Ølandshvede er et misvisende navn

Kommer Ølandshvede fra Øland eller et det en særlig kornsort?
?

Coop sælger Meyers ølandshvede i form af »stenformalet fuldkornshvedemel fra Øland« og »stenkværnet hvedemel fra Øland i Sverige«. Det kunne jo give det forkerte indtryk, at der er tale om hvede, som er dyrket på Øland. Det troede jeg også engang og tænkte, at hvorfor skulle jeg dog købe mel, som var lavet af hvede, dyrket lige netop på Øland? Skulle der være noget specielt ved dét? Men jeg fandt via en artikel ud af, at ølandshvede blot er en speciel kornsort.

John Juhler

Svar fra Per Grupe

Det er korrekt, at ølandshvede er en særlig kornsort og derfor ikke længere er korn, som er dyrket på Øland i Sverige.

Da Nordisk Genbank blev etableret, fandt man på Øland en kornsort, som havde andre gener end alle andre kornsorter. Det fortaber sig, hvor kornsorten fra Øland oprindeligt stammer fra. Der er tale om en slags landrace af korn – det vil sige en oprindelig kornsort fra tiden, før man begyndte at forædle kornsorterne for at passe til moderne produktionsformer. Hvor en moderne kornsort er helt ensartet, er ølandshvede genetisk meget uensartet.

Alle planter på en mark med ølandshvede er forskellige, altså også i højde og ydelse, så der kommer meget mindre korn fra en mark med ølandshvede, end fra en mark med moderne hvede. Hvert korn fra en moderne hvede har derfor fået færre næringsstoffer, end et korn fra ølandshvede har. 

Per Grupe er indkøbsansvarlig for korn hos Meyers.

Se, hvad vi ellers skriver om: #brød, #bagning, #supermarked, #korn og #navne