Det er en kamp at blive fri for salgsgas og analyseinstitutter
»Vil du købe et abonnement på avisen?« spørger den unge fløs, der sikkert tjener til bøgerne på sit studie, de stigende fødevarepriser og fredagsbaren ved at sælge abonnementer.
Sælgeren og hans slags ringer næsten altid lige midt i middagsmaden. Jeg er ikke interesseret i avisen, og da slet ikke i en handel, hvor sælgeren ikke ved noget om det produkt, han sælger. Så nej tak og tilbage til middagsmaden.
Telefonsælgerne og analyseinstitutterne ville nok ønske, at de havde trykket et andet nummer, når de vil have mig til at tegne medlemskaber eller sponsere et barn i Afrika. For jeg vil ikke forstyrres, lokkes eller tilbydes. Og det hjælper ikke det mindste, når de skruer op for salgsgassen og siger mit navn igen og igen. » Hej Kristian. Nu skal du lige høre om vores nye super-duper-blad, Kristian.« Nej tak! Men at blive fri, er sværere end som så, finder jeg ud af.
Loven regulerer, hvem der må ringe
Min jagt på en reklameløs tilværelse begynder hos Danielle Brisson, der er fuldmægtig ved Forbrugerombudsmanden.
Umiddelbart er det forbudt at ringe op til kunder, der ikke selv har bedt om det. Det står i markedsføringsloven. Men loven har undtagelser: Avissælgere må gerne ringe, og det samme må bogklubber, forsikringsselskaber, formidlere af redningstjenester, analyseinstitutter og velgørende organisationer.
»Loven indeholder muligheder for, at forbrugeren kan blive fri for henvendelser,« siger Danielle Brisson.
Jeg kan tilmelde mig en liste - Robinsonlisten - og så skulle mine sorger være ovre. Listen er en central fortegnelse over danskere, der har frabedt sig direkte henvendelser såsom reklamebreve og telefonopringninger. Den liste vil jeg på - og det kommer jeg ved at henvende mig direkte til folkeregisteret i den kommune, hvor jeg bor. Nu står jeg skulder ved skulder med 800.000 andre danskere. Vi vil ikke skrives til - og vi vil ikke ringes op.
Virksomhederne er tvunget til at tjekke listen, hver gang de vil sende reklamer eller ringe. Og beskyttet af mit reklameskjold kan jeg nyde min aftensmad i ro. Troede jeg. Kort efter, jeg nyder tilværelsen som eneboer i reklamesammenhæng, ringer telefonen igen.
»Hvornår har du sidst tanket benzin? « lyder spørgsmålet i den anden ende. Argh.
Huller i skjoldet
Mit skjold imod opringninger har visse undtagelser. Analyseinstitutterne og de velgørende foreninger må stadig ringe.
Forbrugerrådet varetager mine og alle andre forbrugeres interesser. Men for Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Forbrugerrådet, er den nuværende markedsføringslov som udgangspunkt en god beskyttelse af forbrugerne.
»Loven er en afbalancering af kollektive og individuelle interesser. Opinionsundersøgelser kan være vigtige for samfundets udvikling, når man måler forbrugernes holdninger til forskellige ting. Men vi vil gerne være med til at sikre en beskyttelse mod kommercielt indhold i analyseinstitutternes spørgsmål fremadrettet,« siger Rasmus Kjeldahl.
Og heller ikke de velgørende organisationer skal, i følge Forbrugerrådet, begrænses i deres ret til at forstyrre midt i aftensmaden.
»Det bliver meget tungt for organisationerne at indsamle penge, hvis vi begrænser deres opkaldsmuligheder,« siger Rasmus Kjeldahl.
Men hvad hjælper det, når end ikke nej-tak-klistermærker og Robinsonlister kan gøre mig fri for henvendelser.
»Langt de fleste analyseinstitutter er lydhøre, hvis du som forbruger meddeler dem, at du ikke vil ringes op,« råder Rasmus Kjeldahl.
Så nu er det bare at finde numrene på alle landets analyseinstitutter og callcentre og bede dem spærre for opkald til mit nummer. I omegnen af 50 opkald venter mig - jeg kan kun håbe, jeg rammer nogen midt i maden.
