælksyoghurt på 1,5% ned fra køledisken. Hvad du måske ikke tænker over, er, at frugtyoghurt ofte indeholder mere sukker end cola.

Sukkerindholdet i yoghurt med frugt er typisk på 11-12%.

Ketchup

Ketchup kan få det meste til at glide ned. Det faktum kender de fleste børnefamilier, når junior skubber frikadellen rundt på tallerkenen og får lidt af tomatsaucen til at hjælpe til. Men sammen med frikadellen kommer der også en hel del sukker.

Typisk indhold af sukker i ketchup ligger på omkring 20, enkelte, ofte økologiske, varianter har op til 27%.

Rødkål

Syltet rødkål er en ægte dansk klassiker på middagsbordet, hvor den typisk er i selskab med et par frikadeller eller et par skiver flæskesteg. Rødkål er jo en grøntsag, så det må jo være sundt, men efter en syltetur i patentglasset indeholder kålen virkelig meget sukker.

Sukkerindhold i syltet rødkål ligger typisk på omkring 18-20%, med enkelte varianter på helt op til 35% sukker.

Boller

Færdigbagte boller fra brødafdelingen er nemme til madpakken og findes i et hav af varianter med fuldkorn, kerner og trendy ingredienser som f.eks. chiafrø, quinoa og spelt. Men ser du dig ikke godt for, kan de også indeholde en hel del sukker.

Sukkerindholdet i færdigbagte boller er ikke usædvanligt, hvis det ligger på 5%, med flere typer burgerboller og krydderboller på 8%.

Frugt

6 stykker frugt og grønt om dagen, anbefaler Fødevarestyrelsen. Men hvis du prøver at begrænse mængden af sukker, bør du overveje, hvilke typer frugt du spiser - der er nemlig stor forskel på sukkerindholdet.

Sukkerindholdet i frugt svinger lige fra ca. 4% i f.eks. hindbær helt op til 13% i bananer og 15% i vindruer.