Ønskes: Gulerødder i løs vægt

Hvorfor skal man købe gulerødder i store poser?
?

Med en daglig husholdning på to personer efterlyser jeg gulerødder i løs vægt. 

Om sommeren har I heldigvis dejlige bundter, som vi nyder, men i vinterhalvåret smider vi gang på gang rester af »posegulerødder« ud, hvilket er imod mine principper, ligesom jeg har ladet mig fortælle, at andre supermarkeder er begyndt at føre dem i løs vægt. Ærter og kartofler vejer vi, hvorfor ikke gulerødder?

Liselotte Poulsen, Kerteminde

Svar fra Lars Bo Hansen

Generelt ønsker vi at tilbyde vores varer, så mængde stemmer overens med forbrug. På nogle varer, f.eks. gulerødder og andre rodfrugter, har vi imidlertid en udfordring omkring holdbarhed. Hvis varen ikke emballeres, vil den hurtigt i butik og hjemme i husholdningerne tørre ud og blive kedelig og blød. Og dette vil i sidste ende kunne medføre et relativt stort madspild.

Vi tilbyder gulerødder i 1-kilos poser og vil reducere pastinak og persillerod fra 750-grams til 500-grams poser og mener hermed at ramme de flestes behov.  

Lars Bo Hansen er kategorichef for grøntsager, og han er dermed øverste ansvarlig for den afdeling, der udvælger, planlægger og indkøber grøntsager til Coops 1200 butikker i Danmark. 

Se, hvad vi ellers skriver om: #indkøb, #coop og #gulerødder