Krisehusmor: Ingen sørgelige rester

På det seneste er jeg blevet helt utroligt glad for at lave min egen øllebrød. Og min allerstørste glæde ved øllebrøden er faktisk selve øllebrødens grundkoncept: At man udnytter sine rugbrødsrester til sidste krumme.

En lind brun masse, som vor mor lavede den

Det er måske en tilsnigelse at kalde det øllebrød, som »vor mor lavede den«. I hvert fald er den ikke i familie med det, min mor og mormor lavede. For selvom de begge var vildt gode til at lave mad, var det ikke just det gamle danske landbokøkken, de brugte energi på. Så i min barndom blev øllebrød til ved hjælp af pulver, der blev til en lind, brun masse, når den blev rørt ud i kogende vand. Og jeg elskede det – men det ligger meget langt fra det, jeg i dag kalder øllebrød. 

Når jeg laver øllebrød nu, er den baseret på resterne af fuldkornsrugbrød, tilsat en masse ekstra hørfrø og andre sunde kerner. Og så ellers hvad huset lige ligger inde med af pomerans, tamarind, dadler, muscovadosukker og maltsirup. Så det bliver en meget grovkornet affære, der ligger der og bobler sig aromatisk i gryden. Lidt Babettes Gæstebud har man jo lov at lege…

Men min nyvundne øllebrødsglæde bunder faktisk i noget andet og større end barndomsminderne og den velsmagende mulighed for at få min fuldkornsration i en ruf. For min allerstørste glæde ved øllebrøden er faktisk selve øllebrødens grundkoncept: At man udnytter sine rugbrødsrester til sidste krumme.

Utroligt tilfredsstillende at udnytte resterne

Der er simpelthen noget helt utroligt tilfredsstillende ved at udnytte sine rester så optimalt som muligt. Og på den måde er øllebrøden blevet en dejligt håndgribelig manifestation af mit nye husmorjeg: En moderne version af tidligere tiders ressourcebevidste krigshusmor, der nok i 2012-versionen snarere går under navnet »krisehusmoren«.  Eller husfaren for den sags skyld. 

For mit indre øre kan jeg ligefrem høre en stemme, der taler i samme toneleje som de amerikanske trailere omkring Anden Verdenskrig, der opfordrede kvinderne til at løfte i flok ved fabrikkernes produktionsbånd, mens deres kærester kæmpede på den anden side af Atlanten. I 2012-udgaven formaner den indre stemme:

Et forsøg på at forbedre sin lillebitte del af verden

»En krisehusmor er god til at gøre en dyd af nødvendigheden. Hun tager det ikke alene til efterretning, når aviserne og statsradiofonien fortæller om finanskriser, klimaudfordringer og madspild – hun handler helt bogstaveligt på det i et forsøg på at forbedre sin lillebitte del af verden. Med sine små daglige indsatser føler krisehusmoren, at hun er med til at gøre en forskel. Og derfor glæder en krisehusmor sig over sin hjemmelavede øllebrød; kyllingen, der strækker til flere dage; gryderetterne kogt på de billigste – men også klart mest aromatiske og møre – udskæringer, der giver god mad til flere dage og egner sig rigtig godt til fryseren.«

Så der står jeg med mine udblødte rugbrødsskorper og synes pludselig også, at de smager rigtig godt af ressourcebevidsthed og god samvittighed.              

Se, hvad vi ellers skriver om: #rester, #madspild, #klumme og #gryderet