Må jeg spise rå champignon?

Kan rå champignon være kræftfremkaldende?
?

Jeg har hørt, at det ikke er så godt at spise rå champignoner. Er der noget om det?

 

May Svitzer, København

Svar fra Leif Skibsted

Champignon har et naturligt indhold af phenylhydraziner, der anses for at være kræftfremkaldende. Phenylhydraziner nedbrydes dog delvist ved opvarmning som ved konservering eller stegning. Det må derfor anbefales kun at spise rå champignon i begrænset mængde. 

Champignon, der vokser vildt på marker hedder ager-champignon, de ophober tungmetallet cadmium, der kan give nyreskader. Cadmium kan ikke fjernes ved stegning eller kogning, og det anbefales derfor, at man højst spiser ager-champignon et par gange om året.

 

Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.