Pernille Rosenkrantz-Theil: Pludselig er man 20 år ældre

Fluer er irriterende bæster

Fluen er en summende jæger, der drilagtigt krydser rundt i luften, vender 90 grader og sætter sig præcis på det sted, den lige er viftet væk fra.

For Pernille Rosenkrantz-Theil, socialdemokratisk politiker og socialpolitisk ordfører, er fluer som de uafsluttede tanker, en stresset dag kan efterlade. De er irriterende og insisterende, til de bliver lagt ned, så de ikke kan forstyrre mere.

Hun har lært at lande fluerne. Det sker hjemme ved havebordet, når dagen er omme. Selv i vinterkulden smider hun benene op, skænker kaffen, tænder cigaretten og sorterer dagens noter i sin iPad, hvor indtryk, indskydelser, kommentarer og standpunkter bliver sat i system og gemt. iPaden er det nærmeste, hun kommer på en dagbog. Den blev oprettet, da hun blev ramt af alvorlig stress i 2005.

Man går og tænker: Jeg skal huske det, den der sagde

»Det går så sindssygt hurtigt i det her arbejde, man kan nå mange skelsættende ting i løbet af en dag, en eller anden siger noget, og man tænker hov, det er da en ny position, og så drøner man videre til den næste. Har man ikke skrevet noget ned, bliver det til en dansende flue oppe i hovedet. Man går og tænker: Jeg skal huske det, den der sagde, eller den der sagde, og det skal jeg lige huske at tage stilling til,« fortæller hun fra en blå uldsofa, der har tjent et ukendt antal Christiansborgpolitikere, før den endte her på hendes nye kontor med ridebaneudsigten.  Paternosteren, den gamle Christiansborgelevator, befinder sig ikke langt væk og kan høres som en metallisk puls med sine dunk, dunk dunk.

Har været tudevorn, handlingslammet og haft en kort lunte 

Stress invaliderer. »Syg i hovedet« kalder Pernille Rosenkrantz-Theil tilstanden, fordi det er sådan, det er. Man får hukommelsestab, har kort lunte, er tudevorn, handlingslammet og kan få uger til at gå med at kigge ind i en væg. Hun gennemlevede hele registret i 2005, blev sygemeldt tre måneder, fik professionel hjælp, tog et undervisningsjob i politik på Krogerup Højskole ved Humlebæk i Nordsjælland og vendte tilbage til Christiansborg efter et år. 

»Lige pludselig er man 20 år ældre. Man får taget op til revision, hvad der er vigtigt i ens liv. At blive syg på den måde gjorde mig voksen meget hurtig, jeg mødte min egen dødelighed,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Er megabange for at dø

At indse sin dødelighed betyder ikke at slutte fred med døden. Pernille-Rosenkrantz-Theil er megabange for at dø, siger hun med et højt og kort grin og taler videre i sit vante, dybe toneleje.

»Jeg har det svært med, at der er sådan en ultimativ kendsgerning, også fordi for fa’en, når man laver politik, er man jo vant til, at man altid kan gøre noget ved tingene, men det der med døden er jo svært at lave om på, uanset hvor gode ideer jeg kan komme på. Bum, så støder man ind i en mur. Det har jeg det faktisk ualmindeligt dårligt med.«

»Jeg syntes, at stress var sgu lidt halvhysterisk«

Hverken dødelighed eller stress får hende til at lægge sit liv om. Hun har ikke sat tempoet ned og ikke begrænset sin arbejdsindsats. Politik er vigtigt for hende og det, hun gerne vil bruge meget af sit liv på. Men hun er bevidst om, at hun bevæger sig på en knivsæg, og hun er godt trænet i at mærke, hvor kanten er, for eksempel hvis hun får søvnproblemer eller har rejst sig fra sofaen og pludselig står i køkkenet for at hente noget, men hvad?

»De fleste kender det, man er fokuseret på et eller andet. Man har fluer oppe i hovedet, og hvis det sker 10 gange på en dag, tre måneder i træk, bevæger man sig nok for tæt på kanten. Tidligere vidste jeg ikke, at den kant var der, jeg syntes, at stress var sgu lidt halvhysterisk,« siger hun.

Pernille Rosenkrantz-Theil var konkurrencesvømmer som femårig

Der har altid været fuld fart på i Pernille Rosenkrantz-Theils liv. Hun blev konkurrencesvømmer som femårig. Primært rygsvømning.

»Når dagen var slut, var der ikke noget med at lægge sig hjemme på fifaen og hygge sig. Jeg dyrkede simpelthen så meget sport, jeg syntes jo, det var sjovt,« siger hun. Svømning blev senere skiftet ud med volleyball, og i gymnasiet kom politik til at fylde alle de timer, som sporten før havde fyldt.

Pernille Rosenkrantz-Theil var 17, da hun meldte sig ind i Enhedslisten, 18, da hun kom med i landsledelsen, og 22, da hun kom i Folketinget.

Miljøet i barndomsbyen var brutalt

»Ungdomsårene skabte en vrede over systemet og fortællingen om velfærd i det her lille eventyrland. Når jeg kiggede på virkeligheden uden for min egen dør, var det bare forkert. Skellet mellem dem, der flyttede til en anden by og fik ungdomsuddannelser, og dem, der ikke gjorde, var ekstremt nærværende,« siger hun.

Miljøet i barndomsbyen Korsør var brutalt med stoffer, ungdomsvold og opløste familier. Kontrasten var stor til hendes eget trygge hjem med kærlige forældre, der syntes, at en stor del af tilværelsen handlede om at snakke med deres unger.

»Man tænker: Hvorfor må jeg ikke være alene hjemme, når min veninde altid er det? Det begynder at gå op for en, at det ikke er, fordi hun gerne må være ­alene hjemme, det er, fordi ingen forældre tager stilling til, om hun må være alene, fordi de sidder på værtshuset. Når de så på en heldig dag er hjemme, bliver der ikke snakket, de kommer ikke ind på værelset og siger hej, der er kun ligegyldighed. Man registrerer, at noget er galt. Som femårig er det bare en følelse af, at her er ikke rart at være. Når man er 10, begynder man at kigge på, hvad der foregår. De der forældre opfører sig mærkeligt, og man bliver opmærksom på, at ølflaskerne er for mange.«

Hjemme blev der diskuteret over middagsbordet

Hjemme blev der diskuteret over middagsbordet. Forældrene, der begge var lærere, mødte mange børn, der havde det svært, og de talte om, hvordan de kunne samle de børn og unge op.

»De gav mig en fornemmelse af, at man faktisk kan gøre noget, vi diskuterede meget, hvad der former folks tilværelse, og som barn har jeg jo siddet og suget til mig og dannet mit verdensbillede,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil, der flyttede fra Korsør til København i 2. g, nu som hardcore marxist og med piercinger og den rå læderjakke, som var dresscode på Nørrebro, hvor hun boede. 

»Jeg har haft en meget høj grad af firkantethed«

»Jeg har haft en meget høj grad af firkantethed, som er pillet af mig, efterhånden som jeg har fået respekt for nogle af de mennesker på Christiansborg, der ser anderledes på tilværelsen end jeg selv. Dengang mente jeg, at de, der forsvarede systemet, var onde og ikke ville se kendsgerningerne. Men borgerlige er også blevet politikere, fordi de gerne vil skabe en bedre tilværelse for folk. Vi har bare meget forskellige opfattelser af, hvordan man skaber den gode tilværelse. Den vrede mod systemet, jeg engang bar med mig herind på Christiansborg, og stadig har, er farvet af en højere grad af nysgerrighed på, om der er noget, vi kan mødes om for at gøre tilværelsen bedre.«

»Jeg er ikke til kirkebryllypper«

Når Pernille Rosenkrantz-Theil bladrer på iPaden efter tanker, der skal huskes, støder hun også på notater af privat karakter, forældresamtaler fra børnehaven og hændelser hjemme fra matriklen, og de kan være sjovere at genlæse end de rent faglige notater. Børnene Vito og Vigga på seks og fem år har hun med manden Mikkel Jes Hansen.

Pernille Rosenkrantz-Theil mødte sin mand, mens hun var syg af stress. Han er fra Korsør ligesom hun, og hun har kendt ham, siden hun var 12. De blev gift øverst i tårnet på Københavns Rådhus og festede bagefter på Krogerup Højskole sammen med 120 bryllupsgæster.

»Jeg er ikke til kirkebryllupper, heller ikke stor hvid kjole og slet ikke sådan noget marengs, men jeg er megaromantisk, og jeg var møghamrende pløkforelsket, derfor giftede jeg mig, og det var det største øjeblik i mit liv. Jeg er ikke en, der gifter mig, fordi det er praktisk. Jeg vil gerne bruge resten af mit liv sammen med min mand. Skilsmisse hører slet ikke med i min forestilling om, hvad mit liv skal indeholde. For mig er det en værdi i sig selv at dele tilværelsens foranderligheder over lang tid og følges ad, hvor man kan afkode hinanden, og hvor det bliver nødvendigt at kunne tilgive, for ellers kan det jo slet ikke lade sig gøre at være sammen i lang tid.«

»Jeg kommer fra et hjem, hvor man har følt sig som verdens navle«

Pernille Rosenkrantz-Theil traf på et tidspunkt i sit liv en beslutning om ikke at få børn. Hun var bange for, at hun ikke kunne få det til at hænge sammen, selvom hun altid har vidst, at hun ville elske at få børn, og endte med at stifte familie alligevel.

»Jeg kommer trods alt fra et hjem, hvor man har følt sig som verdens navle, når man var barn, og det forstår jeg godt værdien af. Jeg tror ikke, man kan være lærerbarn uden at synes, at det at få børn er noget af det største i tilværelsen,« siger hun.

Pernille Rosenkrantz-Theil kalder sig røvgammeldags i sin tro på ro og stabilitet. Man skal ikke introducere 28 ideer om ugen for sine børn, om hvad de nu skal bruge deres tid til, og begrebet kvalitetstid er bare en dårlig undskyldning for ikke at være sammen med sine børn. Man skal være der. Hun husker lange gåture om eftermiddagen med sin far, mens de luftede hund, som noget af det bedste, hun vidste, selvom hun dengang påstod, at hun hadede at gå tur med hunden. De snakkede begge som vandfald, og gåturen gav dem tiden til det.

Børn elsker dage, hvor nattøjet aldrig kommer af

»Man kan jo ikke sige til et barn, nu må du rigtig gerne tage dine første skridt, fordi mor tilfældigvis er hjemme fra arbejde, eller det er nu, du skal sætte dig ned og være ked af, at din veninde er flyttet, så vi kan få den der samtale. Samtalen kommer, når man har spillet 10 spil klodsmajor, og ens unge pludselig siger: »Jeg savner Alma«. Jeg skal ikke være hellig, jeg har jo også selv stået i den der 500 meter lange kø til Experimentariet i efterårsferien. Mange gange tror jeg bare, at ungerne synes, at de fedeste dage er dem, hvor man bare er der, og hvor nattøjet aldrig kommer af.« 

Pernille Rosenkrantz-Theil lod både jul og fødselsdage passere med højst et løftet øjenbryn, før hun fik børn, men det har ændret sig. Hele december er der nu gaver i en julesok og små bare fødder på trapperne klokken seks om morgenen.

»Så hører man de der hyl, når gaverne pakkes op. Det er de bedste morgener, man har lyst til at trække i langdrag, fordi der er fuldstændig medrivende barnlig glæde i det der lillebitte ritual. Min egen fødselsdag har også fået en helt anden karakter, efter at der er kommet børn. Så bliver man vækket med flag og morgensang og sidder og hygger ved morgenbordet. Nej, det er svært ikke at holde af.« 

»Vi har meget brug for dem, som har passeret 60« 

Pernille Rosenkrantz-Theil er fyldt 37, nærmer sig dermed 40, og det er godt, siger hun. Jo mere livserfaring man får, jo mere kan man give til sit arbejde. 

»Patina i politik øger troværdigheden, siger jeg lidt i sjov, men jeg mener det faktisk. Alle skal ikke være gamle, der er brug for ungt blod til at ruske op i det hele, men de fleste skal have noget hår på brystet, og jeg er meget ked af den her tendens med, at folk, der passerer 60, synes, at nu skal der sørme nogle unge til. Jeg synes, vi har meget brug for dem, som har passeret 60, fordi de har så ufatteligt meget at give af, og så ville de jo på mange måder være bedre til at lede vores land end alle mulige årsunger som mig selv.« 

Sagt om Pernille Rosenkrantz-Theil

Per Larsen, formand for Børnerådet, tidligere chefpolitiinspektør, som har holdt en række foredrag om ungdomskriminalitet sammen med Pernille: 

»Det er en stor fornøjelse at debattere med hende. Hun er ekstremt velforberedt, er utrolig god til at argumentere og kan give sine ord vægt, som det er typisk, når man er godt inde i stoffet. Hun evner at få folk til at lytte. Hun har et stærkt socialt gen og vil få det bedste ud af situationen, uanset hvilket afsæt den anden kommer med, og så er hun munter og dejlig at være sammen med, men man skal stå tidligt op, for hun er lynhurtig i replikken.« 

Jens Rohde, medlem af EU-parlamentet for Venstre: 

»Vi har grinet meget sammen og røget cigaretter, når debatterne i Folketinget blev for kedelige, og vi har en god kemi. Jeg respekterer hendes talent for at kalde en spade for en spade.  Som politiker går hun benhårdt til værks, det har jeg selv mærket, mens jeg var i Folketinget, og hun havde flere ordførerskaber for Enhedslisten. Hun forstår at stille et spørgsmål, så man går lige i fælden. Men Pernille er ikke bare kontant, hun er også mild, beleven, begavet og kan få én til at grine. Den slags mennesker er der ikke mange af, så dem har jeg altid søgt at samle på.«