Ødelægger ristning rugbrødets fibre?

Ristning af rugbrød giver nye smagsnuancer og kan både mindske en eventuel klæghed og genopfriske halvgammelt brød - men er det sundt?
?

Mit eget hjemmebagte økologiske rugbrød indeholder godt med kerner og fibre, og det smager fantastisk - ikke mindst når det bliver ristet lidt.

Forleden havde jeg gæster til brunch, som netop gerne ville have det ristet. Vi kom undervejs i måltidet til at tale om, hvorvidt ristningen kan ødelægge nogle af fibrenes gode egenskaber. Kan I svare på det?

Karin Lumholtz Nykøbing F

Svar fra Leif Skibsted

Fuldkornsbrød er velsmagende og nærende og med et højt indhold af fibre. Ristning af rugbrød giver nye smagsnuancer og kan både mindske en eventuel klæghed og genopfriske halvgammelt brød.

Ristes brødet moderat og uden brankning, påvirkes fiberindholdet ikke. Man bør dog som for alt brød undgå for kraftig ristning til sort farve for at mindske dannelse af akrylamid, der mistænkes for at være kræftfremkaldende.

Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet.

Se, hvad vi ellers skriver om: #ernæring og #rugbrød