Lær at cykle - så let som en leg

I Danmark lærer langt de fleste børn at cykle tidligt. Det er også vigtigt, hvis man senere i livet skal være en god og sikker trafikant. Men hvordan hjælper man bedst børnene til at komme fra de trehjulede
til de tohjulede jernheste?

Sørg for, at barn og cykel passer sammen, og køb aldrig en cykel til ”at vokse på”. Hvis cyklen er for lille, kommer barnet ingen vegne og synes ikke, det er spor sjovt. Hvis den er for stor, kan barnet få svært ved at styre den og blive utryg.
 

Gode råd, når du lærer dit barn at cykle

Anskaf jer en løbecykel til barnet, så benene let når jorden. Pedaler er kun i vejen, hvis man endnu ikke har helt styr på balancen. Børn kan lege på cyklen fra de er 2-3 år gamle.

Find på cykellege. Barnet skal lære at koncentrere sig om noget andet end blot at cykle. Den evne skal senere bruges i trafikken.
 

Når små børn skal lære at cykle, er det vigtigt, at forældrene er med til legene, men det er også vigtigt at holde det lystbetonet. Når barnet ikke gider mere, skal man stoppe.
 

Sørg for, at barn og cykel passer sammen, og køb aldrig en cykel til ”at vokse på”. Hvis cyklen er for lille, kommer barnet ingen vegne og synes ikke, det er spor sjovt. Hvis den er for stor, kan barnet få svært ved at styre den og blive utryg.
 

Tålmodighed er godt. Børn lærer i forskelligt tempo. Nogle kan både holde balancen og bruge pedalerne, når de er 3, mens andre først når dertil som 7-årige.

Jo bedre barnet lærer at mestre cyklen, jo bedre en trafikant vil det blive. Det er langt lettere ikke at slingre og huske at give tegn, hvis man har helt styr på cyklen.

»Børn skal ikke træne. Det er alt for kedeligt. Cykelegenskaber skal leges ind. Det bedste argument er, at leg stimulerer til læring. Hvis børnene synes noget er sjovt, får de større lyst til at lære«, fortæller Trine Juncher Jørgensen, Dansk Cyklistforbunds kampagneleder.

Og der er meget at lære, før cyklen føles som en forlængelse af kroppen, som den gør for mange voksne, der heldigvis ikke længere behøver at tænke over mekanismen bag at bruge pedalerne eller svinge til højre.

»Det, børnene skal have styr på, er pedalerne og balancen,« fortæller hun videre.

Rådet lyder på, at barnet skal koncentrere sig om en ting af gangen.

»Hvis barnet ikke kan holde balancen, er pedalerne bare i vejen. Derfor foreslår vi, at barnet øver sig på en løbecykel, hvor det kan nå jorden. Pedalteknikken samler de fleste op fra trehjulede cykler.«

Støttehjul og kosteskafter

Det er ikke hensigtsmæssigt at skrue støttehjul på barnets første cykel, sådan som mange kender det fra deres barndom.

Trine Juncher Jørgensen forklarer hvorfor:

»Hvis barnet får støttehjul på, vil det let komme til at hvile på det ene eller det andet ekstra hjul. Det gør, at barnet får svært ved at lære at holde balancen selv. Et par timer af mors eller fars tid er bedre givet ud. Man kan bruge en pind eller et kosteskaft til at holde styr på cyklen, når barnet skal have lidt hjælp til at finde balancen.«

Se, hvad vi ellers skriver om: #forbrug, #børn, #trafik og #cykel