Økologi på amerikansk

I USA er økologi også kartoffelmospulver, kagemix- og kattemad selvfølgelig Økologi på amerikansk

Færdig kagemix, pulvermad og lyserød morgenmad, der ligner slik... der er nok at vælge imellem for den økologiske forbruger i USA.

Også produkter, som nogle forbrugere i Danmark vil opfatte som underlødige, selvmodsigende eller bare lidt mærkelige.

USA har verdens største marked for økologiske fødevarer - ca. 100 milliarder kroner blev der solgt for sidste år - og siden 1990 er salget af økologiske varer årligt steget med ca. 20 procent. Især i Californien, Oregon, Florida og New Jersey er interessen stor. Supermarkeder som Whole Foods - en stor kæde, der har ca. 300 supermarkeder i USA og England og har markedsført sig på økologi og andre » naturlige « varer - er et mekka for økologiglade. Udvalget er indbydende og enormt. Men hvorfor sælges f. eks. pulverkartoffelmos i USA? Og er det bare et spørgsmål om tid, før vi ser samme slags økologiske produkter herhjemme? Nej, dertil er den kulturelle forskel nok alligevel for stor, vurderer markedschef i Økologisk Landsforening, Henrik Hindborg.

» I Danmark er vi ikke kommet dertil, at pulverkartoffelmos er et salgbart hit. Økologisk kagemix findes, men generelt vil danske, økologibevidste forbrugere gerne selv have styr på, hvad de putter i den mad, de laver, « siger Henrik Hindborg » Vi har i Danmark et andet afsæt for økologi. Et firma som Årstiderne har også fået sin succes på at have » jordforbindelse « som et af sine slogans. Det handler om, at man selv tager hånd om sine fødevarer. Og en kartoffel er jo ikke en kartoffel mere, når den er lavet til pulver. Dér ville kæden nok hoppe af for mange danske forbrugere, « siger Henrik Hindborg.

Functional food - altså mad, der er beriget med f. eks. vitaminer eller omega 3- fedtsyrer for at give den bestemte sundhedsfremmende egenskaber - er ikke tilladt i Danmark, når det kommer til økologi. Og undersøgelser viser også, at danskerne generelt er ret lunkne over for functional food.

Amerikanske producenter må gerne berige de økologiske produkter, og de amerikanske forbrugere tøver ikke med at lægge produkterne i indkøbsvognen.

Se, hvad vi ellers skriver om: #forbrug, #økologi og #udland