På mørkerestaurant: Kniv og gaffel fægter i blinde

I mørkerestaurant må selv mobiltelefonen være slukket

»Her. Jeg fandt smørret.«
Gardinerne er trukket for, mørket er massivt. Selv mobiltelefonerne er slukket. De må ikke slippe det mindste lillebitte lys ud. Vi er på mørkerestaurant i Sorø en vinteraften i februar. 
Vores hænder klapper sig frem på dugen, famler lidt, får fat i en peberkværn, en vandkande, bordets kant og prøver at huske. 

Ord hopper rundt i mørket som spøgelser 

Stemmer springer ud af ingenting. Ordene hopper rundt i mørket som spøgelser. Hvor stort er lokalet mon? Hvor mange er vi? Min sidemand hvisker efter vandkanden. Hænderne må igen på detektivarbejde ind på bordet og om bag tallerkenen. Ha. Fundet!
Dark Waiters er en mørkerestaurant, der er draget på danmarksturné. Anledningen er Dansk Blindesamfunds 100-års jubilæum. Alle tjenerne er enten blinde eller har stærke synshandicap. I aften serverer de i restauranten Støvlet Katrines Hus i Sorø.

Vi leger blindebuk med kniv og gaffel

Vi, der normalt kan se, skal prøve at lege blindebuk med kniv og gaffel. Hvordan er det at spise, når man ikke kan få øje på sin tallerken? Vil oplevelsen af mad være hverken fugl eller fisk? Eller går det modsat? Vil lugt og smag skærpes, og vil smagsløgene finde skjulte ressourcer? Og vil vi i løbet af aftenen få bare en flig af fornemmelse for, hvordan det er at være blind?

En usynlig hånd skænker hvidvin

En tjener har ledt os frem til vores plads. Stolen og bordkanten foran er det faste holdepunkt i mørkehavet. Man forlader ikke sin plads uden tjenerhjælp. Tjeneren præsenterer sig som Jannie. Stemmen kommer fra et ubestemmeligt punkt over bordhøjde, mens en usynlig hånd skænker hvidvin. Vi famler os frem til det kølige blandt glassene på høje stilke.

Den blinde tjener må træne længe for at lære lokalet at kende

Mirakuløst, at hun kan finde os og endda ramme vores vinglas med flasken. Hvordan i alverden gør du? Hun bliver spurgt næsten hver gang, hun kommer hen til vores bord med vandkander, vin og nye retter og fjerner sig igen med stabler af brugte tallerkener.
Træning, forklarer Jannie, der hedder Hammershøi til efternavn. Modsat os andre er hun jo blind hver dag og ikke bare i aften.

Tjeneren tæller til fire mens hun skænker

Tjenerne har lært lokalets indretning udenad. De har aftalt ruterne fra køkkenet frem til bordene, de mærker på føddernes underlag, hvor de er i lokalet, og hører på lydene, hvor langt væggene er væk. Når Jannie hælder op i hvidvinsglasset, står hun samtidig og tæller til fire, før hun stopper.

Måske har vi set hinanden før, det er ikke til at vide

Skål – ja skål! Lyden stiger af mørket som et brøl fra en drage. Vi er to journalister, der prøver at notere på vores blok. Det er sikkert ikke umagen værd. Krusedullerne vil ende oven i hinanden. Vi finder ud af, at vi bor få meter fra hinanden, måske kender vi hinandens udseende fra stationen og slås dagligt om de samme siddepladser i pendlertoget? Mimik, smil og nik prøver vi at omplante til ord og stemme, samtalens indhold er enkelt og entydigt. Ironi og underspil er svært at kommunikere uden gestik og synligt udtryk. Holder vi mon interessen hos hinanden fanget? Hvor mange er vi egentlig her ved vores bord, der tager del og lytter til hinanden? Det er ikke til at se, og det føles usikkert.

Vi gætter på fisk

Fisk, gætter de fleste, da tjeneren har sat en forret foran hver af de syv ved vores bord. Måske sild eller laks og mayonnaise og dild, foreslår vi med stemmer, der tvivler. Der følger trøfler med. Det er så godt som sikkert. Ingen anden duft rammer så massivt og direkte ned i struben. Vi finder ud af at gøre vores kniv til en væg, som gaflen kan stable maden opad. Sanserne finder vej ned i hænderne og ud i ørerne og mobiliserer alt, hvad de kan. Efter forretten er man allerede udmattet, som en hundehvalp, hvis snude har været på overarbejde. Bagefter viser det sig, at fisken er pighvar, og dyppelsen er blomkålsskum.

Øjnene begynder at protestere mod at være overflødige

Hovedretten kommer med kød, der må være en bøf, når man dømmer efter trykket mod kniv og gaffel. Aftenens største udfordring bliver at skære i kødklumpen. En skæv vinkel på kniven vil få kødstykker og sovs til at fare væk fra tallerkenen som projektiler og måske vælte et glas eller ramme en skjorte. Fingrene mærker efter, om knivbladet peger lodret ned i bøffen. Det lykkes at save bøffen hele vejen igennem. Dybt suk og tak til mere rødvin fra Jannies hånd. Øjnene er begyndt at protestere mod overflødiggørelsen. De savner et punkt at hvile på. Det føles godt at lukke dem og fatte med begge hænder om det rundt hvælvede rødvinsglas.

Maven savner øjnenes mæthed

Er maven mæt? Det er svært at bedømme mængden af mørklagt mad. Maven sulter ikke, men man mærker, at maven savner øjnenes mæthed.
Nu kommer kaffen og gør næsen glad. Hænderne tager taknemligt om koppen og luner sig om den som et fast og varmt håndtryk.
Vil restauranten nu tænde lyset, så vi ser, hvor vi er? Nej. Mystikken bliver ikke brudt, før vi har forladt borde og stole.

Næsen er sværere at narre end munden

Vi bliver ført ud igen i rækker, hvor vi holder fast i den, der går foran. Udenfor præsenterer vi os for hinanden for anden gang, nu med ansigter og krop på stemmerne. Kollegaen fra stationen er let at kende på stemmen, men er ny og ukendt for øjet. 
Vi får menuen med hjem, så vi kan læse, hvad vi har spist. Det viser sig, at munden har været lettere at narre end næsen. Noget er blødt, noget er sprødt, men de fleste nuancer imellem går tabt. Sovs eller skum? Sild eller laks? Bøf eller vildt? Det kan være ét fedt, afslører aftenens spisekort.
Men trøflerne og kaffen – de dufte har  min næse ramt præcist.

Mørkerestaurant på turné 2011

• København: Restaurant Hansens køkken, 28. og 29. april
• Viborg: Restaurant Arthur, 27. maj
• Esbjerg: Restaurant Dronning Louise, 17. juni
• Roskilde: Restaurant Store Børs, 23. september
• Hårby/Assens: Restaurant Gl. Brydegaard, 21. oktober
• Helsingør: Restaurant Madam Spunck, 18. november