Nu må 17-årige køre bil – her er reglerne

En 17-årig må aldrig køre alene i bilen, og den voksne, der er med, skal være over 30 år. Sådan lyder 2 af reglerne for, at en 17-årig må sætte sig bag rattet i en bil. Faktisk skal 17-årige opfylde flere krav end 18-årige, når motoren skal startes. Samvirke guider dig gennem reglerne.
Skolevogn

En 17-årig må aldrig køre alene - og den, der skal sidde på passagersædet skal selv være over 30 år og haft kørekort i mindst 10 år. 

17-årige må aldrig køre alene

17 år gammel og med spritnyt kørekort. Siden 1. januar 2017 har 17-årige danskere lovligt kunne gå til køreprøve og efter et bekræftende nik fra den prøvesagkyndige sætte sig bag rettet i en bil. Alene i bilen må en 17-årig dog ikke være. For selvom man er 17 år og har beviset på en godkendt køreprøve, skal der en voksen med erfaring med i bilen. 

Et af kravene til, at man som 17-årig kan føre en bil, er, at der på forsædet sidder en voksen på mindst 30 år, der har haft kørekort i mindst 10 år. Den voksne må ikke have fået hverken betinget eller ubetinget frakendt sit kørekort i løbet af en 10-årig periode. Kørekortet skal man i øvrigt altid have med – uanset om man ”bare” er ledsager.

 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Forsikring

Når en 17-årig kører din bil, vil bilens lovpligtige forsikring som udgangspunkt dække på samme måde, som hvis andre med gyldigt kørekort kører bilen.

Men vær opmærksom på, at du som ledsager for en 17-årig skal opfylde en række krav, selvom du "kun" er passager.

Nogle forsikringer har højere selvrisiko for førere under 25 år. Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du er tvivl om noget.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Ingen druk

Ligesom den 17-årige skal være i stand til at føre bilen og ikke må være beruset eller under indflydelse af stoffer, gælder de samme regler for den voksne, der sidder ved siden af. En ung teenager kan altså ikke agere chauffør på vej hjem fra en familiefest, hvis far eller mor, der er de eneste andre voksne i bilen, har fået for meget at drikke. 

Husk at udfylde særlig ledsagerblanket, inden I kører 

Det er i øvrigt den 17-åriges ansvar, at den voksne er klar over de regler, der stilles til den voksne ledsager.  Det skal kunne dokumenteres over for politiet, og det er en god idé, at både ledsageren og føreren udfylder og underskriver en særlig ledsagerblanket forud for kørslen.

På Færdselsstyrelsens hjemmeside er en blanket, I kan bruge. Udfyld og underskriv blanketten, før I kører.  Rådet for Sikker Trafik råder til, at I altid har blanketten med, når I kører sammen. Så kan I vise den til politiet, hvis I bliver stoppet. 

Overholder man ikke reglerne, får både den 17-årige og ledsageren en bøde for at overtræde færdselsloven. 

Læs mere om