Mia Lyhne: Jeg er en helsefreak på børnenes vegne

Morfar passer Mia Lyhnes tvillinger 

Tvillingeklapvognen holder klar ved døren. Næsten treårige Andrea står i flyverdragten med armene ud fra kroppen og stive pingvin-ben: »Jeg har slik i hånden,« siger hun med et frækt blik. Det passer ikke. Hun laver bare sjov, mens tvillingesøster Asta ligger på skødet inde hos mor, skuespiller Mia Lyhne, og får dryppet øjne. De skal hen til morfar, og de to flyverdragtpåklædte piger er klar til at blive løftet op i klapvognen og kørt af sted. Morfar bor lige i nærheden, forklarer Andrea.

Stod i kø til institutionspladser

Der er kø til kommunens børnehavepladser, to institutioner blev lukket sidste år. Tvillingepigerne har været hjemme hver dag i en måned, mens de har ventet på pladserne. Nu er de endelig blevet børnehavebørn, og småinfektionerne indfinder sig. Den ene sov ikke godt i nat, og det gjorde moderen så heller ikke. Sådan en morgen slår tiden næsten ikke til.

»Jeg har to meget langsomme børn, jeg kan være helt færdig, når jeg får dem af sted,« siger Mia Lyhne.

Tvillingerne kan lide at hygge sig. De vil ikke skynde sig i børnehave. De leger og leger, fortæller Mia Lyhne og kan godt forstå, at de er glade for at være hjemme hos mor. Der er trygt og hyggeligt, og de er gode til at lege. 

En god hverdag er den, hvor vi har haft en morgen uden stress

»En god hverdag er den, hvor vi har haft en rolig morgen uden stress. En dag, hvor børnene har sovet godt, og jeg har sovet godt, og vi kommer godt ud ad døren og får en god dag på arbejde og i børnehaven. Jeg kan mærke på børnene, at de ikke kan lide, at vi skal skynde os,« siger Mia Lyhne.

Jeg har børn og legetøj over det hele 

Det sker tit, at hun ikke selv når morgenkaffen, og det har hun vænnet sig til. Livet styres langt hen ad vejen af de to klapvognspassagerer, der lige nu bliver transportere et par hundrede meter hen til morfars hus.

»Hos os er der børn og legetøj over det hele,« siger hun med et skævt smil og beklager, at hun ikke har haft ledige stunder til at bære mere af legetøjet ind på plads i reoler og skabe, men sådan bliver det bare, når man er alene med to. En anonym donor er far til tvillingerne. Mia Lyhne stod med ønsket om at få børn og havde et brudt parforhold bag sig, da hun valgte donorløsningen.

»Jeg kan godt tage mig selv i at tænke, at nu skal der være lidt luft til mig selv og til at få læst en avis og se voksenfjernsyn, for det er der ikke. Men jeg er ikke ked af, at det er sådan. Jeg har ønsket mig børn længe. Nu er de kommet, og nu vil jeg gerne give dem plads. Nogle ville måske sige, at det er kommet til at handle lidt for meget om børnene. Men sådan skal det være,« siger Mia Lyhne. 

Der skæres for meget i børnehaverne

Det skuffer hende, at kommunen har skåret bussen til skovbørnehaven væk, så skovbørnehaven ikke er nogen reel mulighed. Hun ville helst have valgt skovbørnehaven, men skulle så selv køre den lange vej med børnene frem og tilbage hver dag. Nu blev det så en almindelig børnehave, hvor mælken til gengæld er sparet væk.

»Der spares og skæres ned, og jeg synes, det er helt dumt. Hvorfor ikke gå op i, at børnene skal have en god start i vuggestuer og børnehaver? Der skæres på maling, mælk, end ikke et solsejl kan der findes penge til, og pædagoger og voksenkontakt skæres ned. De forhold har rystet mig. Man ved jo ikke den slags, før man selv får børn,« siger hun.

Mia Lyhne går til fællesspisning to gange om ugen

Ved trappen fra køkkenet til stuen hænger en opslagstavle med madplaner for det bofællesskab, Mia Lyhne bor i. To gange om ugen er der mad i fælleshuset. Man skiftes til at være kok og medhjælper. I aften skal hun være den, der hjælper, andre gange er hun kok og får en medhjælper.  Der skal mad på bordene til 50 mennesker ovre i fælleshuset, hvis høje røde tegltag hun kan se fra sin altan.

»Jeg har da lidt ondt i maven, hver gang jeg skal lave mad til 50 mennesker, og kan være bange for, om der er nok, og om maden er vellykket. Andre har en fantastisk ro, når de laver mad. Det er godt at lave mad sammen med en, der tager det helt roligt. To gange om ugen spiser vi ovre i fælleshuset. Og der går et par måneder imellem de gange, jeg selv står for fællesspisningen,« siger Mia Lyhne, der har lavet thaikylling og  lasagne til fællesspisning, mad, der nemt falder i de mange børns smag.

Mia Lyhne er flyttet tilbage til det bofællesskab, hun er vokset op i 

Bofællesskabet ligger i Smørum mellem København og Roskilde. »Herude« siger hun, når hun taler om sin bolig. De fleste år af sit voksenliv har hun boet på Vesterbro i København. Men hun er vokset op i bofællesskabet, og begge hendes forældre bo og de er alle sammen lærere. Lærere og læger var der mange af i bofællesskabet, fortæller Mia Lyhne. Hendes forældre bor her stadig. De blev skilt, da hun var tre måneder. Forældrene flyttede ind i hver sit hus med hver sin nye ægtefælle i 1979, da hun var otte år. Det var før, byggeriet stod helt færdigt. Forældrene var gode venner, er det stadig.  

Det kan være ensomt og koldt at bo i en opgang, hvor man ikke kender de andre og mest passer sig selv

Husene skyder sig ind og ud mellem hinanden med snoede stier omkring. Fællesskabet er tænkt ind i hver kvadratcentimeter, fællesparkeringen er uden for boligområdet, der er ingen private haver, kun fællesarealer og nogle små firkanter, hvor hver familie kan dyrke grøntsager, som Mia Lyhne også gør. Hun dyrker kål, gulerødder, majs og ærter.

»Jeg kendte alle 36 familier, der boede her, og var en del af et kæmpe netværk. Man lærer mennesker at kende og forskellige slags hjem at kende. Nogle havde slet ikke fjernsyn, men lod deres børn falde i søvn til klassisk musik. Der var mange flere børn, man gik ind og ud hos hinanden, lånte mælk, sad med ved bordet og fik en kop kaffe eller en øl og fik hjælp hos hinanden. For eksempel kunne man gå ind til en af lægerne, hvis man lige skulle have kigget på et eller andet,« fortæller hun.

Tiden er en anden i dag med mobiler og computere. Antallet af børn er mindre, man opholder sig meget mere bag lukkede døre i hver sit hus, og hun savner det gamle fællesskab. Hun har altid søgt det, også når hun boede i København, men de fleste steder passede man mest sig selv.

»Jeg kunne ikke forstå, at man ikke kendte de andre i opgangen. Det var så ensomt og koldt, og jeg har tænkt, at det ville være meget rart, hvis der inde i byen var et fællesskab som det, jeg er vokset op med. Ikke Christiania, der ville jeg ikke føle mig tryg, heller ikke et kollektiv, hvor man skal dele alt og altid spise sammen, jeg har brug for at kunne trække mig tilbage.«

Nødvendigt med forældre tæt på 

Hun havde ikke forestillet sig, at hun skulle krydse sit spor og flytte tilbage til Smørum, for Smørum er ikke verdens navle, synes hun. Men det var nødvendigt at flytte tilbage, fordi hun har brug for sine forældres hjælp til børnene med de skiftende og krævende arbejdstider, hun har. Det er sket med lidt blandede følelser.

»Jeg er så indgroet her, og der er ting, jeg har kendt så længe, at jeg ikke længere ser dem. Vi har en gymnastiksal ovre i fælleshuset, og jeg er sikker på, at hvis jeg kom udefra og så den, ville jeg sige wauw, hvor fantastisk. Men jeg begynder alligevel at genopdage nogle værdier herude, fordi jeg finder ud af, at mine børn har glæde af dem, for eksempel den store gymnastiksal i fælleshuset, og når andre kommer ind i huset her, siger de tit, nej, hvor er her lyst! Så siger jeg Nå! Men de har sikkert ret.«

Mia Lyhne vil nødig sende sine børn ind i den københavnske trafik, men har brug for byens nærhed på grund af sit arbejde. Drømmeboligen ville nok være noget endnu mere landligt end her, for hun elsker marker og vidder, men alligevel tættere på byen.

»Og det er nok lidt urealistisk, ikk´?« siger hun og smiler lidt tvetydigt.

Vesterbro Ungdomsgård har givet mig en slags bund af ærlighed

Skolen af beton og røde mursten lå et stenkast væk. En traditionel skole, som hun egentlig var ganske glad for, og hun synes, hun var meget heldig med sin klasselærer, som hun stadig ser.

Da Mia Lyhne gik i niende klasse, begyndte hun at tage med S-toget ind til København og være med i Vesterbro Ungdomsgård, den med Kattejammerrock og store teater- og musikforestillinger, der nåede langt uden for Vesterbros grænser.

»Jeg ville spille teater, og jeg var glad for at gå derinde. Der følte jeg mig virkelig på bølgelængde. Alle blev set og hørt, og så var det bare enormt kreativt. Der blev knoklet for at lave forestillinger hele tiden. Det var sådan en fabrik, og det kunne jeg godt lide. Der skulle ske noget, man sad ikke bare og sludrede og drak te. Vesterbro Ungdomsgård har givet mig en slags bund af ærlighed, fordi det var et sted, alle havde lov til at være med deres kanter og forskelligheder,« siger hun. 

Jeg er vokset op med maosko, som kan være virkelig grimme

Mia Lyhne har hentet en ekstra knælang sort sweater til sig selv, hun synes, huset er koldt, og er måske ramt af nattens afbrudte søvn, da den ene tvilling lå med øjenbetændelse.

Hjemmeskoene af filt er hun nødt til at have på hver dag, for hun har kolde fødder, fortæller hun.

»Hjemmesko er lidt usexet. Bare ordet, det er ikke kønt, men rimer lidt på uldsok. Jeg har købt mine i Farum, man skal jo lidt væk for at finde den slags ting. De er efter min mening ikke de værste af slagsen. Havde det nu været maosko, ville de have været værre. Mao-sko, som alle mine forældre har, og som jeg er vokset op med. Der synes jeg, vi har rykket os en lille smule videre.«

Mia Lyhnes stedfar har parkeret et par maosko i hendes hjem, og han undlader at sætte dem ind i skabet til de andre sko, når han har brugt dem, fortæller hun. Så står de der frit fremme ude i gangen og med hul i.

»Jeg synes, de er virkelig grimme, og flytter dem altid ind, men når han så har været her, så står de bare fremme igen.«

Jeg lyder nok som en rigtig helsekvinde

Køkkenets nøddekværn sættes i gang med en skratten og stopper brat. Den er kaput, brændt sammen efter lang og tro tjeneste. Mia Lyhne har fyldt den med økologiske paranødder og mandler til slik for børn og voksne. Nu bliver det ikke lavet, før kværnen er blevet skiftet ud med en ny. Den bruges ellers dagligt til mysli og flere gange om ugen til at kværne solsikkekerner, græskarkerner og hørfrø, fordi hun bager sit rugbrød, og somme tider ruller hun en slags havregrynskugler af kværnede nødder, dadler, havregryn, havreklid, kakao, kardemomme, kanel, kokosolie og sesamfrø til hele familien, som kan lide søde sager.

»Hvis jeg havde råd til at købe alting økologisk, gjorde jeg det, jeg vil helst undgå tilsætningsstoffer og bager selv så meget brød som muligt. Jeg lyder måske som en rigtig helsekvinde nu, men jeg er ikke så hård, jeg er bare nødt til at være helsefreak på børnenes vegne, for hvis de fik lov, levede de kun af sukker og sukker, og jeg tror desværre også, de er nået dertil, hvor de hellere vil have køberugbrød. De spiser i hvert fald mere, når de er ude hos andre og får sådan noget køberugbrød,« siger hun.

Grøntsager må ofte kamufleres, hvis de skal sniges med i børnenes mad. Grønkålen kan for eksempel hakkes og blandes i en omelet, men i små mængder. Så får de da noget. Om sommeren er der heldigvis  søde majs og ærter, som børnene godt kan spise direkte fra køkkenhaven. 

Mia Lyhne kan lide at få noget til at gro.

Mine bedsteforældre spiste grød hver aften

»Det er ikke, fordi jeg har forstand på det. Jeg gør det bare. Sidste år fik jeg masser af ukrudt i køkkenhaven, men også fine små kål, gulerødder, rødbeder og majs, og tre dejlige peberfrugter derude på altanen. Jeg planter på en optimistisk måde og putter alt ned, hvad jeg overhovedet kan håbe på vil blive til noget. Det ved jeg jo godt, det ikke gør. Som barn havde jeg min egen lille have i min morfars have i Herlev. Jeg måtte selv bestemme og dyrkede gulerødder, ærter og jordbær. Det bedste var at hjælpe ham med at grave kartofler op, og så kunne man jo se de fine, lyse knolde dernede i mørket og mulden og rode med hånden efter flere. Det elskede jeg. Bedsteforældrene er minder fra en tid, man ikke selv har oplevet. Mine bedsteforældre spiste grød hver aften og var på en måde meget gammeldags. Det er sjovt at have fået sådan nogle minder med sig og at have fået lov til at være tæt på dem som mennesker.«

Hun vil gerne give det gode forhold til bedsteforældre videre til sine egne børn. Det giver noget særligt at kende nogen, der er ældre. Hun kan huske sin mormor og morfars ro, da de var gået på pension og havde tid. Det var noget særligt, og det var meget, meget rart. I løbet af en dag kan man tage sig selv i at sige, at nu skal du komme, nu skal vi skynde os, nu skal vi gå. Med bedsteforældre er det anderledes.

»Det er bedst, når man ikke har så travlt, det tror jeg jo, alle synes,« siger hun.