Pas på tandremmen ved brugte biler

Kun et trænet øje kan se, om tandremmen i en brugt bil er mørnet og bør skiftes. Springer tandremmen, kan det blive en bekostelig affære.

Hvor morsomt er det egentlig at købe en flot, brugt bil, hvis motoren kort efter bliver smadret, fordi tandremmen springer. Og netop problemer med tandremmen optræder i mange sager om brugte biler, viser en opgørelse fra Forbrugerklagenævnet.

»Som forbruger kan du spare dig selv for bøvlet med at køre en klagesag, hvis du undersøger, hvornår tandremmen bør skiftes, inden du køber bilen – og får den skiftet, hvis det er tid,« siger Mikkel Kay Petersen, jurist i Forbrugerklagenævnet.

At få skiftet en tandrem er en relativt lille sag, der højst beløber sig til et par tusinde kroner for en almindelig familiebil.

»Men hvis skaden sker, risikerer man at skulle skifte hele motoren,« tilføjer han.

En defekt tandrem er ikke sådan at spotte.

»Det kræver et meget trænet øjet, så det bedste, man kan gøre, er at tjekke servicebogen for at se, om det er tid til et skift. De enkelte biler har nu meget forskellige intervaller – lige fra 40.000 til over 100.000 kilometer, så man kan ikke angive en fælles tommelfingerregel,« siger faglærer Hans Thomsen fra mekanikeruddannelsen på Auto College i Aalborg.

Hvis man vil være på den helt sikre side, er hans bedste råd af mere kontant karakter.

»Når det handler om brugte biler, anbefaler jeg næsten altid køberen, at man som det første skifter tandremmen. Det er en udgift, som man lige så godt kan lægge til prisen, for der er alt for stor risiko for, at tandremmen skaber ravage, hvis den springer,« siger han.

Slip for problemer med tandremmen, når du køber brugt bil

Få styr på, hvornår tandremmen skal skiftes.

Tjek, om servicebogen er ajourført – ellers kan du ikke stole på den.

Tjek, at slutsedlen stemmer overens med det, sælger har sagt.

Lyt til sælgeren, hvis han anbefaler at få tandremmen skiftet.

Hvis tandremmes skal skiftes, så få sælger til det, inden du kører af sted med bilen.

Gode råd til køb af brugte biler:

Forbrugerstyrelsens guide »Ren besked om køb af brugte biler«. Find den på www.forbrug.dk - søg på »Brugte biler«

www.fdm.dk - søg på »Tjeklisten ved køb af brugt bil«

Se, hvad vi ellers skriver om: #forbrug, #transport og #biler