Myte: Den ældste søskende er den mest intelligente

Der er mange myter om søskenderelationer. Samvirke har spurgt professor emeritus dr. phil. fra Københavns Universitet Per Schultz Jørgensen som i mange år har forsket i børns udvikling, dannelse og familierelationer, om, hvordan det forholder sig med den ældste i søskendeflokken.

De ældste søskende bliver ofte presset lidt mere af forældrene til at klare sig godt i livet.

Den ældste i en søskendeflok er klogest

"Jeg tvivler stærkt på, at de ældste søskende er mest intelligente, og jeg tror, det er meget svært at dokumentere. Oftest bliver den ældste i en søskendeflok meget stimuleret af forældrene, og der er et pres på barnet i forhold til at lykkes i livet, men det handler ikke nødvendigvis om intelligens," siger Per Schultz Jørgensen.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Den førstefødte skal overtage familiegården

Grunden til, at mange tror, det forholder sig sådan, at den ældste i søskendeflokken også er den klogeste, mener Per Schultz Jørgensen har en samfundshistorisk begrundelse.

"Der ligger en kulturel tradition i, at det er den førstefødte, der skal overtage gården. Når man overtager fra forældrene, ligger der en implicit formodning om, at man også er den rigtige og dermed mest begavede til opgaven. Men det kan sagtens forholde sig sådan, at en af de andre søskende er mere intelligent uden at få chancen for at vise det," siger Per Schultz Jørgensen.

I dag er det de færreste børn, der forventes at overtage fødegården i direkte eller overført betydning, men ifølge Per Schultz Jørgensen kan den gamle tankegang godt stadig ligge i vores kultur og dermed være med til at holde liv i myten om de kloge storesøskende.