Vær især på vagt i sommermånederne, der er højsæson for flåterne
Skovflåtens udvikling går gennem 3 stadier: larve, nymfe og voksen. Hvert stadie kræver et måltid blod. Flåtens samlede livscyklus med blodmåltider, vokseperioder og hudskifte varer 2 til 5 år.
Mennesker bliver næsten helt overvejende bidt af nymfer, mens for eksempel hunde overvejende bliver bidt af voksne flåter. Og fordi vi bliver bidt af flåter på forskellige udviklingstrin, bliver vi typisk heller ikke bidt på samme tid af året.
Så når der er mange flåter på hunden, er der ikke nødvendigvis større risiko for flåtbid for mennesker.
Vær på vagt i skyggen snarere end i solen
Og som hovedregel i områder med højt græs snarere end på tætklippede områder. Tilsvarende under træerne i skoven snarere end på stierne.
Vær opmærksom i områder, hvor der lever store pattedyr, som vejer mere end et kilo
I Danmark betyder det som regel områder med rådyr eller krondyr, fordi de ikke på samme måde som for eksempel ræve er i stand til at pleje deres egen pels, hvor de samtidig fjerner en del flåter.
Pattedyrets størrelse har betydning, fordi flåter udelukkende lever af blod, og den voksne flåt-hun skal suge cirka fem milliliter blod for at få dækket sit behov. Normalt består 10 pct. af et pattedyrs kropsvægt af blod. Det vil sige, at en mus på 30 gram ikke indeholder særligt meget blod. Meget tyder på, at de voksne flåter er klar over dette, for man ser kun sjældent, at flåter bider små pattedyr.
Vær på vagt i Øst- og Nordjylland, på Fyn, Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm mere end i end Vest og Sønderjylland
Eller med andre ord pas på i områder med morænejord og en naturlig vegetation, der tiltrækker vildt. I det sandede Vestjylland er jordbunden så dårlig, at der ikke er basis for ret store bestande. Flåter er heller ikke begejstrede for tørre områder, som for eksempel visse steder i Nordjylland, hvor kalken ligger så højt, at jordbunden ovenpå tørrer ud.
De store byer går sædvanligvis også fri. Så længe der er asfalt under fødderne og dermed ingen store dyr, er risikoen minimal. Men der findes flåter for eksempel i Botanisk Have og i Søndermarken, selv om det er i meget beskedne mængder.
Fra Island i vest over Rusland til Filippinerne i øst, og fra Norge i nord til Nordspanien i syd
I hele det tempererede bælte finder man enten skovflåter eller artsfæller, der ligner dem til forveksling. Kun eksperter kan kende forskel. Alle arter kan være bærere af de samme bakterier eller vira.
Pas på Bornholm og i området omkring Tokkekøb I Nordsjælland, hvor nogle flåter kan være bærere af den mere farlige TBE-virus
Den kan i modsætning til de bakteriesygdomme, som skovflåter i det øvrige Danmark kan være bærere af, ikke kan behandles med antibiotika. Dødeligheden for TBE-virus er en til to procent for den europæiske variant af sygdommen - i Rusland er den højere.
Der bliver registreret ca. tre tilfælde af TBE-virus om året på Bornholm. I 2009 og i 2011 er der blevet registreret et par tilfælde af sygdommen i Tokkekøb Hegn i Nordsjælland, hvor virusset i følge en ny undersøgelse fra Statens Serum Institut nu ser ud til også at have etableret sig.
TBE virus findes også i det øvrige Skandinavien, Baltikum, Rusland og Sibirien, på Balkan, i visse dele af Tyskland, Østrig, Sverige. Hvis man rejser til områder med TBE-virus, hvor man skal ud i naturen, bør man overveje at lade sig vaccinere mod sygdommen.
Kilde: Per Moestrup Jensen