Færre og færre skriver en check for at betale
I begyndelsen og midten af 80’erne var checken det mest udbredte betalingsmiddel, hvis man ikke brugte kontanter, i Danmark. I checkens storhedstid skrev vi mere end 200 millioner checks hvert år, og man kunne betale med papirlappen, hvis den var korrekt udfyldt, i alt fra supermarkeder til posthuset og tankstationen.
I 2016 ender antallet af udskrevne check på omkring 2 millioner. Privates brug af check er meget lille, og det er primært virksomheder, der holder fast i at skrive en check til forbrugerne, hvis der skal flyttes penge.
Du kan ikke indløse check efter 1. januar 2017
Nedgangen i brugen af check som betalingsmiddel har gjort det til en dyr ordning for bankerne at indløse hinandens check, og derfor stopper bankerne indløsningssamarbejdet fra 1. januar 2017. Det betyder, at du fra 1. januar ikke længere kan regne med, at din bank vil indløse en check og sætte pengene ind på din konto.
Får du en check, har du normalt 21 dage til at indløse den. Skynd dig derfor i banken, hvis du modtager en check i december.
Brug mobilbank, Swipp eller Mobilepay
Bruger du selv check som betalingsmiddel, skal du være opmærksom på, at mange af de steder, hvor du hidtil har kunnet betale med check, stopper med at modtage checks i løbet af december. Derfor kan det være sværere at betale for indkøbene, hvis du normalt klarer det med check-betaling.
Har du ikke dit betalingskort eller kontanter på dig, kan du i stedet overføre penge med Swipp eller Mobilepay. Du kan også lave overførsler i din mobilbank. Vær også opmærksom på, at flere butikskæder og hjemmesider tilbyder andre betalingsløsninger. Nogle steder kan du betale med e-dankort, hvor du ikke skal afgive kortoplysninger men betaler gennem netbank. I Coop kan du betale med din mobiltelefon, hvis du har lagt dit betalingskort ind i app’en Coop Medlem.