Muzak er ikke moderne!

Nogle butikker er begyndt at spille lav musik i udvalgte afdelinger. Men hvorfor egentlig?
?

SuperBrugsens marketingchef Martin Dalsgaard Andersen svarer i Samvirke august på, hvorfor SuperBrugsen er begyndt at bruge muzak. Jeg savner dog en bedre begrundelse end blot modernisering. For hvordan kan det være modernisering at indføre muzak i Superbrugsen? Det er da et tilbageskridt, at jeg og andre skal generes af muzak, når vi handler. 

Klaus Kildemoes, Jyderup

Svar fra Martin Dalsgaard Andersen

Jeg tror, vi alle har oplevet, at musik kan bruges på forskellige måder i butikker. Derfor er vi forsigtige med dette. Vi har tænkt meget over det og testet det nøje af, herunder musikgenre, lydniveau og sted i butikken. Vi har arbejdet tæt sammen med et af Danmarks dygtigste firmaer på området og har spurgt et bredt udsnit af vores kunder om deres oplevelse med musik i vores butikker.

Erfaringerne viser, at størstedelen af vores kunder faktisk føler sig bedre tilpas i de butikker, hvor der er en smule dæmpet musik i udvalgte zoner. Derfor har vi valgt at indføre det i en række af vores butikker, men det er vigtigt at pointere, at vi har krav til, bl.a. hvilken type af musik der afspilles og lydniveauet, så vi netop undgår »muzak«. På samme måde har vi bevidst fravalgt støjende afbrydelser med lydreklamer.

Martin Dalsgaard Andersen er marketingschef for SuperBrugsen-kæden.

Se, hvad vi ellers skriver om: #indkøb, #musik og #supermarked