Lån tøj til garderoben

Emelie Dahlström tror sammen med sine fire veninder på, at Lånegarderoben kan være med til at mindske forbruget af tøj.
Nyt tøj på lånebasis
Kjoler, bluser, bukser og skjorter. Prikker, striber, blomster og farver. I Lånegarderoben finder du tøj til enhver smag og dag. Tøjet skal ikke købes, men lånes på et personligt lånerkort. Tanken bag Lånegarderoben er, at man som låner kan udvide sin garderobe uden at øge forbruget. For 400 kr. halvårligt får man et lånerkort og retten til at låne tre stykker tøj med hjem tre uger ad gangen.
»Tøjet får en længere levetid, vi skåner miljøet, og folk kan udvikle deres smag uden at skulle købe nyt,« fortæller 27-årige Emelie Dahlström. Hun er en af kræfterne bag den svenske opfindelse.
Mændene er de flittigste lånere
Lånegarderoben er et frivilligt projekt, som er startet af en kulturforening, der kalder sig Kreativet. Bag foreningen og konceptet står fem unge, svenske kvinder, der fandt på ideen i forbindelse med en musikfestival. Det skulle have været en éngangsevent, men blev så populært, at de siden åbnede Lånegarderoben i den stockholmske bydel Midsommarkransen, og siden er lånerskaren vokset støt. I dag har Lånegarderoben 160 faste lånere, hvoraf omkring 85 procent er kvinder.
Lånegarderobens regler
Du kan låne tre stykker tøj ad gangen i op til tre uger.Du står selv for tøjvask, og der følger en vaskeanvisning med tøjet, så der undgås vaskefejl.Et medlemskab koster 400 kr. for seks måneder.Smider du tøj væk eller ødelægger det (udover, hvad der anses som naturligt slid), skal du erstatte det.
»Kvinderne er klart i overtal, men til gengæld er de mandlige lånere en del flittigere og når at låne mere,« siger 26-årige Kim Jüllig Sedvall, en af de fem stiftere.
Det er sjovt, fordi vi tror på det
De fem kvinder bruger en stor del af deres fritid på at vaske, stryge og hænge tøj på plads i de lyse kælderlokaler. De holder åbent for lånere tre gange om ugen.
»Vi gør det, fordi vi tror på ideen. Havde vi ikke troet på den, ville det ikke have været nær så sjovt,« fortæller Kim Jüllig Sedvall.
Alle fem har fuldtidsjob ved siden af, men de har ikke på noget tidspunkt overvejet at kaste håndklædet i ringen.
»Efterhånden som vi er vokset, er vores ansvar også vokset, og det ansvar må vi stå ved. Vi tror på, at konceptet gør en forskel,« siger Emelie Dahlström.
Tøjet skal være indbydende
Tøjet er en blanding af genbrugstøj og sponseret tøj fra designere, der gerne donerer tre-fem stykker tøj ad gangen. Størrelser varierer, og man ved derfor aldrig helt, hvad man finder, når man træder ind i Lånegarderoben.
»Vi forsøger at gøre det indbydende, vi bytter ofte rundt på tøjet, arrangerer det efter farver, og hver sæson skifter vi hele udbuddet,« siger Kim Jüllig Sedvall og fortæller, at de har så meget tøj, at de efterhånden ikke har plads til at opbevare det.
De er også begyndt at føre grundig statistik over udlån, så de kan se, hvilket tøj, der udlånes mest, og hvem der er de typiske lånere.
Pigerne håber at kunne bruge det til at gøre deres koncept endnu bedre.
Vi bidager til en bæredygtig husholdning
Noget må dog allerede fungere, for pigerne har optrådt i et væld af svenske medier, har holdt foredrag og workshops, og i foråret 2011 er de nomineret til den svenske Änglamarkspris for at bidrage til den bæredygtige husholdning. Dertil er der inden for det sidste år dukket to nye tøj-o-teker op i Sverige, et i Malmö og et i Umeå.
»Det er et aktuelt projekt, og der snakkes meget om genbrug i øjeblikket. Vi er bare glade for, at vores ide har spredt sig, og at den åbenbart er værd at kopiere,« siger Emelie Dahlström.