Mænd er fra Mars, kvinder er fra IKEA

Når danske mænd og kvinder ruller ind på Ikeas p-plads, starter kønnenes kamp. Nogle par bliver rygende uvenner, andre har for længst droppet drømmen om, at ægtefolk kan shoppe møbler sammen. Og så er der selvfølgelig de mange, der dyrker kærlig, romantisk forståelse mellem Billy-reoler og Kajsa-pudevår. Vi bad fem par give deres bud på, hvad Ikea betyder for parforholdet




CAROLINE HENRIKSEN, 33 ÅR, TØLLØSE. HAR BOET SAMMEN MED MARTIN I NI ÅR

Hvem bestemmer, hvad I skal købe?

Det gør jeg. Jeg kigger i blade, magasiner og tv og gør mig en masse tanker. Martin nedlægger bare veto, hvis han er uenig.

Er der faste spilleregler for jeres Ikea-besøg?

Det må ikke tage for lang tid. Så begynder han bare at give efter. Så bliver han fjern, og det eneste, han siger, er »nå, nå« og »ja, ja«

Hvem samler jeres møbler?

Det gør vi begge to. Det er sjovt, synes jeg, og jeg kan også godt gøre det alene. Men når der er noget, der skal løftes, eller meget, der skal skrues, er det rart at være to.



MARTIN PEDERSEN, 35 ÅR, TØLLØSE, MED ADAM, OTTE MÅNEDER ( OG NOAH, FIRE ÅR, I KUGLERUMMET). HAR BOET SAMMEN MED CAROLINE I NI ÅR

Hvordan køber I ind i Ikea?

Caroline finder tingene, og så siger jeg, hvad jeg synes.

Hvem bestemmer?

Jeg har for længst overladt indretningen derhjemme til Caroline. Jeg synes, det er det vigtigste, at tingene virker. Caroline vil også godt have, at de ser godt ud.

GUDRUN KJÆRSGAARD, 75 ÅR, TUSE. HAR VÆRET GIFT MED KURT I 50 ÅR

Hvad skal I købe?

Indtil videre har vi købt et sofabord, en knagerække, et spejl og nogle småting. Bordet er til vores søn.

Hvor længe har I sat af til besøget i Ikea?

Hele dagen. Det gør vi altid. Vi skal helst i restauranten to gange i løbet af sådan en dag. Én gang til middag og én gang til eftermiddagskaffe. Vi hygger os sådan.

Hvem bestemmer?

Det gør jeg.

KURT NIELSEN, 81 ÅR, TUSE. HAR VÆRET GIFT MED GUDRUN I 50 ÅR

Hvad skal I købe?

Ikke rigtig noget. Vi er her mest for at købe noget til vores søn i dag. Vi har jo alt i vores alder, og vi har ikke plads til mere. Småting kan man jo altid købe. Men jeg forstår ikke, hvor vi skal få plads til den knagerække, min kone har fundet.

Hvem bestemmer?

Min kone. Jeg har ikke så meget begreb om det, og jeg kan hurtigt blive træt, når vi går rundt. Jeg følger bare med og sætter mig ned og kigger på folk. Det er fint nok.

Jeg hygger mig.

Hvem samler møblerne?

Vores søn eller en god kammerat. Jeg er ikke så god til at kigge på tegninger, så jeg bliver ikke betroet det.

DIDDA STJERNQVIST, 29 ÅR, STEGE. GIFT PÅ FEMTE MÅNED MED BO

Hvad regnede I med at købe på forhånd?

En lampe til at hænge over spisebordet. Men vi er endt med meget mere. Vi har brugt ca. 6000 kr., alt i alt.

Hvor længe kan I bruge i Ikea?

Rigtig længe. Sidst kom vi ved 12-13-tiden og blev ved, næsten indtil de lukkede kl. 21.00. Men jeg kunne sagtens blive her meget længere. Det kan Bo trods alt ikke.

Hvem samler jeres møbler?

Det gør vi som regel sammen. Altså, jeg sidder og nipper til lidt hvidvin, mens han samler. Så rækker jeg ham skruetrækkeren, hvis han mangler den. Hvis han ikke samler det ordentligt, kan jeg godt blive lidt ond og skælde ud på ham. Så bliver jeg helt flov bagefter.

Stakkels mand. Han gør jo sig jo virkelig umage .




BO STJERNQVIST, 39 ÅR, STEGE. GIFT PÅ FEMTE MÅNED MED DIDDA

Er Didda god at være i Ikea med?

Ja. Fordi hun er Didda, og jeg elsker hende. Men det tager lang tid. Jeg er meget mere lige på, når jeg handler alene.

Hvor længe kan I bruge i Ikea?

Jeg kan højst holde tre timer. Så skal jeg ud og ryge.

Bagefter går jeg ned og samler ting sammen i lageret.

Det passer ofte med, at hun så er ved at være færdig.

Hvem samler jeres møbler?

Mest mig. Det sker ret tit, at jeg ikke ser på tegningen, og så laver jeg en eller anden fejl. Så sidder man der på gulvet mellem de der forbandede Ikea-møbler og tænker » hvad har du gang i« .

Det er ofte der, det går galt, jeg bli'r rød i hovedet, og vi råber lidt ad hinanden. Men bagefter kysser vi jo. Og når møblerne er på plads og alt ser færdigt ud, er man rigtigt glad og tilfreds.

SARAH ELTONG, 19 ÅR, BRØNDBYØSTER. HAR KENDT CASPER I NÆSTEN TO ÅR

Hvad har I købt i dag?

Jeg har shoppet alt til køkkenet; glas, nipsting og nogle hylder. Det er vigtigt, at jeg kan sætte et præg på hans lejlighed, når vi skal flytte sammen.

Har I købt mere, end du regnede med på forhånd? Nej, meget mindre.

Kan du godt lide Ikea?

Ja, mig og min mor er nærmest Ikea-shopaholics. Vi er gode til bare at fyre den af, når vi er her. Vi kan gå i timevis og bare dufte til alle stearinlysene i afdelingen nedenunder. Med Casper fik jeg lov til at købe tre.

Hvem bestemmer?

Det gør vi begge to. Måske har jeg lidt mere indflydelse.


Hvor længe har I været i IKEA i dag?

En lille time.

CASPER SANDER, 18 ÅR, BRØNDBYØSTER. HAR KENDT SARAH I NÆSTEN TO ÅR

Hvad har I købt i dag?

Alt for meget. Vi har købt ind for 1800 kr. Jeg havde regnet med, at vi skulle købe for 1000. Højst.

Hvad synes du om Ikea?

Jeg kan ikke li' konceptet. Jeg kan bedre li' Biva eller Daells.

Det betyder, at jeg laller ret meget rundt, når jeg er i Ikea.

Jeg koncentrerer mig ikke, jeg er ret ligeglad.

Hvem bestemmer, hvad I skal købe?

Det gør jeg for det meste. Sarah spørger mig, om jeg kan li' det, hun har fundet. Hvis jeg siger nej, tager hun det ikke.

Hvorfor er I i Ikea i dag?

Det har Sarah valgt. Det er første gang, vi er i Ikea sammen.

Hvor længe har I været her? For længe. Tre timer. Mindst! .

RIKKE BLADT NIELSEN, 29 ÅR, GREVE. HAR VÆRET GIFT MED CHRISTIAN I ET ÅR

Er Christian god at have med i Ikea?

Ja. Han plejer at sætte en tidsramme, for han gider ikke at gå rundt i mange timer. Fik jeg lov at bestemme, var vi her meget længere. De lange ture tager jeg så med min svigermor og svigerinde. Når jeg er her med Christian, holder han mig ret meget i ørerne.

Hvem bestemmer?

Jeg har nok flest forslag, men jeg synes, vi er ret enige det meste af tiden.

Kan du lide at være i Ikea?

Jeg elsker Ikea. Jeg finder altid en masse ting, jeg ikke vidste, jeg havde brug for. Så synes jeg, det er hyggeligt at være her. Plus at det er billigt.




CHRISTIAN BLADT NIELSEN, 25 ÅR, GREVE, MED VILLADS PÅ NI MÅNEDER. HAR VÆRET GIFT MED RIKKE I ET ÅR

Hvorfor er I i Ikea i dag?

Vi skal flytte, så vi skal planlægge og købe småting, især til børneværelset. Jeg tror, vi skal bruge omkring 500 kr.

Hvad vil du kalde jeres møbelstil derhjemme?

Det ved jeg ikke. Traditionel Ikea-stil, måske

Kan du lide at være i Ikea?

Ja, hvis det ikke tager for lang tid.

Se, hvad vi ellers skriver om: #forbrug og #bolig