Ole Henriksen: Der sker noget magisk, når jeg smiler

Oh my god, jeg har fået havregrød

Ole Henriksen er et euforiserende stof. Man bliver høj i hans selskab, føler sig udvalgt, særlig og kompetent. Man er som et genfundet familiemedlem fra udsendelser som Sporløs eller Her er dit liv. Vi har så meget tilfælles, hævder han, da vi har talt lidt, og det kan kun føles rigtigt.

Han har inviteret på morgenmad på Hotel Sankt Petri, hvor han overnatter, mens han er i København.

»Du ser frisk ud her til morgen,« siger han med sit smil, der blotter hele det skinnende, hvide tandsæt. Han vil vide, hvor jeg bor, om jeg har børn og hvor mange, og kvitterer med et tredobbelt tillykke. 

På fire dage har han været det danske medielandskab rundt med sin uindpakkede glæde, som alle så gerne vil have en luns af. Om et par timer vil han være på vej hjem til Los Angeles. Han har pakket sin lille rullekuffert, og han har spist havregrød med blåbær. 

»Oh my God,« siger han og priser stedets kok, der gerne giver Ole Henriksen særbehandling og koger havregrød.

Ønsk dig selv tillykke med endnu en dag

På morgen-tv dagen i forvejen møder jeg ham for første gang, mens han er i gang med at kramme sig vej igennem det smalle og tætbefolkede tv-studie. Lydfolk, teknikere og journalister flokkes omkring ham og står som tændte lamper, mens de bliver vasket i ros. Den lille vævre Ole Henriksen i blåmønstret skjorte og cowboybukser må også lige løfte op i fødderne for at fremvise sine nye sømbeslåede støvler, men får pludselig travlt med at ringe til sin mor i Nibe, så hun kan nå at tænde tv’et inden klokken syv. 

»Mor, det er Ole. Undskyld hvis jeg vækker dig.«

Når man er Ole Henriksen, klarer man selv tv-sminken med sin medbragte pudderkvast og fem hastige dup i ansigtet, inden man går hen foran det rullende tv-kamera med en naturlighed, som var det et banalt ærinde i køkkenet.

»Stå op, stil dig foran badeværelsesspejlet og ønsk dig selv tillykke med endnu en dag i dette fantastiske liv,« siger han ud til seerne og lader de blå øjne lyse. 

Er Johanne Schmidt-Nielsen en skuespiller?

Smilet forlader ham ikke, da han er tilbage på en stol ved studiets kaffemaskine og støder på tre toppolitikere, der skal interviewes om et netop indgået forlig. En af dem, Johanne Schmidt-Nielsen, siger »hej« og gengælder Ole Henriksens smil. »Hvor er du smuk,« udbryder han og når lige at kramme hende, inden hun er videre. »Hvem var hun?« spørger han omkring sig. »En skuespiller?« Han griner ad sin egen uvidenhed, da han hører svaret. »Folketingspolitiker?« »Enhedslisten?« Det parti har han godt nok aldrig hørt om, men nu må han videre til dagens besøg på aviser, radiostationer, forlag og efter en pause også aften-tv.

Ikke alle elsker hans smil

Ole Henriksen har hørt, at nogle finder hans smil og hans glæde anstrengende. 

»Når jeg smiler, er det, fordi det føles godt og naturligt, og der sker noget magisk ved det. Jeg er blevet beskyldt for at tage stofffer. Jeg har aldrig rørt stoffer, men når man føler sig glad indeni og dyrker glæden, får man en endorfinagtig fornemmelse, så man ikke kan lade være. Man åbner sig lettere og er til stede med det samme. Man skal ikke først bankes på hovedet for at vågne op, ha, ha,« siger han, da han har bestilt kaffe i hotellets restaurant.

Småsnak hører til livets store glæder

»Tusind tak, min ven,« lyder det til en tjener med kraftigt sort hår. Han sætter et glas postevand på det sortlakerede cafébord foran Ole Henriksen. »You are welcome, sir,« svarer tjeneren og trækker sig tilbage, mens Ole Henriksen fortæller: »Han er fra Nepal og den sødeste fyr. Hans meget unge kone har fået en ny nyre fra sin mor, og det er gudskelov blevet en succes,« siger han.

I morges talte tjeneren i lang tid om, hvad der var sket. Ole Henriksen spiste sin havregrød imens, for at den ikke skulle blive kold, men lyttede. Man skal altid give sig tid, man skal vise andre respekt, og småsnak hører til livets store glæder, siger han.

Født glad

Restauranten på Sankt Petri er en platform midt i huset med trapper den ene vej op til hotelværelserne og den anden vej ned til foyeren. Engang rummede bygningen Daells Varehus, der forhandlede Københavns billigste kasseroller, viskestykker, stegepander og lagner i et virvar af en rodebutik med gamle knagende rulletrapper, der forbandt de labyrintagtige etager.  

»Er det ikke sjovt, her købte jeg tallerkener og knive til mit første lejede værelse hos en enke på Vesterbro, da jeg lige var flyttet fra Nibe. Jeg trak min cykel med en madras over styret hele vejen ud til Enghave Plads, og jeg var så stolt og lykkelig,« siger han og spørger:

»Er du også fra Nordjylland? Har du også købt ind i Daells Varehus? My God, vi har jo den samme historie!« 

Måske er Ole Henriksen simpelthen født glad. Glæde har altid været mere naturlig for ham end bedrøvelse, sådan var det også for hans forældre, da han var barn. Ole Henriksens far var arbejder på Nibe Beslagfabrik, hans mor stod tidligt op og gjorde rent i en bank. De boede i en lejlighed med altan i boligforeningen Enggården i Nibe, et rødstensbyggeri med tegltag, flade grønne græsplæner foran og et viceværtpar, der passede ejendommen. Ole Henriksen har en klar erindring om viceværtens overvægtige kone, der vaskede trapperne og i øvrigt ikke så ud til at have det nemt. Hendes mand var gnaven og lugtede af alkohol, de var fattige og havde mange børn. Alligevel var hun glad. Hun sang, når hun lå på sine knæ og vaskede trapper. Når Ole Henriksens mor stødte på hende på trappen, faldt de to i snak. Ole stod med sin mor og besluttede, at sådan en som fru Jessen ville han også være. Det var sådan, hans tilgang til livet skulle være.

Komplimenter kommer trillende

Han husker, at de voksne talte om den glade lille dreng, Ole, og at det var let for ham at leve op til sit glade ry. Der blev grinet meget hjemme i Enggården. Når der blev væltet en gulvspand ved et uheld, eller noget brændte på i køkkenet, skulle situationen helst vendes på hovedet, så man kunne se det komiske i den. Der var ingen ende på de jokes, faderen kunne fortælle, når han kom hjem fra arbejde, og ikke alene kunne han gå på hænder. Han kunne hoppe på hænder. Ole Henriksen elskede at være sammen med de voksne og snakke med dem. Når hans mor serverede kaffe på altanen for sin smukke veninde Jessie, der kom direkte fra frisøren, gav han frit løb for sin betagelse. »Nej, se dine læber, Jessie!« »Nej, din kjole!« Og når han sad på første række henne i skolen ved siden af Karl, og den nyuddannede regnelærer frøken Askehave stod og skrev tal på tavlen, komplimenterede han hendes nye sko og flotte ben. Komplimenterne er altid kommet trillende ud af munden på ham. Det gør de stadig, der opstår sådan en dejlig stemning, når man roser, siger han. 

Ensom i skolegården

Men selv over den glade Oles hoved kunne skyerne samle sig, og det gjorde de, da han og de andre børn kom i puberteten. Han begyndte at få det svært. Det var ikke længere nok at hyggesnakke med de voksne.

På et skolefoto fra 1964 står Ole Henriksen på bageste række, spinkel og et halvt hoved mindre end den mindste af de andre drenge i 7. b. Han har en mørkeblå anorak på, ansigtet har bløde, barnlige træk, og det mørkblonde pandehår er redt til siden. Han smiler forsigtigt og forsvinder næsten ude i billedets venstre side.

Som 13-årig følte han sig ensom. Drengene var begyndt at løbe efter ham med forvrængede stemmer og råb om, at Ole skulle have været en pige, at han lignede en pige, og at han var en tøsedreng. 

De fleste ville ikke noget ondt, men der skulle bare et par stykker til, som gjorde andre bange, så turde de ikke andet end at være med i drillerierne.

I skolegården stod han med ryggen op ad gymnastiksalens væg og ventede på, at frikvarteret skulle være overstået. Han følte ikke længere, han havde no-get tilfælles med nogen. Ingen interesserede sig for tøj, teater og kunst på samme måde som han, og han var ikke god til fodbold.

»Der var perioder som teenager, hvor det var dystert, jeg græd meget, det gjorde så ondt, og som typisk nordjyde holdt jeg det for mig selv, jeg ville ikke ligge nogen til last, jeg ville ikke gøre mine forældre ondt,« siger han.

Han kunne rive sig selv ud af de sorte perioder, når han sagde til sig selv: Ole, du kan godt, og drømte om fremtiden og om at lægge penge til side, så han kunne flytte til København og få en tilværelse som indretningsarkitekt eller måske kunstner. 

Kun til mænd

Ole Henriksen havde hørt voksne tale om modeskaberen, Holger Blom, der havde en søster boende lidt uden for Nibe. Holger Blom var et af 1900-tallets mest respekterede danske modeikoner. Han har udlært modekoryfæer som Erik Mortensen og Jørgen Bender, han designede selskabskjoler til skuespillerne Bodil Kjer og Helle Virkner, og han stod for den daværende prinsesse Anne-Maries brudekjole. Ole var betaget af den store Holger Blom og læste om ham i ugebladet Se og Hør. Men han havde hørt de voksne sige, at Holger Blom kun var til mænd, og at det var noget mærkeligt noget. Han var nok ikke en rigtig mand. Ole Henriksen havde selv bemærket, at han var tiltrukket af drenge. Det var dem, det var mest interessant at brase ind i om vinteren, når der blev løbet stærkt på skøjtebanen.

»Ikke en rigtig mand! Det var i grunden sjovt sagt! Jeg tænkte, hvad betyder det?« fortæller han.

I 1969 var han 18 år. Han havde sparet penge op til en dæksplads på Københavnerdamperen, som den daværende DFDS-færge fra Aalborg hed i folkemunde. Cyklen og to stole, han havde købt brugt fra Nibe Bibliotek, blev pakket ned i lasten og kom med på overfarten, mens han sov i en sovepose på gulvet i en af salonerne. Det var en befrielse. Han kunne være sig selv, og selv om han aldrig havde boet i København før, mærkede han, at han var på vej hjem til sig selv.

Vild dans i Pink Club

I Københavns indre by udforskede han de mødesteder for homoseksuelle, han havde læst om, og begyndte at komme i Pink Club i Gothersgade. Diskoteket for homoseksuelle var helt nyt, det var købt og indrettet i 1968 og kom hurtigt til at virke som en magnet for bøsser, lesbiske og unge, der ikke var homoseksuelle, men opsøgte alt, hvad de oplevede som excentrisk og anderledes. Nu var han mellem mennesker, der havde de samme følelser som han selv. Her kunne han lufte Københavns flotteste frakke, som han havde købt på udsalg hos Nørgaard på Strøget. Her kunne han danse vildt, som han elskede. Her mødte han sin første rigtige kæreste.

»Nej, hvor var det skønt, man kunne det hele, det var sådan en lettelse pludselig at vide, jamen Gud, der er da mange af de her homoseksuelle, ha ha ha, de havde virkelig været gemt bort,« siger han.

Rita med bumserne

Mindre end et år senere var han rejst videre til USA med sin samlever Harvey, en amerikaner, han havde mødt i Pink Club. Og det var i Los Angeles, da han havde etableret sin egen hudplejeklinik, at han oplevede sit livs største vendepunkt. 

Siden han var ni år, havde han arbejdet som mælkebud. Hver morgen klokken fem mødtes han med mælkemanden og kørte med på bilens lad, så han kunne hoppe ned og spæne med mælkeflasker fra hus til hus. Han var arbejdsom og god til at økonomisere, han kunne få ideer og produktudvikle, og han havde forretningssans.

En dag ringede Los Angeles Times til ham med en idé. En journalist havde skrevet en mindre artikel om den danske Ole Henriksen, der selv rørte hudplejeprodukter sammen af blandt andet havregryn hjemme på køkkenbordet og brugte dem til behandling i sin klinik. Ville Ole Henriksen behandle redaktørens assistent Rita, der var voldsomt plaget af akne i hele ansigtet, og ville hehandlingen hjælpe hende? Så ville avisen bringe før- og efter-billeder i søndagstillægget.

Ole Henriksen satsede alt, hvad han havde af energi og talent, på Rita. Han var ved at revne af taknemmelighed over den omtale, der havde sat Los Angeles Times på sporet af ham, og han vidste, at Rita kunne blive et gennembrud for ham i Los Angeles, hvor alle de store stjerner i kæmpevillaerne var afhængige af at se godt ud. Men Ritas hår var fedtet, og huden var rød og bumset. Det var ikke nogen nem opgave, han var blevet stillet, men han ville lykkes med den, og han indledte behandlingen med at sige: Hvor ser du dejlig ud, og løj ikke. 

»Sandheden er, at man kan finde noget dejligt ved alle, og det er vigtigt at sige det højt,« siger Ole Henriksen.

Sylvester Stallone og Madonna som kunder

Da billederne af den forvandlede Rita med kureret acne og nyklippet hår og nyt klædeligt brillestel var blevet sat stort op i søndagstillægget til Los Angeles Times, kimede telefonen nonstop i klinikken i flere uger, Ole Henriksen kunne booke tider et helt år frem, og han begyndte at tage imod tidens store stjerner i klinikken. Den første, der dukkede op, var filmskuespilleren Barbra Streisand, den næste var sangeren Diana Ross. Senere kom de berømte stjerner som perler på en snor: Sylvester Stallone, Nastassja Kinski, Madonna, og det var som en drøm, det var fantastisk, men også skræmmende, siger han. 

»Nu havde jeg jo lige pludselig et kæmpe ansvar for alle de her mennesker, der forventede den samme forvandling som Rita. Når jeg cyklede sent hjem om aftenen gennem rigmandskvarteret Beverly Hills, hvor jeg selvfølgelig ikke selv boede, var jeg så træt, at jeg kunne stå af cyklen og falde i søvn på en af græsplænerne. Men det var ligegyldigt, for jeg var så ubeskrivelig glad, og næste morgen havde jeg jo endnu et projekt, der skulle klares. Kun derfor hoppede jeg aldrig af den cykel, før jeg var hjemme. Det er imponerende, hvor meget energi vi har som mennesker,« siger han.

Aftenbøn

Hver aften udtrykker han sin taknemmelighed med en bøn. Han siger: »Dear God, dear Masters. Jeg vil gerne utrykke min taknemmelighed for endnu en vidunderlig dag. Tak, fordi jeg bliver forkælet. Jeg føler mig virkelig velsignet.« Bagefter sender han tanker til sin mor i Nibe, sin familie og sin samlever siden 1984, Laurences familie, fortæller han.

»Og så beder jeg altid for fred i verden og for de små børn, de nyfødte, de voksne, de ældre og de særlige personer, som jeg har behov for at udtrykke støtte til. Nogle aftener kan det blive en længere pærevælling, andre aftener siger jeg: I må undskylde, det bliver kort i aften, for jeg er så træt.«

Jeg kan blive så glad for et par cowboybukser

Ole Henriksen nærmer sig afrejsen til Los Angeles, han skal hjem til Laurence og den 350 kvadratmeter store villa med gul træfacade i Beverly Hills. Han ser sig selv krydse den amerikanske lufthavn og nærmest løbe hen til bilen, der står parkeret. Han plejer at tage trappen op til huset i spring. Engang skred han, gik i spagat på vej ind ad døren og hørte sine egne bukser revne. Der lå han så i en akavet stilling og havde svært ved at holde op med at grine, for tænk, at han kunne være så klodset og falde så dumt.

Men før han forlader Danmark, skal han runde de nærmeste gader i København efter nogle små specielle nyttige sager, der skal være plads til i den lille rullekuffert. Han elsker nemlig de bløde danske opvaskebørster, man ikke kan købe i USA, og slidstærke uldsokker af det tyske mærke Falke. Og så lige et par pakker vatpinde fra Matas, fordi de er hans favoritvatpinde. 

»Er det ikke interessant, hvordan små ting ofte giver de bedste glæder. Jeg kan blive så glad bare for at finde et par gode cowboybukser, jeg kan bruge til næsten alt. Jeg tror, at vores behov er ret så enkle,« siger han og giver et eftertrykkeligt knus, før han flyver op ad trapperne mod hotellets værelser og er væk som en fe på et øjeblik.

At sige farvel til Ole Henriksen er at lægge an til landing, før man skal ud i det skarpe vinterlys, tilbage til de fladtrådte sko, den almindelige mellemfornøjelse og tog, der ikke vil køre til tiden. Men resten af dagen bliver smilemusklerne alligevel ved med at hive i kæberne, og man får lyst til at komplimentere den første sagesløse billetkontrollør, man møder. •

5 Hurtige spørgsmål

Hvad er den bedste kur mod tømmermænd?

»Masser af vand. Drik mindst tre store glas i timen. Fyld også gerne vaskekummen med isterninger, læg vaskekluden ned og hold den fast mod ansigtet.«

Hvornår er det okay at lyve?

»Det er aldrig okay. Det er slet ikke nødvendigt. Da jeg skulle immigrere i USA, skabte det mange problemer for mig selv, at jeg fortalte om min seksualitet, men jeg er glad for, at jeg fortalte sandheden.«

Hvad er din kæreste ejendel?

»Halskæden med et kors, jeg har fået af Laurence. Jeg bærer det hver dag. Det er så smukt.«

Hvem beundrer du mest?

»Hillary Clinton. Hun har et stort hjerte og er en knivskarp politiker. Og så er der bare noget blidt og smukt over hende.«

Hvilken bog har betydet mest for dig?

»Den hedder Many Lives Many Masters og handler om reinkarnation. Jeg læste den i en periode, hvor jeg boede i Indonesien. Der er ideen om reinkarnation en del af kulturen. Og jeg synes, det var meget beroligende, at man aldrig skal være bange for at dø.«

Sagt om Ole Henriksen:

Ole Juncker, journalist og medvirkende i tv-programmet Jeg vil være Ole Henriksen:

Jeg mødte Ole i forbindelse med boligprogrammet Liebhaverne, hvor Ole kom for at kigge på et sommerhus i Sejerøbugten. Jeg blev blæst helt bagover af hans livsglæde. Vi kørte halvanden time frem og tilbage, hvor Ole spurgte meget ind til både mig og chaufføren. Oppe ved sommerhuset sprang han ud af bilen, omfavnede en af mine tv-kolleger og udbrød: »Nej, hvor ser du bare dejlig ud.« Det blev en fantastisk dag, og i produktionen blev vi enige om at lave en serie med ham. Folk spørger tit, om han virkelig er så glad, og der er selvfølgelig tidspunkter, hvor han kan være afdæmpet eller blive irriteret. Men sagen er, at efter fem minutter er han videre. Det interessante for mig er, hvordan han kan rumme de samme følelser som alle os andre og alligevel evner at være så positiv og komme videre lynhurtigt. Det er typisk for ham, at han efter en lang dag på optagelser, hvor der har været teknisk bøvl, siger: »Så laver vi bare noget endnu bedre i morgen.«

Peter Gantzler, skuespiller, og medvirkende i tv-udsendelsesrækken Ole Henriksens Hollywood:

Ole Henriksen er ægte. Det er nok det mest overraskende for en dansker. Typisk tror vi jo, at al den glæde må være for god til at være sand, og at det nok bare er overflade. Men han er vitterligt et meget sødt og omsorgsfuldt menneske, hvilket jeg kun fik bekræftet ved at være sammen med ham i flere dage. Han forandrede sig ikke, han ville simpelthen det bedste for andre. Han har succes og er styrtende rig, og succesen bruger han til at sprede glæde. Han har ikke altid haft det nemt, men har en viljestyrke og en fremdrift, de fleste af os kan lære meget af. Så thumbs up for Ole Henriksen.